(i uprioriteret rækkefølge)
1.
Teksten " Efter hængningen" s. 93-107 i Harald Voetmanns En alt andet end proper tilstand, 2008, et uddrag:
Med tiden begyndte kulden, og hvidløgsfedene i hans øregange begyndte så småt at spire. Da den hængtes øjne ved selve hængningen var blevet presset et godt stykke ud, kunne det lige akkurat lykkes ham at se de fine lysegrønne stilke, der skød ud fra hans kranie, når han rullede øjnene helt til den ene eller den anden sid. men også andet grønt begyndte at gro omkring Galgebakken, og den hængte opdagede til sin egen forbavselse, at han var i stand til at sætte pris på naturen i højere grad end nogensinde før. Snart ville han se første bøgeblade, og hvem var det, der peb så yndigt for ham fra galgens tværstang, om ikke nattergalen, som han aldrig før i sit liv havde skænket en tanke?
2.
S. 15-19 i Hans Otto Jørgensens Strange days indeed, 2012, et uddrag:
Manden var skaldet. men han var ikke bare skaldet, han var skaldet på en grum måde. Som om der var en lidelse ved det, at der var det maskinklippede hår rundt ved ørerne, og at resten så var som én stor smerte.
Han er i mine drømme, nogle gange, bare jeg lukker øjnene, ser jeg hans krop kaste sig rundt. Benenes sik-sak i luften, fægter med dem som i vand, han træder vande eller forsøger at flyve, eller bare skrue sig opad. Han væltede borde, stole, alt, hvad der er i nærheden.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Lars, er der overhovedet andre hængninger i ny, dansk litteratur? Og hvad med de klassiske hængninger?
SvarSlet"(...) han drejede langsomt en halv omgang og hang med lukkede øjne og smal hvid næse. Under den halvt dækkende busseronne svulmede hans underliv op, han udtømte sig for og bag og den anspændte skare lammedes af en så nedrig hån. Misdæderens buldoghoved lagde sig kælent til siden, hans øjne åbnedes med hvide hinder og blinkede skælmsk(t) med viftende glimt af farvespil i pupillerne. Meget trægt gled han tilbage med front mod skaren, de bagbundne arme spidsede albuerne frem på hver side og trak sig bag ryggen igen, hovedet bøjede sig hengivent og slapt frem, han hang stille, øjnenes spil var slukket og underansigtet bulnede mut og afvisende under det skamferede skæg. (...)"
SvarSlet