onsdag den 1. juli 2015

Absolut Cut & Paste! To nyttige danske lister (at dumpe i konceptualitet (uden at være gået til eksamen))

I det centrale kapitel i sin afhandling, som definerer og analytisk eksmeplificerer "Konceptuel litteratur oplister Martin Glaz Serup danske værker, der ER og IKKE ER konceptuel litteratur (min listeopstilling, lister skal se listeagtige ud!): 

I den danske poesi er der i de sidste cirka 10-­‐15 år udkommet en række værker der på forskellig vis placerer sig inden for den konceptuelle litteratur. Her vil jeg koncentrere mig om den konceptuelle poesi, hvilket også er den kategori værkerne af Vanessa Place, Esther Dischereit og Robert Fitterman tilhører. En liste over danske værker fra perioden tæller 
Martin Larsens Hvis krigen kommer (2003), 
Tomas Thøfners Altings A (2004), 
Christian Yde Frostholms Afrevne ord (2004), 
Maja Lee Langvads Find Holger Danske (2006), 
Martin Larsens Monogrammer (2007), 
Christian Yde Frostholms Ofte stillede spørgsmål (2008), 
Bjørn Friis Thomsens Rottemades (2008), 
Christian Bjoljahn & Martin Johannes Møllers Flytning (2009), 
Rasmus Graffs Som levende begravet her (2009), 
Rasmus Graffs Folkets prosa (2010), 
Pejk Malinovskis Den store danske drømmebog (2010), 
Martin Glaz Serups Mandag og Ja, jeg smager månedens kunstnervin! (begge 2010), 
Chresten Forssums Manhattan (2011), 
Martin Glaz Serups Local Colour (2012) 
og Vanessa Places Andersens Wank (2012), der er skrevet på dansk og kun udgivet i Danmark.

(...)

