Viser opslag med etiketten Mette Østgaard Henriksen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mette Østgaard Henriksen. Vis alle opslag

mandag den 5. januar 2015

Aflyst lesbisk anmeldelse

Denne anmeldelse kommer desværre ikke i avisen, så her er den i stedet for:

-->
MINIMALMANÈR Mette Østgaard Henriksen blitzer hårdt realistiske mænd, men syrer blødt ud på magiske kvinder

Homotekstuel

Mettes Østgaard Hneriksen: Lesbiske eventyr om mænd & Heksehistorier. 68 og 44 sider. 30 kr. pr. stk. (!) Basilisk

Af Lars Bukdahl

Åh, det er besværligt at anmelde Mette Østgaard Henriksens to latterligt billige pixi-bøger, Lesbiske eventyr om mænd og Heksehistorier, fordi de med deres tvillingeidentitet kræver at blive læst sammen som et dobbeltværk: Småteksterne i det ene bog begynder: ”Der var engang en mand, der …”; de i snit lidt længere småsteksterne i den anden bog begynder: ”Der var engang en kvinde, der …”
  Mens jeg er absolut glad er for den ene bog, er jeg kun lunkent stemt overfor den anden. Det kan jo tilsammen kun give en trekvart god anmeldelse, og hvor ville jeg gerne kunne have nøjes med en helgod anmeldelse af den overgode bog. Som jeg straks vil citere fra, så vi i det mindste ikke bruger mere plads på besværgelser:
  ”Der var engang en mand, han trivedes godt i et virvar af øl og meninger. Hver gang han fik et par øl, brugte han ord som gudeskøn og dionysisk. Hvis der var en bogreol i nærheden gik han gerne hen og lirkede bøger ud. Og når nogen ringede, sagde han altid, du ringer vel for at høre min mening. De bøger, han lirkede ud, endte tit med at ligge opslået på et bord et sted.”
   Ham kender jeg godt! Og sådan er det hele vejen med disse glimtvise (= glimt-viise nemlig) portrætter af mestendels koksede og kiksede, mere eller mindre succesfuldt selvbedragende herrer: De rammes på en prik med en målrettet pirken.
   Pointen med den finurlige titel må være, at det lesbiske blik, udistraheret af intimitet med det modsatte køn, klarere fikserer mandlig dårskab. Og quod erat demonstrandum må man sige Naturligvis kan jeg ikke lade være at indlæse et drilagtigt hip også til diskussionen om hvide, mandlige, heteroseksuelle kritikeres blinde læsninger. Vi tager lige én til:
  ”Der var engang en mand, der syntes det hele var latterligt, alt taget i betragtning. Han havde en passion for krimier, både romaner og tv. Men han kunne nu også godt lide at se en dokumentar om smitsomme sygdomme. Når nogen spurgte til ham, sagde han, at han havde det fint.”
  Det er absolut mere sardonisk end ømt, men det er hele tiden også ømt, på den her særligt distancerede, undrende facon: Pudsige væsener er disse!
  Og OK et par ord om hekse-pixien, der snarere end portrætter indeholder fabler. Som følger en kvindes livsløb, inklusive hver gang hendes død, og som regel involverende en eller anden form for fantastik: ”Der var engang en kvinde, der havde vandret på  månen.”  Livløbene former sig både harmonisk og disharmonisk , med både patos og humor og poesi – en god håndfuld tekster går jeg fuldt ind for, men generelt bliver det bare for uskarpt og uselvfølgeligt, og som værst for sentimentalt simpelthen, med hittepåsomheden:
  ”… og hun forsvandt ned i et ormehul, og da hun kom ud igen, var hun lige så ung og smuk, som den dag, hun gik på månen.”
  I kan godt se, hvor galt det ville gå, for anmeldelsen, med en dobbelt fortolkning af de nederen mænd vs. de flyvende kvinder …
  Det fornemme ved den gule mande-pixi er lige præcis, at teksterne ikke føles hittet på, men tittet frem, af det skæveste klarsyn:
  ”Der var engang en mand, der betalte for nogle frimærker, han absolut ikke ville have.”

søndag den 2. november 2014

2 gule bøger

Jeg kom i tanke om Villy Breinholst, fordi du fandt en Breinholst-bog i Gentofte Bibs Bogbørs, der ikke er med på listen, Knaldgo'e piger fra 1969, pornoens frihedsår, og det er helt sikkert meningen, at titlen (og forsiden, se nedenfor) skal signalere lun erotik; der er bare ikke spor af sex i de totalt lamme, Jussi-jammerligt skrevne tekster, der mest bare virker som håbløst udtrukne Ektra Blads-vitser (fra dengang EB bragte vittighedstegninger, ved det faste makkerpar Quist og Füchsel). Jeg er kommet til "Pigen og krybskytten", som jeg skriver af mens jeg læser den:

Skonfoged Rønne var i dårligt lune. Atter havde han spildt en god nats søvn på denne fordømte Lars Holt uden at komme sporet af ham. Lige så sikkert som det var, at Lars Holt drev krybskytteri i godsets skove, lige så sikker var det, at han var over alle bjerge, når skovfogeden pillede bøssen ned fra væggen for at gå ud og hente ham. Hver gang der ved nattetide lød et skud i skoven, røg skovfogden ud af sin seng, trak hurtigt i tøjet og gik sammenbidt på jagt efter ham, støvede skoven igennem på kryds og tværs og kom sjældent hjem, før det begyndte at lysne, fordi Lars Holt var ham for snu.
  Lars Holt drev et gårdbrug nær skoven. Han passede sine jorder og sine kreaturer, holdt sit hus så godt, som man nu kan forvente det af en ungkarl, og svarede enhver sit. En frisk forslagen ung mand var han, stor og kraftig og pæn af udseende, kort sagt et rigtig stykke mandfolk - der var altså blot lige det med krybskytteriet.
  Nu havde han igen været ude med bossen, og skovfoged Rønne havde som sagt spildt en nats søvn på ham.
  - Fik du ham? spurgte hans søde, unge kone, Konstance, spændt ved morgenbordet og hængte bøssen på plads.
  - Fik ham, vrissede skovfogeden, Lars Holt er ikke en mand, man sådan lige går ud og henter hjem fra skoven. Han har en forbandet evne til til at gøre sig usynlig i samme øjeblik, man træder gennem skovbrynet. Men jeg skal love dig, min pige, at jeg nok skal få fingre i den laban. Den krybskytte er ikke født endnu, der ...
  - Nej, jeg ved det, Rasmus. men herregud, fordi han henter sig en ung fasan en gang imellem, er det virkelig så slemt? Du ved jo, at det ikke er af nød, han gør det. Det er sporten i det ...
  - Det er dyren død ingen sport at holde en ældre mand for nar, det er en slyngelstreg er det, simplethen en slyngelstreg. Her vader jeg rundt nat efter nat ude i den elendige skov i stedet for at ligge i min seng og pleje min ischias.
  - Jamen, så lad ham dog være. Lad ham knalde de par fasaner og et dyr i ny og næ ...
  _ Jeg får min løn for at holde skoven fri for krybskytter, og jeg gi'r mig ikke, før jeg har snuppet den fyr på fersk gerning og fået ham klapset af.
  Sådan gik tiden. Lars Holsts bøsse lød i skoven sommer og vinter, fredningstabel og den slags tog han åbenbart ikke så højtideligt, og når hans naboer lod en spøgefuld bemærkning falde herom, svarede han gerne:
  - Man går jo ikke rundt med en almanak inde i skoven! Og desuden ... når et dyr pludselig kommer spidst ind på én, har man vel lov til i nødværge at holde til det, så det ruller!
  En kold og blæsende efterårsaften netop som skovfoged Rønne ville til at gå til ro, lød der igen skud derude i skoven.
  Skovfogeden fo'r op med et ryk.
  - Jeg skal dyren dø lære ham ... mumlede han, fyr og flamme. Og så fik han travlt med at trække i støvlerne og stortrøjen.
  - Hent mig bøssen, Konstance, men skynd dig ...
  Konstance kom med bøssen.
  - I nat skal jeg ha' ham ... død eller levende, blev skovfogeden stædigt ved, det er fuldmåne, og i nat slipper han ikke. Jeg har fået nok. Jeg er snart til grin for hele sognet for den elendige hallunks skyld.
  - Tag nue et tykt, uldent halstørklæde på. Du skulle nødigt forkøle dig. Og bliv nu ikke derude hele natten.
  - Jeg bli'r derude, så længe det passer mig.
  Skovfogeden flåede halstørklædet til sig med et arrigt grynt, slængte bøssen over nakken og forsvandt.
  Næppe var han vel ude af døren, før Lars Holt bankede forsigtigt på omme i havestuen. Konstance skyndte sig at lukke ham ind.
  Han satte bøssen fra sig. Så lagde han sine store, brede håndfalder fast til rette på Konstances runde. bløde bag og trykkede hende fast ind til sig, medens han med et stor drenget smil sagde:
  - Hvor er det i grunden let, elskede ... bare brænde et skud af, og kysen er klar!

(ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha)
- de eneste reelle - og sjove - sjofelheder her er ufrivillige: ude med bøssen, knalde de par fasaner ...



(instagrammet af dig)

Den anden gule bog er Mette Østgaard Henriksens Basilisk-pixi Lesbiske eventyr om mænd, der udkommer næste uge og heller ikke er sjofel, men stik modsat Breinholst vittig, velskrevet og præcis i sine små portrætter af trist og melankolsk eksotiske mænd; dette stykke er det mest (anti) Breinholstske:

Der var engang en mand, som havde spillet med i en sorthvid stumfilm. I filmen spillede han sammen med en kvinde, som kun var med i en enkelt scene. Hun skulle gestikulere vredt og bagefter kom der et skærmbilleder, der viste replikken: "NU skal farmor lære dig, hvordan man opfører sig ordentligt
".

lørdag den 28. september 2013

Vinderbog findes gradvist piblende - boblende

Det mærkelige ved, i biblioteks-regi og med bibliotekarer, at diskutere og til sidst vinder-kåre Kristian Byskovs Mitose var, at bogen slet ikke er biblioteks-registreret som ny bog; til forskel fra alle mulige gyselige debut- og ikke-debut-bøger behøver bibliotekerne slet ikke at tage stilling til eventuelt indkøb, selvom bogen til forskel fra (og, ja, ja, ligesom ...) alle mulige lortebøger er blevet anmeldt højst positivt i Weekendavisen, men den er ikke sendt til eksistensanerkendelse af det bittelille forlag emancipas(ss/t)frugten, og de eksistensregistrerende bibliotekarer læser ikke forpligtet Weekendavisen (lige så lidt som konkurrerende litteraturredaktører), det er for galt

men bogen fik alligevel sin pris! Ha!

Og takket være den er bogens kritiske reception tredoblet: 1 pristale, se nedenfor, ved professor Anne-Marie Mai og 1 omtale på Litteratursiden ved (jo også digter) Mette Østgaard Henriksen, og da Kamilla Löfström likede min opdatering om prisen, udæskede jeg hende effektivt:

- efterhånden og omsider en tydelig prins af en tudse!

onsdag den 14. december 2011

TAG MED AARHUSTOGET 14:50!

I aften klokken 19:00 er der sgu da Hvedekornsoplæsning i Løves' Bogcafé i Aarhus under titlen HVEDEKORN GØR AARHUS med hele 7 jyske, men først og fremmest talentfulde Hvedekornsdigtere:

Mette Østgaard Henriksen, debut i Hvedekorn 2010, lige nu aktuel med den skægt syngelige smahsup-sangsamling-debut Stikkersvin jeg fucker dig

Signe Lodahl Gjessing, debut i Hvedekorn 4, 2011 (links til fyndige interviews og braget af en Forumoplæsning på hvedekorn.dk)

Mette Reinhardt Jakobsen, medarrangør og debut i Hvedekorn 2009, to optrædener siden

Kim Karmark, debut i nr. 3, 2011

Ingrid Nymo, debut i nr. 2, 2011

Louise Haugaard Jørgensen, debut i nr. 4, 2011

Flemming Lund, debut i Hvedekorn 2002, en masse optrædener siden, aktuel med drønet af en debutdigtsuite, Udbrud & efterspørsel

Jeg synes også alle I blaserte københavnere skal tage med derover, jeg springer på et tog her 14:50 og kan påstødes i den store bladkiosk et kvarter inden, henne ved musikmagasinerne (håber på et nyt Rolling Stone), er det en aftale!?