Perry Mason, Albany, 1982

Jeg så frygteligt meget Perry Mason det halve år, vi boede i Albany ved Berkeley, så godt som hver dag vel faktisk, mens min mor og søster var væk en to timer til min søsters svømmetræning, jeg sad lænet op ad indhakket mellem daglig- og spisestuen med fjernsynet foran mig, og jeg elskede den trygge, dobbelt sort-hvide skematik, klient, udredning, retssag, twist, opklaring, og jeg tror, jeg i virkeligheden gerne vil være dansk litteraturkritiks Perry Mason, men nu er det paradoksalt nok krimigenren, der er forbryderen, og litteraturen, der er det stadig vitale offer med heldigvis kun overfladiske flesh wounds, men ind og brumme skal krimigenren med vold og magt, når jeg endegyldigt får bevist dens skurkagtige skyld.