BORUMS BOWIE 1978 - føljeton part 3

F O R T S A T

(...)
  "She can't make it with the boy she really wants to love all the time" - det er det samme som udtrykkes i Drive-in Saturday på Aladdin Sane: "she's uncertain if she likes him, but she knows she really loves him". Drifternes tilfældighed - "love descends on those defenseless" synger han i Soul Love på Ziggy Stardust. To personligheder der trænger ind i hinanden - den sado-masochistiske forsvarsløshed, ikke sandt, Janine?
  "Janine, Janine, you'd like to know me well,
But I've got things inside my head that even I can't face.
Janine, Janine, you'd like to crash my walls,
But if you take an axe to me
You'll kill another man, not me at all."
  Hele B-siden af Aladdin Sane kan opfattes som en kærlighedssuite, fem versioner af "love". Den kyniske, skrækindjagende Lou Reed-barpianist i "Time", den kulørte pop-drøm i The Prettiest Star, sanselighedens vrængen i Jaggers "Let's Spend The Night Together", børnenonsens-vampyrsangen og den mandlige groupie, The Jean Genie, og den kvindelige groupie Lady Grinning Soul. What is this thing called love?
  Men Bowioes allerstærkeste love-song - og et af hans bedste digte - er nok We Are The Dead fra Diamond Dogs, en af de sange på pladen der tydeligst bærer spor af den oprindeligt påtænkte musical over George Orwells "1984".
  David Downing citerer i sin udmærkede bog Future Rock et sted fra Orwells roman der kunne være sangens udgangspunkt:
  "Der er ingen mulighed for at nogen forandring af betydning vil indtræde i vores levetid. Vi er de døde. Vores eneste sande liv er i fremtiden. Den skal vi tage del i som nogen håndfulde støv og nogen bensplinter. Men hvor langt borte fremtiden er, det kan ingen vide. Måske er der tusind år til. Lige nu er der ikke andre muligheder end at udvide den sunde fornufts område lidt efter lidt. Vi kan ikke handle kollektivt. Vi kan kun udbrede vores viden fra individ til individ. Overfor tankepolitiet er der ikke andre metoder."
  Det er det Bowies digt handler om. Her er et forsøg på en dansk gengivelse:
  "Der var noget der slog mig idag. Jeg kigged på dig for at se om du også oplevede det.
Folk vil gives os skylden. det slog mig idag.
Vi tager det så tungt, hvorfor ikke gå let hen over det, sig bare du har skiftet mening.
Vi kæmper med blinde øjne, og vi tager det så tungt.
Og nu synes vi vi er papir, papir du kløjs i hver nat.
De siger: "min dreng, vi vil have dig". Vær uvirkelig, men gå ikke for vidt. For vi er ved at tæmme de nye drenge; bedrag dine nærmeste, for du danser der hvor hundene går i opløsning og skider på ekstasen.
Du er kun en af legionens forbundsfæller, en spejder for jomfrukongen, men jeg elsker dig i dine knep-mig høje hæle og din rappe kjole med slæb.
Å, klæd dig ud, min lille slyngel, for jeg kan høre dem på trappen.
På grund af alt det vi så, på grund af alt det vi sagde, er vi de døde. 
Der var noget der faktisk rørte mig idag,
Jeg kigged på dig og jeg talte hvor mange gange vi havde været i seng.
Og ligget og mast vores kærlighed igennem natten og vidst at det var rigtigt hvad vi gjorde. 
Nu håber jeg nogen ikke vil være ligeglade men leve i åndedraget af det håb vi delte,
Jeg stoler på de sønner af vores kærlighed der en dag vil leve og ikke være ligeglade.
Men lige nu er vi dagens omtumlede væsner lænket til en dobbelt forestilling i morgen.
Himlen ligger på puden, dens tavshed er lige så stor som helvede, det er en 24timers service der med garanti skal få dig til at røbe alt.
Og gaderne er fulde af pressefolk med trang til at blive hængt og begravet, og det legendariske forhæng bliver trukket omkring Baby Bankerot der sutter på dig mens du sover.
Det er finansmændenes teater, prøv og tæl dem, femten rundt om bordet, klædt i hvidt og rede til at dræbe.
Åh kærtegn dig selv, min saftige ven, for mine hænder er næsten visnede, åh, klædt dig på, min lille slyngel, for jeg kan høre dem på trappen.
På grund af alt det vi så, på grund af alt det vi sagde, er vi de døde."
  W.H. Auden, den anden engelsk-amerikanske digter som jeg nævnte før, formulerede engang sin 30er-generations motto: "to find a style for a despair", og det kan som så meget andet fra 30erne også gælde Bowies 70er-generation: at finde en stil for en fortvivlelse, en håbløshed. Ziggy Stardust, rockstjernen der dør af sit overmod, er Bowies antihelt: Ziggy elskede med sit ego og sugede sig selv op i sin hjerne som en spedalsk messias - og the kids, drengene, i gruppen, slår ham ihjel. "Ziggy played for time, jiving us that we were voodoo. The kids was just crass, he was the nazz, with godgiven ass. He took it all too far, but, boy, could he play guitar!"
  Ziggy played for time - igen bruger Bowies sproglige fantasi et engelsk stående udtryk med alt hvad der er i det. Ordret betyder det jo Ziggy spillede for tiden, men det er et fast udtryk, "to play for time", der betyder "at trække tiden ud". Pointen er jo netop at Ziggy spiller for tiden, for at beherske og besværge tiden og forgængeligheden og dette overmod er det der medfører hans fald.
  Og dette overmod er det Bowie nu har overvundet. "I do not need another change / to force the world into my scheme of things."
  Og derfor kan han på Low i 1977 synge et digt på seks linjer, Be My Wife:
  "Sometimes I get so lonely
Sometimes I get nowhere
I've lived all over the world
I've left every place
Please be mine share my life
Stay with me be my wife." 
  Simplere kan det ikke være. Og man kan vende formlen om og sige at hvor der ingen fortvivlelse er, behøves der ingen stil. 
  På sin seneste plade, "Heroes", behersker Bowie alle sine temaer. realisme og symbolisme forenes i Joe The Lion, ligesom masochisme og sadisme i Beauty & The Beast ("thank God heaven left us / standing on our feet.") En befriet afmytologisering. Og ironien og akcepten forenes stærkt og vildt i Blackout og ømt og ligetil i Sons of The Silent Age. Og vigtigts af alt: dødens evighed og stjernens flygtighed bliver ét i titelsangen, Heores, selv om intet kan holde os sammen, kan vi alligevel slå dem (de onde magter) i al evighed, for vi kan være helte bare en dag.
  Det er Bowies inderste maske. Det foranderlige ved hans budskab er dets bestandighed.

