Vildt fornuftige præmier

Statens Kunstfonds litterære udvalg har givet præmier på 5 x 50.00 til 5 forfatter af 5 bøger, Christina Hesselholdt for Vivian, Andreas Pedersen for Fryden, Harald Voetmann for Sulpicia. En romersk digter - alle de 3 bøger har jeg være uforbeholdent vild med - og Katrine Wiedemann for Ved guderne bord, som jeg har læst begyndelsen på 8som var god) og Jan Oksbøl Callesen for Hr. Løve og æbletyven. I stedet for Jan Sonnergaard er litteraturprofessor Dan Ringaard trådt ind i udvalget, det kan kun være en god ting!  Ikke mindst Andreas' vildt underanmeldte og dermed også undervurderede debutbog Fryden skal udvalget have ros for at have fået øje på. Og det er heller ikke ufornuftigt, hvad de skriver om den (link til hvad de skriver om de andre: her):

”Fryden” af Andreas Pedersen, Gladiator

Digte, noter, prosastykker og andre tekster, nærmest løsrevne som optegnelser, kritik, system og ikke system, blandes i en særegen skrift i Andreas Pedersens ”Fryden”. Overordnet handler det om at leve et liv. Med alt, hvad det indebærer. Med kæreste, forældre, søskende. Barndomserindringer. Ungdomsoptegnelser. Dannelse, omdannelse. Andreas Pedersens skarpe og finurlige sætningskonstruktioner rummer på én og samme tid både de store og de helt små øjeblikke om det at være til. Nu. Som en ung voksen. Uden bekymringer, med bekymringer. Uden sorg, med sorg. Der er ingen tvivl om, at Andreas Pedersens debut med en bog så præcis og så velsyngende, er rasende flot i sin opbygning, hvor hans ærlige blik og syn på tilværelsen sætter sig fast. Og bliver siddende. Usentimentalt sine steder. Andre steder meget rørende og hudløst. Sproget er i sig selv som lussinger og kys. ”Fryden” er som bog ikke genrebestemt. Den rummer på en måde også det hele.  Og genrebetegnelsen ”liv” sætter vi ikke på bøger. Endnu. "

 

Harald bliver ved med at få smidt penge i hovedet

yderst fortjent, og forhåbentlig og formdoentlig stoppe det ikke her -

og Frit flet får mere end en flad fregne x 3, det er stadig en prægtig bog -

og faglitterturen har nu også fået fedtet sig ind på præmierne, og godt for fagbogsforfatterne, men skidt for digterne:
 

Statens Kunstfond vælger de tre bedste bøger fra foråret 2014

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur har valgt at præmiere tre bogudgivelser fra foråret 2014

28. oktober 2014

De tre udgivelser har efter udvalgets vurdering på hver deres måde betydning for dansk litteratur i dag og fortjener derfor en særlig udmærkelse. Hvert værk tildeles en særlig præmie på 75.000 kr.

Om de præmierede værker siger udvalget blandt andet:

"Alt under månen" af Harald Voetmann
"Snart sagt hver eneste sætning kunne fremhæves; vi vælger denne: 'I en ussel hytte med tangtag ligger en hovedløs måge i en gryde på bordet, badet i eget blod. Der løber tråde af blodet gennem grødresterne i fad og skåle.' Man skulle være en hovedløs måge for, at mene at Harald Voetmanns ’Alt under månen’ ikke fortjener en præmiering".

"Frit flet" af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup
"Det er en rørende, intelligent og humoristisk bog, der udforsker køn, frihed, krop, forbrugerisme og hvad det vil sige at være menneske. Midt i en tid præget af polariseret skyttegravskrig er det forfriskende, at spørgsmålet om hvad feminisme er stilles med ægte nysgerrighed."

"En europæisk Danmarkshistorie. Fra oldtiden til i dag" af Lars Hovbakke Sørensen
"Det er en helt enestående præstation. Den giver ligeså meget plads til Yngre Bronzealder som til Valdemar d. 1 og Danmark i 2. verdenskrig. Lars Hovbakke Sørensen behersker danmarkshistorien ned til mindste detalje og med et overblik og et udblik, der imponerer. Fremstillingen er ny, derved at den søger at forklare – et yndlingsord i bogen – det, der sker i Danmark med, hvad der sker i resten af Europa."

Præmiepurker

God smag og dømmekraft hos Statens Kunstfonds litterære udvalg her på falderebet (til et nyt udvalg foreløbig inkl. Peter Adolphsen og Anne Lise Mastrand-Jørgensen, tillidsvækkende nok):

Produktionspræmier på 75.000

til Niels Frank for Nellies Bog:

(...) Nellie er sprog. Og det folder sig ud i sin egen logik og sin søgen efter sig selv og en sammenhæng og svar på alt det, vi ikke forstår. Nellies bog skiller sig ud som en langsomt forundrende fortælling, hvis tone sætter sig i én på en måde, så man tager sig selv i at gå og tænke nelliesk længe efter endt læsning: ”Tak , som bydder. Osvider.”
 
 og til Peter Adolphsen for 9 år efter Loopet:

(....) År 9 efter loopet er en overraskende, morsom, velskrevet og begavet kortroman. Det er lidt af en præstation at lave sci-fi der er blottet for denne genres ofte omstændelige beskrivelser af de særlige vilkår, der gør sig gældende i denne den ondeste af alle onde verdener. Ingen trættende detaljer her. Men syrede fantasier og fabuleringer, der er sat i system og fortalt med køligt pedanteri og stort overskud.

Og Laus Strandby Nielsen indstillet til Det Livsvarige:

(...) Poul Borum karakteriserede Laus Strandby Nielsen som "en af vore mest fremragende og mest ubemærkede digtere."

Statens Kunstfonds Litteraturudvalg kan kun erklære sig enigt, og indstiller hermed, med stor glæde, Laus Strandby Nielsen til den livsvarige ydelse i håbet om at dette kan medvirke til at ændre på den sidste del af den karakteristik.

Og vi vil tillade os at slutte af med endnu et citat, fra den seneste bog, Hvis der ikke er sandstorme, så er der sikkert noget andet:

IDYL

Nu skal det være. Gode gamle nu. Mens katten sover, og

musene gnaver i de elektriske ledninger. Før det lysvågne

dybe vand bliver til en søvnløs vandpyt. Mens baggrunden

stadig holder sig i baggrunden, og der er fred og ro i

fryseren.

- og her et billede af den blufærdige, rutinemæssigt sublime Laus:

Svajeragtighed

Spøjse præmieringer fra Statens Kunstfonds litterære tremandsudvalg og endnu spøjsere motiveringer for samme; følgende bøger fra efteråret 2010 er præmieret: Christina Hesselholdts fortællekreds (som udvalget kalder en roman, det er det ikke) Camilla - og resten af selskabet, Tom Buk-Swiertys historiekrønike Slagtehus Als og Niels Brunses samlede Shakespeare-oversættelser, og fra foråret 2011  Jimbuts (Jun Fengs) digtsamling Ukendt, Søren Ulrik Thomsens digtsamling Rystet spejl, Trine Andersens novellesamling Det ved vi ikke endnu og Rebecca Bach-Lauritsens ungdomsbog Veronika lyder som harmonika - jeg har af de præmierede så kun læst Hesselholdt (yeah!), Thomsen (tja) og Jimbut (tjo), men jeg har læst så meget andet fremragende i år og sidste år, ikke mindst af poesi, og så kan man jo godt blive lidt knotten over denne mildest talte forbeholdne ros til Jimbut:

Ukendt er digte om fremmedhed og nærvær; om grænseoverskridelser, geografiske såvel som sproglige og menneskelige, digte som indimellem brænder igennem i stor skønhed og klarhed. Det lykkes ikke altid helt, og Ukendt er en ujævn bog. Men ikke desto mindre repræsenterer den et kvalitetsmæssigt kvantespring i forhold til de tidligere udgivelser, hvilket Statens Kunstfonds litteraturudvalg gerne vil anerkende gennem denne præmiering. Med Ukendt viser Jimbut et stort talent, som det skal blive spændende at følge.

Som Tue Nexø skriver på Facebook (ikke om Jimbuts bog, men om begrundelsen NB): "Hvis jeg udgav en pisringe bog og så en der alligevel var bedre, kunne jeg så også få en præmie?" (i samme kommentartråd roser og anbefaler Martin Glaz Serup og Sissel Bergfjord Rebecca Bach-Lauritsen, det skriver jeg bag øret).

Bestselleren Thomsen til gengæld er der mildest talt ingen forbehold overfor, han synger i kor med Baudelaire og Eliot og Aspenström og (stadigvæk, virkelig?) Bowie, det svimler og bimler og himler for udvalget:

Man kommer til at tænke på Baudelaires berømte linje "Hypocrite lecteur! - mon semblable, - mon frère!" fra Les Fleurs du mal,  genbrugt i T. S. Eliots The Waste Land - og nu altså igen hos Thomsen, i en sært raffineret-troskyldig form. Aspenströms, Baudelaires, Bowies og mange andres åndedrag genlyder og fornemmes i digtene, hvilket også præciseres i det eliot'ske noteapparat til sidst. Som hos Eliot refererer værket både til den verden det skrives i og om, og den verden af tekster det indskrives i - og som læseren bydes indenfor i, for det er en bog, som drager læseren ind i sine indimellem svimlende, poetiske refleksioner over forgængelighed, tid og død, sorg og forsoning. Sjældent smukke digte, skrevet med en sjælden sproglig præcision. Og en nærmest svajeragtig humor, som på Nørrebro "hvor alle de kvinder jeg i mit liv har drømt om/står i portene og ryger King's og hedder Kate"! Der er masser af genklange. Men åndedraget er først og sidst Søren Ulrik Thomsens. Og Rystet spejl er stor litteratur.

Okay, svajeragtig humor! En svajer er vel sådan et cykelbud fra allersenest 60'erne, der råber: Se dig for, bessefar, og det passer på en måde meget godt til SUT's neurotiske og velpolerede nostalgi: en gigtplaget svajer  i bessefar-alderen. Jeg slår lige svajer op i ODS:

Svajer, en. flt. -e. (vel til II. svaje 2.2; kbh., vulg.) cykelbud (betegnelsen hentyder formentlig til budenes ofte uregelmæssige, svingende kørsel ell. til kroppens bevægelse under det haarde traad i pedalerne). BerlTid.²⁸/₇ 1939.M.28.sp.3-4. AsfaltensCowboys.​(1940). 61.

Det er derfor spejlet ryster, neonens sherif er kørt bardus ind i det.