Hvorfor er forfatterskab ikke kontekst? Og hvad med 70'er-prosa-BOOMET?

(kritik unævnt på blog og i avis)

En underlig og bare træls ting i Marianne Stidsens omgang med de forfattere, hvis tekster hun faktisk læser i bogen, er hvor lidt og hvor ustadigt hun præsenterer noget, der ligner overblik (vs. Hvem Hvad Hvor'sk danmarkshistorie og idelige teori-gentagelser) over forfatterskaber - læsning af Christina Hesselholdts Familiens skød, men ikke et ord om Camilla-fortællekredsene, der snor en hele anden snurrig vej, læsning af ALLE Juul-bøger frem til Siger jeg, sagde jeg og en enkelt novelle, men ikke et ord om Mordet på Halland og (super-collagen!) Radioteatret bare fx, læsning af en enkelt novelle af Naja Marie Aidt, en enkelt roman af Helle Helle, en enkelt roman af Lars Frost, etc., men ikke bare et SUMMARISK overblik over forfatterskaberne - og når nu Dan Turèll spiller så central en omvendt synder-rolle, kunne så ikke bare hovedværker/serier og faser NÆVNES?

Hvortil kommer så alle de forfattere der IKKE læses eller overblik-nævnes (Stidsen skriver at deres navne vil fylde 3 telefonbøger, 3 sider burde være rigeligt), hvoraf de stærkest og mest besynderligt savnede UD OVER DEN FORMIDABLE MENNESKEFORTÆLLENDE MODSTANDER SVEND ÅGE MADSEN (vs. de store læsninger af 2 firserdigtere, Strunge, Thomsen, og hele 3 senfirser-digtere, Juul, Frank, Grotrian, og 1 svensker og 2 nordmænd (hvoraf den ene, Kjærstad, er vedkendt Madsen-inspireret), når nu temaet for fanden er identitet, er de MEGAstore (60'er/)70'er(/(sen)80'er-prosaister (alle stadig hyperaktive!), hvoraf flere jo har skrevet deciderede og BETYDELIGE roman-SERIER om at blive til i denne identitetsforvirringens tid:

Henning Mortensen (serie!)
Dorrit Willumsen
Kirsten Thorup (serie!)
Vibeke Grønfeldt (serie!)
Jens Smærup Sørensen
Bent Vinn Nielsen
Hans Otto Jørgensen (serieR!)