POUL BORUM.

BORUMS BOWIE 1978 - føljeton part 2 (det der gør kunsten værd at leve)

F O R T S A T

(...)
  The casuall, det ligesom tilfældigt-afslappede, indgår i hans mest seriøse og surrealistiske sange. Som refrainet i Cygnet Committee, den store og mærkelige fremtidsvision på "Space Oddity" i 69: "I bless you madly, sadly as i tie my shoe." Mere tilfældigt kan det da ikke være:
  Men sangen går langt videre, til en skræmt vision af hvordan samfundet vil blive, når hans hippie-samtidige får magten i den Frie Stat. Med blodig, anarkistisk satire giver Bowie denne stats trosbekendelse: "Jeg tror på det godes magt. Jeg tror på Kærlighedsstaten. Jeg vil kæmpe for retten til at have ret. Jeg vil slå ihjel for dén kamps skyld, kampen for retten til at have ret". telefonsvarerens automatiske telefonsvarer ...
  Bowie er ikke revolutionær - "We never got i off / on that revolution stuff", hedder det i All The Young Dudes - men han er revolutionerende. "Jeg har brug for dig flyvende, og jeg vil vise at det at dø, er at leve hinsides al fornuft, tidens hellige dimension". (Saviour Machine)
  Når han på Ziggy Stardust-albummet synger om Ziggys sindssyge kontakt med de overjordiske væsner, så er der en svimlende rigdom af både uskyld og erfaring i refrainet:
  "There's a starman waiting in the sky.
He'd like to come and meet us,
But he thinks he'd blow our minds.
There's a starman waiting in the sky,
He's told us not to blow it,
'Cause he knows it's all worhwhile.
He told me: Let the children lose it,
Let the children use it,
Let all the children boogie."
  På Pin-Ups lader Bowie med sin nye amerikanske sound selv the children boogie, når han synger alle de engelske oldies, kærlighedssangene fra hans tidligste ungdoms beatplader: "Hey pretty baby I love you so."
  Overgangen fra Ray Davies' Where Have All The Good Times Gone, der slutter Pin-Ups i 73 til Future Legend, der indleder Diamond Dogs et halvt år senere, er betegnende for Bowies spændvidde:
  "Yesterday was such an easy game for you to play,
But let's face it, things are so much easier today.
Such as you need some bringing down.
And get your feet back on the ground.
Won't you tell me ...
Where have all the good times gone?
......
And ... in the deatth, as the last few corpses
Lay rotting on the slimy thoroughfare, the shutters
Liffted in inches in Temeprance Buildings,
High on Poacher Hill and red mutant 
eyes gazed down on Hunger City ..."
  Denne spændvidde - og ordet skal tages for dets fulde pålydende, en langarmet, langfingret luftomfavnelse - kan ses til den mindste detalje. Som i den homoseksuelle kabaret-plus-sang på Diamond Dogs, der hedder Sweet Thing, et eksempel på "gay realism". Her står der: "I'm glad that you're older than me, makes me feel important and free. Doesn't that male you smile?"
  Men Bowie indføjer en lille nuance, og tydeliggør derved det psykologiske portræt. På amerikansk intimsprog er udtrykket "That's not you", f.eks. hvis man er inde og prøve en jakke og ens ledsager siger "Oh, no that's not you" d.v.s. det passer slet ikke til din type, og i de citerede linjer indføjer Bowie en umærkelig pause foran ordet "me", "isnt' that : me", der alluderer til det udtryk. Det er bare en lillebitte nuance, men det er den slags der gør kunsten værd at leve.
  Bowies flytning fra England til USA betød en enorm kunstnerisk forandring - stærkest og mest grelt udtrykt på pladen Young Americans, hvor han forvirrede kritikerne ved at synge sort soul og ovenikøbet have hans velærværdighed John Lennon med på det (Bowie is the nigger of this world!). Når de to herrer sammen på Phiadelphia-manér synger Lennon og McCartney's Across The Universe, så kan det få selv den loyale David Douglas til at karakterisere udførelsen som "forvreden, umelodisk, ufølsom, grov og simpelthen smagløs". Men det er ikke smagløshed, det er et forsøg på at sige det samme - forandringen - på et nyt sprog:
  "Sounds of laughter shades of life are ringing thorugh my
Opened ears, inciting and inviting me.
Limitless undying love which shines around me like a 
Million suns, it calls me on and on, across the universe
Nothin's gonna change my world,
Nothing's gonna change my world."
  Det er også en typisk blandet Bowie-hyldest: sort soul og Lennon, mine medhelte: ligesom han på den ene side af Hunky Dory hyldede Andy Warhol og Bob Dylan og mere skjult Lou Reed - ligesom jeg er sikker på den sidste, meget hemmelige sang, The Bewlay Brothers, handler om Bowie og Mick Jagger.
  Men ligesom Bowie kan blande soul og Lennon, og på de sidste plader Lou Reed og Brian Eno (den fattige mands Phil Spector), således kunne han allerede i starten med enorm stilistisk sikkerhed blande vidt forskellige indflydelser.
  Maid of Bond Street, en af de tidligste sange, har både Donovans blåøjethed og Pete Townshends vildskab. Denne sang om en pige, der er lavet af læbestift og ensomhed begynder som realistisk satire og bevæger sig over i en objektiv beskrivelse af et samfundsfænomen frem til en forelsket Warhol-akcept (tre uforenelige ting: forelskelse, Warhol og akcept). På et minut og fireogfyrre sekunder giver Bowie definitionen på begrebet "cool":
  "Maids of Bond Street picture clothes, hiding stars.
 Maids of Bond Street shouldn't have worrldly cares,
Maids of Bond Street shouldn't have love affairs."
  (...)

F O R T S Æ T T E S

BORUMS BOWIE 1978 - føljeton part 1

(omsider ankommet i kopi fra professor i punk, Jan Poulsen, 5000 TAK, er Poul Borums artikel "Poeten Bowie" fra fanzinet dB10 nr. 2, 1978 - afskrives som føljeton i Blogdahl den næste uges tid)

POETEN BOWIE

"Ch-ch-ch-changes, turn and face the strange.
changes, you wanna be a richer man.
changes, turn and face the strange.
it's gonna have to be a different man.
Time may change me, but I can't trace time."

Ch-ch-ch-changes, forandringer, David Bowie den foranderlige. "The continuing message of David Bowie is Change", skriver David Douglas i sin bog om Bowie, Bowies fortsættende budskab, hans bestandige budskab er forandringen. i Douglas' formulering er der indbygget et paradoks: at foranderligheden er bestandig.
  Men Bowies forandringer er ikke forandringer til noget bestandigt nyt, de er bevægelser fra "startion til station", som en af hans seneste plader hedder. The Bowie Circuit, strømkredsen, hvor det lille Bowie-legetøjstog futter rundt fra station til station.
  Jeg vil gerne fortælle hvad stationerne hedder. Ja, faktisk vil jeg gerne tegne et meget fint skema i luften. Hvis vi vil beskrive Bowies motivverden kan vi se på, hvordan han forholder sig til jeget og omverdenen, jeget og duet (den såkaldte "love"), jeget og kunsten og jeget og liv-og-død-komplekset. Hans omverdensopfattelse er udspændt mellem realistisk beskrivelse og symbolsk fortolkning; hans kærlighedsoplevelse svinger mellem masochisme og sadisme; hans kunst arbejder snart med ironi og snart med akcept; og hans livssyn indebærer både en enorm optagethed af døden og en fascination af begrebet stjerne - både popstjerne og rigtig stjerne på himlen, begge lige strålende og flygtige - dødens varighed og stjernens lykkeopfyldte flygtighed. Vi kan altså se det for os i to spalter: realistisk - masochistisk - ironisk - død og der overfor symbolsk - sadistisk - akcepterende - stjerne.
  Det er de otte stationer Bowies bestandige forandringer bestandig og lynhurtigt bevæger sig imellem. Og det er vigtigt at understrege at ingen af disse begreber er negative, de er alle udtryk for en positiv livsopfattelse, som er udtrykt i kunst. "Åh ja, jeg ved stadig ikke hvad det var jeg ventede på" synger han, "og min tid løb vild, ad en million blindgyder. Og hver gang jeg troede jeg havde fundet ud af det, smagte det alligevel ikke så godt, så jeg vendte mig selv rundt for at se mig selv i øjnene, men det lykkedes mig aldrig at fange et glimt af, hvordan de andre opfatter forfalskeren. Jeg er alt for hurtigt til at bestå den prøve."
  "Changes, turn and face the strange. it's gonna have to be a different man. Time may change me, but I can't trace time."
  "Vend dig om og se det fremmede i øjnene. Det må være et helt andet menneske. Tiden kan forandre mig, men jeg kan ikke opspore tiden."
  Bowie er overalt fascineret af begrebet tid. Og kunsten er overvindelsen af tiden. Ligesom en anden engelsk digter. W.H. Auden, har Bowie tydeligt to perioder, en engelsk frem til 1973, hvor han afprøver og problematiserer alle sine løsningsforslag på de bestandige spændinger mellem realisme og symbolik, masochisme og sadisme, ironi og akcept, død og stjerne - og en amerikansk periode fra 74 og fremefter, hvor kunstens underholdningsværdi får overvægten over dens problemværdi. Det afspejler sig musikalsk i hans backing groups og i hans egen sangstil, og det ses i hans tekster; alle de komplicerede, mangetydige, dunkle hører til i den engelske periode. Men på "Station to Station" finder man en befriet hymne til det der er hinsides forandringen: den sang der hedder Word On A Wing. "I denne storslåede illusions tid", synger Bowie, "kom du gående ind i mit liv ud af dine drømme. Jeg har ikke brug for én forandring til, for at tvinge verden ind i mit system". Han knæler ned og ofrer sin "sweet angel" (inspirationens engel) sit "vingede ord".
  Han er troende (men uden religion), og han fastholder at "bare forat jeg ikke tror. betyder det ikke osse tænker, jeg behøver bare ikke sætte spørgsmålstegn ved alt i himlen og helvede". "Jeg anstrenger mig for at passe ind i dit system", synger han. Men senere i sangen hedder det: "and I am ready to seek your scheme of things", tingenes system eller plan, altså hverken mit eller dit, men selve planen, objektivt set.
  David Bowie er lige blevet 31 og han har udgivet 14 plader fra 1966 til nu. Lige fra Rubber Band og Maid of Bond Street til Secret Life of Arabia, den sidste sang på Heroes, har han ikke bare haft problemer og bragt "budskaber", han har først og fremmest været entertainer, han har ville fascinere os med ånd i sin fiktive fantasiverden. "Kom og køb mit legetøj" synger han på en af de første plader:
  "Smiling girls and wealthy boys, 
Come and buy my little toys:
Monkeys made of gingerbread,
And sugar horses painted red
  - aber af ingefær og rødmalede sukkerheste, jo tak. Men hans barneparadis er iblandet megen voksen bitterhed. Kynisk elegant synger han, at han vil elske sin elskede på tirsdag, for på onsdag finder han en ny. Det lyder uskyldigt og elegant, men i sangstilen er der indbygget en distance og en farlighed, som allerede her viser at David Bowie ikke skulle en ny Noël Coward men en ny Lou Reed.
  (...)

F O R T S Æ T T E S !