Marty ankommer hele tiden

TILLYKKE til Martin Scorsese, der fylder 70 i dag!

Og min yndlingsfilm vil altid være Goodfellas, som jeg så på premieredagen 21. september 1990 i en mall i Stony Brook, der var lige så rungende grå som mit elendige humør, der konfronteret med al den virtuose vold og voldelige virtuositet momentant krakelerede i sand kunstnydelse, tak ikke mindst for det, Marty! Livet bør være at ankomme til det bedste bord i den bedste natklub gennem lange, labyrintiske køkkenregioner fulgt af ubrudt steadydcam, ja, det bør så:

Den bedste og måske eneste lovlige sentimentalitet

er sentimentalitet over og for kunstnere - ikke kunstnernes kunst NB (jf. tæt på mig lige nu: Storm P, der kunstnerisk kvalificeres ved at hans værk sentimentaliseres, ikke i orden) -, at de er til/ har været til og klør på/ har kløet på, og den allerbedste kunstnersentimentalitet, i fiktionen, men selvfølgelig helst i virkeligheden, er - som i Martin Scorseses nye, fint 3D-fremdrønende Hugo, som jeg så i går med 3d-brillerne ovenpå ordinærbrillerne - det glemte kunstnergeni, der omsider anerkendes - jeg kneb en pænt stor tåre, da filmskaberen Meliés (værdigt fipskæggede Ben Kingsley) træder frem foran lærredet og får sine stående ovationer omsider, men Scorsese sentimentaliserer lige præcis ikke Meliés' udsyret og poetisk påhitsomme film, der mest af alt fremstår som en serie af maniske glædeshandlinger (ikke ulig, i min optik, Storm P's lige så uoverskuelige værk). Jeg snøfter, fordi en kunstner ikke har - og anerkendes for ikke at have - tudet vores øjne og ører fulde af snot, men i stedet skabt selvstændig, egensindig for evigt i vores hoveder og kroppe raslende kunst.

Færten af Iggy

Jeg havde rent glemt, at Iggy Pop var med i Scorseses ikke-ligefrem-hovedværk The Colour of Money i en kort montage som ud-hustlet billardspiller, indtil 30 sekunder, før han toner frem på skærmen, da jeg hører mig selv sige til min søn: Jeg tror faktisk Iggy Pop er med i en lille rolle, hvilket han så i næste øjeblik akkurat er.