Er et genbrugs-blurb konceptuel poesi? Næppe!

Martin Glaz Serup fastslår i sin ph-d.-afhandling, at Maja Lee Langvads Hun er vred ikke er konceptuel litteratur (se citat nedenfor). Nuvel! Hvad så med citatet fra min anmeldelse, der er eneste tekst, udover forfatternavn, titel og genrebetegnelse, på det hvide cover til den nye softcover-udgave af den uundværlige nyklassiker:


  
"Det er meget længe siden jeg har læst så original og overrumplende og goddamn vedkommende en bog."
- Lars Bukdahl, Weekendavisen

Står der. Men det er reelt et citat fra min anmeldelse i WA af Langvads første bog, Hvor er Holger Danske, som jeg aftrykker tidligt i i min WA-anmeldelse af Jeg er vred, minus en del af et ord, nemlig "debut-"

-->

Sjældent har vi skullet vente så lang på en opfølger til en suveræn debut som i tilfældet Maja Lee Langvad. Sådan skrev jeg i dette bogtillæg for otte år siden:

  ”Lad mig straks gå i gang med mit hysteriske hype: Det er meget, meget længe siden, jeg har læst så original og overrumplende og goddamn vedkommende en debutbog som Maja Lee Langvads Find Holger Danske”.

  Store ord, som jeg i de mellemliggende år ikke har fortrudt;, til mangen et foredrag har jeg viftet med den lillebitte, kridhvide bog som et hofeksempel på, hvor bevægende en bog kan blive ikke på trods, men på grund af sin cool, konceptuelle metode.
Til sidst i anmeldelsen gentager jeg mine ord fra den gamle anmeldelse, men med en lille tilføjet kvalifikation i stedet for det sløjfede debut-præfix, så de også kan gælde den nye bog, men uden et afsluttende "(....)" kommer citatet på forsiden af den nye udgave af den nye bog til at placere sig et helt umuligt sted MELLEM min gamle ros af den gamle bog og min, opdaterede, nye ros af den nye bog, som en ikke-eksisterende, simultan og fælles, helt ens ros af dem begge - sehr, sehr konceptuelt, synes jeg nok!:

-->

Det er meget, meget længe siden, jeg har læst så original og overrumplende og goddamn vedkommende en bog nr. 2/3 som Maja Lee Langvads Hun er vred.

Jeg prøver at (af)skrive korrekt konceptuel litteratur

$-REALISME / Kan du slå en femmer i stykker? (en Fitterman-idyl)

Can You Break a Five (pl. 5) is a complex currency composition in the manner of Reproduction. Painted in 1988, it is rendered in Haberle's most impeccable trompe l'oeil style. It shows an especially colorful tattered five-dollar bill issued in 1880. At right is a large pale red medaillon woven into the paper, with letters printed over it. The identifying currency numbers - Z1420719 - at bottom left and top right are also red.
  The bill includes a portrait of President Andrew Jackson in a roundel at bottom left; the Roman numeral V (top left) and the number 5 (top right) identify the denomination, as do the words FIVE DOLLARS in the center of the bill, below UNITED STATES. At the center is an illustration of an american pioneer couple - a seated woman and a standing man holding an axe, his dog at his side. Their small cabin is in the background, evidence of their success in clearing the wilderness and establishing a homestead. The United States Treasury Department commisioned a number of American artists during this period to paint compositions to decorate American currency. Although the artist of the pioneer couple in Can You Break a Five? is unknown, the image recalls the work of William Sidney Mount, a well-known painter of the period.
  The five-dollar bill rests on a diagonal above the remnants of a one-dollar bill; torn scraps of its corners rest at the upper left and at the left center edge near the frame. At the center Haberle carefully painted the portion of the reverse of a one-dollar bill that contained the warning from the United States Treasury Department regarding counterfeiting. Much of this text can be read with a magnifying glass, including counterfeit and imitation of paper money. This detail also appears in U.S.A., and A Deception: Ben Franklin and Five Dollars.
  A battered pair of magnifying spectacles dangling by a string hangs over a small newspaper clipping that appears in U.S.A. The praiseworthy clipping serves as Haberle's signature. There is no other signature or date. Can You Break a Five is probably the painting that was exhibited at the Pennsylvania Scademy in Philadelphia in January 1889.

(afskrevet fra kataloget John Haberle: American Master of Illusion, købt for 10 kr i dag på Københavns Hovedbibliotek)

Absolut Cut & Paste! To nyttige danske lister (at dumpe i konceptualitet (uden at være gået til eksamen))

I det centrale kapitel i sin afhandling, som definerer og analytisk eksmeplificerer "Konceptuel litteratur oplister Martin Glaz Serup danske værker, der ER og IKKE ER konceptuel litteratur (min listeopstilling, lister skal se listeagtige ud!): 

I den danske poesi er der i de sidste cirka 10-­‐15 år udkommet en række værker der på forskellig vis placerer sig inden for den konceptuelle litteratur. Her vil jeg koncentrere mig om den konceptuelle poesi, hvilket også er den kategori værkerne af Vanessa Place, Esther Dischereit og Robert Fitterman tilhører. En liste over danske værker fra perioden tæller 
Martin Larsens Hvis krigen kommer (2003), 
Tomas Thøfners Altings A (2004), 
Christian Yde Frostholms Afrevne ord (2004), 
Maja Lee Langvads Find Holger Danske (2006), 
Martin Larsens Monogrammer (2007), 
Christian Yde Frostholms Ofte stillede spørgsmål (2008), 
Bjørn Friis Thomsens Rottemades (2008), 
Christian Bjoljahn & Martin Johannes Møllers Flytning (2009), 
Rasmus Graffs Som levende begravet her (2009), 
Rasmus Graffs Folkets prosa (2010), 
Pejk Malinovskis Den store danske drømmebog (2010), 
Martin Glaz Serups Mandag og Ja, jeg smager månedens kunstnervin! (begge 2010), 
Chresten Forssums Manhattan (2011), 
Martin Glaz Serups Local Colour (2012) 
og Vanessa Places Andersens Wank (2012), der er skrevet på dansk og kun udgivet i Danmark.

(...)

Fra mit perspektiv er der meget dansk litteratur fra de sidste cirka 10-­‐15 år, der ikke uden videre kan karakteriseres som konceptuel litteratur, selvom det ligner og har fået sat prædikatet på sig, typisk i forbindelse med anmeldelser. Det drejer sig for eksempel om 
Lars Bukdahls 116 chok for sheiken (2001), 
Eli I. Lund: Jeg vil have sex med en kvinde fra fremtiden (2002), 
Peter Adolphsens En million historier (2007), 
Lars Bukdahls Alfabeter fra Pluto (2008), 
Martin Larsens Noter til det mere perfekte liv (2009), 
Rasmus Nikolajsens I Athen (2009), 
Pablo Llambías Kærlighedens Veje og Vildveje (2009),
 Peter Adolphsen og Ejler Nyhavns versroman Katalognien (2009), 
Thomas Hvid Kromanns Metrodigte – et øjebliksarkiv (2010), 
Martin Larsen Hvis jeg var kunstner (2010), 
Martin Glaz Serups Marken (2010), 
Mette Østgaard Henriksen Stikkersvin jeg fucker dig (2011), (aaaaaah, hva'? LB)
Pablo Llambías Monte Lema (2011), 
Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011), 
Peter Laugesens Anarkisten i Fandens hus (2011), 
Christina Hagens White Girl (2012), 
Pablo Llambás Hundstein og Sex Rouge (begge 2013), 
Niels Franks Nellies bog (2013), 
Christina Hagens Boyfrind [sic!] (2014) 
og Maja Lee Langvads Hun er vred (2014). 
Man kunne også nævne ældre digtere og dele af deres produktion, der sædvanligvis samles under forskellige paraplyer som konkretisme eller systemdigtning; for eksempel Per Kirkeby, Hans-­‐Jørgen Nielsen, Vagn Steen, Dan Turèll, Klaus Høeck, Inger Christensen, eller hvad med den poesi der arbejder med fast metrum, for eksempel Brorsons eller Kingos? Derudover findes der en del litteratur inden for genrer som digital poesi, bogobjekter, lyd & lyrik og diverse andre offpagepoetrypraksisser, som jeg heller ikke umiddelbart vil karakterisere som konceptuel litteratur. Det bliver ikke til konceptuel litteratur, blot fordi det kommer i et andet format end bogens codex. Selvfølgelig kan alle de nævnte værker siges på sin egen måde at være konceptuelle i forståelsen: baseret på en idé, hvilken litteratur er ikke dét -­‐ men som jeg har forsøgt at vise, er den konceptuelle litteratur ikke kun det. Ingen af disse eksempler lader det der bliver skrevet, blive synderligt påvirket af den idé eller det eventuelle system, de har sat til at generere teksten. Det påvirker ikke indholdet af den, så at sige. Forfatterne er derimod vældig kreative i måden de omgår og bruger systemet, approprieringen, citatet, montagen, reglen, begrænsningen, readymaden, det fundne objekt, genren, konceptet på. Som Jan Baetens og Jean-­‐Jacques Poucel skriver i en beskrivelse af den i OuLiPo så vigtige begrænsning, den såkaldte la constrainte, constraint: "Constraints are not ornaments: for the writer, they help generate the text; for the reader they help make sense of it." (via Perloff 2010, 80.) I den konceptuelle litteratur hjælper konceptet ikke kun til med at generere/skrive teksten, konceptet er eller gør teksten. I OuLiPo er benspændet en afgørende forhindring som skal tvinge forfatteren på omveje, som Christian Yde Frostholm udmærket formulerer det (Frostholm 2013, upag.), og man forstår på metaforen at tekstens destination er den samme som den helet tiden har været, det er blot måden at nå til den på, der bliver anderledes og måske mere interessant. Men i den konceptuelle litteratur er metoden ikke bare en form for medium, men sagen selv, det stof den type litteratur er gjort af -­‐ for nu at parafrasere Lilian Munk Rösings beskrivelse af hvad hun mener en litterær stemme er (Rösing 2012, 72) -­‐ man kan ikke ændre parametrene i den konceptuelle litteratur, uden at ændre på hvad den beskæftiger sig med. (...)

Den konceptuelle litteratur abonnerer også på andre læsestrategier end dem det sædvanligvis forventes man skal operationalisere i mødet med skønlitteratur; om det er godt eller dårligt skrevet, om det er originalt, om det er overraskende, det er ikke så interessant som HVAD der står, HVORDAN det står der, og måske vigtigere: HVOR det står – kontekst og situation; hvad det er en del af, hvilken sammenhæng det er taget fra, hvilken del af verden det repræsenterer.86 Anskuet således falder eksempelvis de OuLiPo-­‐inspirerede arbejder ud (Thomas Hvid Kromann, Martin Larsen, Peter Adolphsen); ligesom også de bøger der arbejder med montager af citater falder ud (Peter Laugesen, Bjørn Rasmussen, Klaus Høeck, for eksempel hans Transformationer (1974)); de gør så at sige kunst af kunst ved at postproducere, eller rettere montere, dele af tekster fra Louis-­‐Ferdinand Céline, Marguerite Duras osv., så resultatet bliver en ny bog af Laugesen (og Céline), Rasmussen (og Duras) osv. I den konceptuelle litteratur er det sjældent materiale der allerede i udgangspunktet er kunst, der bliver bearbejdet.87 Det har naturligvis andre konsekvenser for hele måden at læse på, om man for eksempel læser en 'autentisk' vejrmelding, men nu som poesi, eller om man læser dele af skønlitterære tekster -­‐ som skønlitteratur. Når Bjørn Rasmussen citerer Duras ekstensivt og Peter Laugesen skaber en hel bog om Céline udelukkende ved at montere tekster af Céline selv, forandrer de naturligvis deres kildeteksters betydning ved at forandre deres nye tekstinterne og -­‐eksterne omgivelser, nye afsendere, modtagere, sammenhænge, en ny historisk situation at blive udgivet i osv.; men den grundlæggende måde at læse på bliver ikke forandret. I den konceptuelle litteratur er selve FORFLYTTELSEN fra én sfære til en anden vigtig, dette at få nye øjne at se med. Ofte sker denne forflyttelse fra noget der ikke i udgangspunktet er kunst eller tilskrives politisk eller kunstnerisk værdi -­‐ ofte er det fra en form for brugskontekst; derfra og ind i kunstens og opmærksomhedens rum, hvorved materialet mister sin oprindeligt intenderede mere utilitaristiske (tids-­‐ og stedsspecifikke) funktion (vejrudsigten, trafikmeldingen, baseballkampen, den daglige kommunikative tale osv.) Det er, med Jacques Rancíeres begreb, den redistribution af det sanselige der er en væsentlig komponent i den konceptuelle litteratur, og som i første omgang adskiller den fra andre system-­‐, genre-­‐ og constraint-­‐baserede typer af litteratur såsom for eksempel OuLiPo, Cut-­‐up, Fold-­‐in, Collage, Montage, Remix, Found Poetry osv. I den konceptuelle litteratur går det for så vidt ud på ikke at skrive selv, eller ikke at skrive selv; ikke skrive som det vi sædvanligvis forstår ved at skrive; ikke i første omgang at bedrive kunst. Dét bliver så kunsten.

