Svajeragtighed

Spøjse præmieringer fra Statens Kunstfonds litterære tremandsudvalg og endnu spøjsere motiveringer for samme; følgende bøger fra efteråret 2010 er præmieret: Christina Hesselholdts fortællekreds (som udvalget kalder en roman, det er det ikke) Camilla - og resten af selskabet, Tom Buk-Swiertys historiekrønike Slagtehus Als og Niels Brunses samlede Shakespeare-oversættelser, og fra foråret 2011  Jimbuts (Jun Fengs) digtsamling Ukendt, Søren Ulrik Thomsens digtsamling Rystet spejl, Trine Andersens novellesamling Det ved vi ikke endnu og Rebecca Bach-Lauritsens ungdomsbog Veronika lyder som harmonika - jeg har af de præmierede så kun læst Hesselholdt (yeah!), Thomsen (tja) og Jimbut (tjo), men jeg har læst så meget andet fremragende i år og sidste år, ikke mindst af poesi, og så kan man jo godt blive lidt knotten over denne mildest talte forbeholdne ros til Jimbut:

Ukendt er digte om fremmedhed og nærvær; om grænseoverskridelser, geografiske såvel som sproglige og menneskelige, digte som indimellem brænder igennem i stor skønhed og klarhed. Det lykkes ikke altid helt, og Ukendt er en ujævn bog. Men ikke desto mindre repræsenterer den et kvalitetsmæssigt kvantespring i forhold til de tidligere udgivelser, hvilket Statens Kunstfonds litteraturudvalg gerne vil anerkende gennem denne præmiering. Med Ukendt viser Jimbut et stort talent, som det skal blive spændende at følge.

Som Tue Nexø skriver på Facebook (ikke om Jimbuts bog, men om begrundelsen NB): "Hvis jeg udgav en pisringe bog og så en der alligevel var bedre, kunne jeg så også få en præmie?" (i samme kommentartråd roser og anbefaler Martin Glaz Serup og Sissel Bergfjord Rebecca Bach-Lauritsen, det skriver jeg bag øret).

Bestselleren Thomsen til gengæld er der mildest talt ingen forbehold overfor, han synger i kor med Baudelaire og Eliot og Aspenström og (stadigvæk, virkelig?) Bowie, det svimler og bimler og himler for udvalget:

Man kommer til at tænke på Baudelaires berømte linje "Hypocrite lecteur! - mon semblable, - mon frère!" fra Les Fleurs du mal,  genbrugt i T. S. Eliots The Waste Land - og nu altså igen hos Thomsen, i en sært raffineret-troskyldig form. Aspenströms, Baudelaires, Bowies og mange andres åndedrag genlyder og fornemmes i digtene, hvilket også præciseres i det eliot'ske noteapparat til sidst. Som hos Eliot refererer værket både til den verden det skrives i og om, og den verden af tekster det indskrives i - og som læseren bydes indenfor i, for det er en bog, som drager læseren ind i sine indimellem svimlende, poetiske refleksioner over forgængelighed, tid og død, sorg og forsoning. Sjældent smukke digte, skrevet med en sjælden sproglig præcision. Og en nærmest svajeragtig humor, som på Nørrebro "hvor alle de kvinder jeg i mit liv har drømt om/står i portene og ryger King's og hedder Kate"! Der er masser af genklange. Men åndedraget er først og sidst Søren Ulrik Thomsens. Og Rystet spejl er stor litteratur.

Okay, svajeragtig humor! En svajer er vel sådan et cykelbud fra allersenest 60'erne, der råber: Se dig for, bessefar, og det passer på en måde meget godt til SUT's neurotiske og velpolerede nostalgi: en gigtplaget svajer  i bessefar-alderen. Jeg slår lige svajer op i ODS:

Svajer, en. flt. -e. (vel til II. svaje 2.2; kbh., vulg.) cykelbud (betegnelsen hentyder formentlig til budenes ofte uregelmæssige, svingende kørsel ell. til kroppens bevægelse under det haarde traad i pedalerne). BerlTid.²⁸/₇ 1939.M.28.sp.3-4. AsfaltensCowboys.​(1940). 61.

Det er derfor spejlet ryster, neonens sherif er kørt bardus ind i det.