Richard & Else Marie, det barokkeste par!

Min elskede faster Else Marie Bukdahl, der var rektor på Det Kgl. Danske Kunstakademi, mens Richard Winther var professor i maleri sammesteds, skriver i sin artikel "Tradition og nybrud i Richard Winthers kunst":

"I 1981 rejste Richard Winther til Rom, hvor han især ønskede at studere manierismen. Jeg mødte ham i september måned. På det tidspunkt studerede jeg barokken, medens min mand, professor Torben Christensen, arbejdede med de gamle kirkefædre. Vi havde flere spændende samtaler med Richard Winther. En dag stillede han mig følgende spørgsmål: du må da kende nogle sensuelle manieristiske kunstværker, som du kan vise mig  — de skal helst være lidt erotiske? Jeg foreslog ham, at vi besøgte Villa Madama, hvis loggia er tegnet af selveste Rafael. Han døde i 1520, og det blev derfor Giulio Romano og andre manieristiske kunstnere, især Giovanni da Udine, der skabte de dekorationer, der skulle udsmykke de forskellige sale. De prægede dem alle med manierismens udtryksfulde formsprog med de mange komplicerede stilelementer. Vi tilbragte en lang intens dag i villaen og — som han udtrykte det  —vort samvær var præget af  ”tavs eller talende beundring.” Han var meget betaget af værkernes strålende farvespil, indviklede kompositioner og følelsesbetonede udtryk.

         I 1985 arrangerede billedkunstneren Torben Christensen, der på det tidspunkt var lektor ved Kunstpædagogisk skole på Kunstakademiet, en rejse til Milano i tiden fra d. 3 til d. 12 juni. Både Richard Winther og jeg deltog i rejsen, så jeg fik rig lejlighed til at diskutere manierisme og barok med ham. I rejsen var der indlagt et besøg på Palazzo del Te, der er placeret i en forstad til Mantua. Netop dette palads rummer en af de mest yderliggående og kunstnerisk overbevisende eksempler på manieristisk arkitektur og billedkunst. Det var arkitekten Giulio Romano  —elev af Rafael  — der tegnede paladset, der er fyldt af overraskende lys- og farvevirkninger, dristige kompositoriske greb og nyskabende formelementer. Det var også ham, der skabte de udtryksmættede og dramatiske fresker i villaens store rum. Under udførelsen af dem fik han hjælp af lokale malere, især Benedetto Pagni og Rinaldo Mantovano. Richard Winther glædede sig utroligt meget til at se denne "manierismens højborg". På banegården stod han og trippede utålmodigt og sagde igen og igen: Hvornår når vi frem til herlighederne?  Da vi kom frem og kom ind i paladset og fik mulighed for at studere Giulio Romanos ekspressive fresker med et netværk af overraskende virkemidler, blev Richard Winther vildt begejstret. Han gik rundt med "julelys i øjnene" og udbrød gang på gang: " Mødet med disse fresker overgår simpelthen mine vildeste forventninger. Jeg er fuldkommen indfanget i deres tryllekreds. " Giulio Romano håbede netop på, at hans værker skulle kunne appellere så stærkt til beskuerne, at de næsten følte sig som deltagere i de voldsomme dramatiske begivenheder, som han har visualiseret med så stor intensitet. Da Richard Winther så Giulio Romanos sanselige, illusionistiske og burleske fremstillinger af Zeus' nedstyrtning af Giganterne (1532-1534) blev han helt bjergtaget. Det drejer sig om det store værk, der med en chokvirkning møder de besøgende. Det er placeret på en af væggene i Giganternes Sal. Her skildres giganternes sidste forsøg på at indtage Olympen og detronisere Zeus, men det mislykkes. Denne kamp er symbol på de humanitetssøgende guders sejr over kaosmagterne. Da Richard Winther begyndte at studere denne freske mere indgående, tog han sig til hovedet, fordi han næsten oplevede, at de knækkede  søjler, der på en meget virkelighedsnær måde knuser Giganterne, også ville ramme ham. Så virkningsfuld er Giulio Romanos kunstneriske bestræbelser på at drage beskuerne helt ind i den grufyldte situation og gøre dem til medspillere. I den store kuppel møder vi en endnu mere kompliceret højdramatisk visualisering af Giganternes fald (1532-1534). Giulio Romano har forrykket perspektivet på en overraskende måde, og indføjet nye brudflader, der ændrer rummets karakter, således at beskuerne mister fodfæstet. De oplever, at de næsten bliver suget op i kuplen med de drivende skyer og et netværk af mennesker, der er viklet ind i hinanden på de mest komplicerede og dynamiske måder. Det ser ud som om Giganterne falder ned over os. Sådan oplevede Richard Winther det i hvert fald. Eller som han sagde:” Enten bliver jeg suget op i kuplen eller også falder giganterne ned over mig. Det bliver under alle omstændigheder en grænsesprængende oplevelse.” "