Martins morale: LÆS (både hvordan og hvad)!

Jeg har som forberedelse til en Blæksprutte på fredag om Vanessa Places Borte med Blæsten-tweets - og for min almene litterære dannelses skyld - læst Martin Glaz Serups tværs gennem al akademisk pligtskyldighed pionerarbejdsomt fremragende ph.d.-afhandling Kulturel erindring og konceptuel vidnesbyrdlitteratur - her er et klip fra den yderst fornuftige konklusion - eksperimentel litteratur handler for fanden OGSÅ om verden og ofte bedre og stærkere og skarpere og mere rørende end alle de konventionelle litteraturer!:

Den konceptuelle litteratur har i sin nuværende inkarnation kun for alvor eksisteret de sidste cirka 15 år. Det er en litteratur der måske nok har nydt en relativt stor bevågenhed som del af en international avantgarde, men også en litteratur der overordnet set ikke er blevet særlig grundigt læst. Først i løbet af de sidste par år er der begyndt at udkomme længere, grundigere studier af den. Sandt er det at den konceptuelle litteratur i særlig grad har beskæftiget sig med spørgsmål der har med institutionskritik, signatur, geni, original og kopi at gøre. Som kunstretning har den konceptuelle litteratur -­‐ på samme måde som konceptkunsten har det -­‐ været interesseret i at undersøge hvad kunst er og kan være, hvorfor og hvordan. Men at hævde at det skulle være det eneste den konceptuelle litteratur handler om og med, som der faktisk har været en udbredt tendens til, at hævde at man ikke behøver at læse den, at det er
rigeligt at vide hvad idéen, konceptet, bag det hele er -­‐ det er unødvendigt reduktivt. Lige så reduktivt er det automatisk at gå ud fra at den konceptuelle litteratur altid handler om hvad kunst er og altid, per se, er institutionskritisk. Uanset hvor interessante og relevante disse diskussioner kan være, og har været, er de at betragte som indledende øvelser afledt af de formelle teknikker den konceptuelle litteratur betjener sig af. At hævde at al konceptuel litteratur altid -­‐ implicit eller eksplicit -­‐ handler om litteraturens vilkår og mulighedsbetingelser er blevet en truisme på den måde at det for så vidt er noget, man kan sige gør sig gældende for al litteratur. Nu må det være på tide at komme videre og at faktisk læse den konceptuelle litteratur. På tide at vise at den først og fremmest er litteratur, og at denne litteratur, der kræver andre læsestrategier end megen anden litteratur, også byder på ganske unikke oplevelser, indsigter, undersøgelser og det som den franske filosof Jacques Rancière kalder for distributioner af det sanselige, som også er blevet et kernebegreb i min afhandling. Her anlægger jeg flere nye vinkler hvorfra den konceptuelle litteratur sædvanligvis ikke bliver læst. Det har jeg gjort for at fremhæve hvordan visse dele af den konceptuelle litteratur ganske enestående kan tilføje nye facetter til vores forståelse af for eksempel vidnesbyrdlitteraturen som genre, og hvordan den i sig selv i et bredere perspektiv bidrager performativt til produktionen af kulturel erindring. Det gør den blandt andet via det jeg har kaldt for dokumentariske og pseudo-­‐dokumentariske remedieringsstrategier, hvormed den undersøger allerede eksisterende og frit tilgængeligt kulturelt materiale -­‐ typisk sproglige medieringer af forskellige halv-­‐ eller heloffentlige begivenheder, og, ikke mindst, de artikulationsformer disse bliver fremsat i.