Fra mit perspektiv er der meget dansk litteratur fra de sidste cirka 10-­‐15 år, der ikke uden videre kan karakteriseres som konceptuel litteratur, selvom det ligner og har fået sat prædikatet på sig, typisk i forbindelse med anmeldelser. Det drejer sig for eksempel om 
Lars Bukdahls 116 chok for sheiken (2001), 
Eli I. Lund: Jeg vil have sex med en kvinde fra fremtiden (2002), 
Peter Adolphsens En million historier (2007), 
Lars Bukdahls Alfabeter fra Pluto (2008), 
Martin Larsens Noter til det mere perfekte liv (2009), 
Rasmus Nikolajsens I Athen (2009), 
Pablo Llambías Kærlighedens Veje og Vildveje (2009),
 Peter Adolphsen og Ejler Nyhavns versroman Katalognien (2009), 
Thomas Hvid Kromanns Metrodigte – et øjebliksarkiv (2010), 
Martin Larsen Hvis jeg var kunstner (2010), 
Martin Glaz Serups Marken (2010), 
Mette Østgaard Henriksen Stikkersvin jeg fucker dig (2011), (aaaaaah, hva'? LB)
Pablo Llambías Monte Lema (2011), 
Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011), 
Peter Laugesens Anarkisten i Fandens hus (2011), 
Christina Hagens White Girl (2012), 
Pablo Llambás Hundstein og Sex Rouge (begge 2013), 
Niels Franks Nellies bog (2013), 
Christina Hagens Boyfrind [sic!] (2014) 
og Maja Lee Langvads Hun er vred (2014). 
Man kunne også nævne ældre digtere og dele af deres produktion, der sædvanligvis samles under forskellige paraplyer som konkretisme eller systemdigtning; for eksempel Per Kirkeby, Hans-­‐Jørgen Nielsen, Vagn Steen, Dan Turèll, Klaus Høeck, Inger Christensen, eller hvad med den poesi der arbejder med fast metrum, for eksempel Brorsons eller Kingos? Derudover findes der en del litteratur inden for genrer som digital poesi, bogobjekter, lyd & lyrik og diverse andre offpagepoetrypraksisser, som jeg heller ikke umiddelbart vil karakterisere som konceptuel litteratur. Det bliver ikke til konceptuel litteratur, blot fordi det kommer i et andet format end bogens codex. Selvfølgelig kan alle de nævnte værker siges på sin egen måde at være konceptuelle i forståelsen: baseret på en idé, hvilken litteratur er ikke dét -­‐ men som jeg har forsøgt at vise, er den konceptuelle litteratur ikke kun det. Ingen af disse eksempler lader det der bliver skrevet, blive synderligt påvirket af den idé eller det eventuelle system, de har sat til at generere teksten. Det påvirker ikke indholdet af den, så at sige. Forfatterne er derimod vældig kreative i måden de omgår og bruger systemet, approprieringen, citatet, montagen, reglen, begrænsningen, readymaden, det fundne objekt, genren, konceptet på. Som Jan Baetens og Jean-­‐Jacques Poucel skriver i en beskrivelse af den i OuLiPo så vigtige begrænsning, den såkaldte la constrainte, constraint: "Constraints are not ornaments: for the writer, they help generate the text; for the reader they help make sense of it." (via Perloff 2010, 80.) I den konceptuelle litteratur hjælper konceptet ikke kun til med at generere/skrive teksten, konceptet er eller gør teksten. I OuLiPo er benspændet en afgørende forhindring som skal tvinge forfatteren på omveje, som Christian Yde Frostholm udmærket formulerer det (Frostholm 2013, upag.), og man forstår på metaforen at tekstens destination er den samme som den helet tiden har været, det er blot måden at nå til den på, der bliver anderledes og måske mere interessant. Men i den konceptuelle litteratur er metoden ikke bare en form for medium, men sagen selv, det stof den type litteratur er gjort af -­‐ for nu at parafrasere Lilian Munk Rösings beskrivelse af hvad hun mener en litterær stemme er (Rösing 2012, 72) -­‐ man kan ikke ændre parametrene i den konceptuelle litteratur, uden at ændre på hvad den beskæftiger sig med. (...)
Den konceptuelle litteratur abonnerer også på andre læsestrategier end dem det sædvanligvis forventes man skal operationalisere i mødet med skønlitteratur; om det er godt eller dårligt skrevet, om det er originalt, om det er overraskende, det er ikke så interessant som HVAD der står, HVORDAN det står der, og måske vigtigere: HVOR det står – kontekst og situation; hvad det er en del af, hvilken sammenhæng det er taget fra, hvilken del af verden det repræsenterer.86 Anskuet således falder eksempelvis de OuLiPo-­‐inspirerede arbejder ud (Thomas Hvid Kromann, Martin Larsen, Peter Adolphsen); ligesom også de bøger der arbejder med montager af citater falder ud (Peter Laugesen, Bjørn Rasmussen, Klaus Høeck, for eksempel hans Transformationer (1974)); de gør så at sige kunst af kunst ved at postproducere, eller rettere montere, dele af tekster fra Louis-­‐Ferdinand Céline, Marguerite Duras osv., så resultatet bliver en ny bog af Laugesen (og Céline), Rasmussen (og Duras) osv. I den konceptuelle litteratur er det sjældent materiale der allerede i udgangspunktet er kunst, der bliver bearbejdet.87 Det har naturligvis andre konsekvenser for hele måden at læse på, om man for eksempel læser en 'autentisk' vejrmelding, men nu som poesi, eller om man læser dele af skønlitterære tekster -­‐ som skønlitteratur. Når Bjørn Rasmussen citerer Duras ekstensivt og Peter Laugesen skaber en hel bog om Céline udelukkende ved at montere tekster af Céline selv, forandrer de naturligvis deres kildeteksters betydning ved at forandre deres nye tekstinterne og -­‐eksterne omgivelser, nye afsendere, modtagere, sammenhænge, en ny historisk situation at blive udgivet i osv.; men den grundlæggende måde at læse på bliver ikke forandret. I den konceptuelle litteratur er selve FORFLYTTELSEN fra én sfære til en anden vigtig, dette at få nye øjne at se med. Ofte sker denne forflyttelse fra noget der ikke i udgangspunktet er kunst eller tilskrives politisk eller kunstnerisk værdi -­‐ ofte er det fra en form for brugskontekst; derfra og ind i kunstens og opmærksomhedens rum, hvorved materialet mister sin oprindeligt intenderede mere utilitaristiske (tids-­‐ og stedsspecifikke) funktion (vejrudsigten, trafikmeldingen, baseballkampen, den daglige kommunikative tale osv.) Det er, med Jacques Rancíeres begreb, den redistribution af det sanselige der er en væsentlig komponent i den konceptuelle litteratur, og som i første omgang adskiller den fra andre system-­‐, genre-­‐ og constraint-­‐baserede typer af litteratur såsom for eksempel OuLiPo, Cut-­‐up, Fold-­‐in, Collage, Montage, Remix, Found Poetry osv. I den konceptuelle litteratur går det for så vidt ud på ikke at skrive selv, eller ikke at skrive selv; ikke skrive som det vi sædvanligvis forstår ved at skrive; ikke i første omgang at bedrive kunst. Dét bliver så kunsten.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar