lørdag den 24. marts 2012

Den bedste og måske eneste lovlige sentimentalitet

er sentimentalitet over og for kunstnere - ikke kunstnernes kunst NB (jf. tæt på mig lige nu: Storm P, der kunstnerisk kvalificeres ved at hans værk sentimentaliseres, ikke i orden) -, at de er til/ har været til og klør på/ har kløet på, og den allerbedste kunstnersentimentalitet, i fiktionen, men selvfølgelig helst i virkeligheden, er - som i Martin Scorseses nye, fint 3D-fremdrønende Hugo, som jeg så i går med 3d-brillerne ovenpå ordinærbrillerne - det glemte kunstnergeni, der omsider anerkendes - jeg kneb en pænt stor tåre, da filmskaberen Meliés (værdigt fipskæggede Ben Kingsley) træder frem foran lærredet og får sine stående ovationer omsider, men Scorsese sentimentaliserer lige præcis ikke Meliés' udsyret og poetisk påhitsomme film, der mest af alt fremstår som en serie af maniske glædeshandlinger (ikke ulig, i min optik, Storm P's lige så uoverskuelige værk). Jeg snøfter, fordi en kunstner ikke har - og anerkendes for ikke at have - tudet vores øjne og ører fulde af snot, men i stedet skabt selvstændig, egensindig for evigt i vores hoveder og kroppe raslende kunst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar