onsdag den 14. marts 2012

Tillykke med ondskab

Information 9. maj, 1986 

Blævrende følsom

Stig Dalager: Århus-elegi. Digte

Hvad skal man stille op, spurgte jeg engang en erfaren anmelderkollega, hvis en bog er så jamrende elendig, at man allerhelst vil forbigå den i tavshed?
 "Begynd med det positive", svarede hun. "Der vil altid være et eller andet i en bog, som du kan rose. Hus på, at det er et medmenneske, der har siddet og udgydet sit hjerteblod."
  Omslaget til Århus-elegi er ret pænt- Og på s. 31-32 optræder der en tekst - en tætsanset barndomsoplevelse . som jeg uden forbehold vil kalde et godt digt.
  Resten er så håbløst, at det nærmest unddrager sig samlende karakteristik. En klump gelé på størrelse med en bybus? En ørkenvandring i ambitiøst ævl - jeg opgiver opg holder mig til adjektiverne: diffust, kropsløst, patetisk, manieret, sentimentalt. Som poesi værdiløst, som bog en fatal misforståelse.
  Måske er det allerstørste minus ved bogen dette: at man ikke kan sætte fingeren på noget bestemt som er dårligst. der er næppe rettet meget i disse digte, for de oparbejder ingen indre konsekvens. på hvis baggrund mislydene evt. kunne høres. ingen rytme, ingen klangfornemmelse, ingen tone, ingen syntaktisk tydelighed, ingen orden, kort sagt - den være sig nok så tilfældig - der kunne forlene de mange associationer med poetisk nødvendighed. I hvert af de fem hovedafsnit, i hvert digt, ja ofte helt ned i den enkelte passage, arbejdes der i indbyrdes uforbundne sætstykker uden sans for rekapitulering og videreudvikling af betydning og motiver.
  Jeg tror det er her, i de ubearbejdede kladders mangel på klarhed og kohærens, at man skal søge forklaringen på Dalagers intensive anvendelse af store abstrakte armbevægelser. Netop fordi hans blævrende skrift næsten intet kan artikulere, søger han stedse at forankre og dermed legitimere den i stedet (Århus, Europa), tiden (fra efterkrig til 80'erne), den store følelse (ensomhed og gådåtynget længsel), samt, først og sidst: naturen, der jo så tit har måttet holde for.
  Specielt har han en forkærlighed for fuglene, selv så eksotiske arter som lomvie og pirol. Ja, han opfinder sågar en fugleart selv - "strandpiber" s. 180.
  Eksemplet kan stå som en illustration af hvor sløret og upræcist Dalager omgås det sproglige materiale. Men lad mig som yderligere dokumentation citere en stribe utydelige og frem for alt sprogligt usikre passager: "deres stemmer itser (s 25)/ et blad er sluppet løs/ svæver ligegyldigt blank (s. 30)/ hun kommer ind af havelågen/ og jeg gemmer mig/ stadig et maskepi (...) yderst ved grenen når han mig (s. 41) / og vi går/ altid voksne/ våd af feber/ (s. 54) vibrende let (s. 7+) / Udenfor til helvede med dette (d. 75) / I blæsten ligger skibe til (s- 91) / overalt det nedladne skrig fra natur (s. 93) / krummerne / fra et par timer siden (s. 187). Hvad er trykfejl og hvad er bevidst nydannende? Digtene er for udflydende til at svare bevidst herpå.
  Heller ikke de poetiske billeder i bogen tåler nærmere analyse. Dalager lader f.eks. fugle ligge bedøvede af nektar (s. 73) skønt det sædvanligvis er insekter, der hengiver sig til denne last, eller han alder i et digt jeg'et høre sit navn "forsvinde/ som et skud i ryggen" (s. 77). det ene indfald dementerer det andet. Helt grotesk bliver billedbrugen når Dalager s. 198 hævder at kærligheden ikke vil mere: "den kører baglæns/ som et tog." det fungerer ikke - de tider er længst forbi hvor man undrede sig når et tog kørte baglæns.
  Et sidste billede, s. 233, behøver næppe kommentar: " de hårde slag fra ugjorte ting der trævler jorden/ op."
  En regulær anmeldelse burde vel gøre omhyggelig rede for Dalagers skiftende udsigelsesmodeller (det hullede, det fortællende og det ultrakorte digt) og med indlevelse karakterisere samlingens billeder af opvækst og parforhold. Man burde beskrive by-scenariet og undersøge den almene kultur-kritik. Påvise genfødsels-temaet og dødens centrale rolle. Man burde diskutere "virkelighedsproblematikken" og se subjekt-opfattelsen i relation til dén modernistiske tradition, som 256 sider formelig trygler om optagelse i. - Men hvorfor levere et så indgående modspil til noget, der ikke kvalificerer forudsætningerne herfor? Hvorfor ikke bare tage til efterretning, at Stig Dalager har udsendt sin tredje digtsamling og for trdje gang vist at han ikke er lyriker? - Samt for retfærdigheds skyld tilføje, at forlaget har kvajet sig mindst lige så grundigt som forfatteren?

(optrykt i Ordet fanger, der udkom for 10 år siden på 50 årsdagen)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar