Post festum en præcis uppercut eller 2 fra Henrik W

(...) Forfatterens idioti kommer af, at han sætter et skel, som dybest set slet ikke er der, og arbejder med et mediesyn, der er fuldkommen forældet.
  Lad os tage det sidste først. Ib Michael har - delvis - undskyldt sig med, at det var noget, han skrev på sin blog. Det var ikke beregnet til offentliggørelse. Med offentliggørelse mener Ib Michael åbenbart, når noget trykkes i en bog og udgives af et forlag, eller når noget trykkes i en bog og udgives af et forlag, eller når noget offentliggøres i den trykte presse, han tydeligvis og paradoksalt foragter. Men det er en gang monumentalt vrøvl. tekster er tekster, uanset hvor de står og hvor de læses, i printmedier eller på elektroniske platforme. nettet kan være en skraldespand, men det er kun, fordi typer som Ib Michael fylder det op med lort. Hvis han tog sin blog lige så alvorligt, som han tager sig selv, kunne det være den offentlige diskussion på nettet blev mere lødig og substantiel. Sådan som den er og kan være i avisernes netudgaver [bortset fra der i lige præcis Weekendavisens netudgave ikke blogges og ikke kan kommenteres].
  Og så til det skel Ib Michael tydeligvis arbejder med som en åbenbaret sandhed. Nemlig at der er forskel på en skønlitterær forfatter og en kritiker. Et hierarki, der ikke tåler at anfægtes. Og en fornemhed, som den ene oppebærer og den anden aldrig når. Opfattelsen er så dum, at det gør ondt. For der er ikke, og har sjældent været, nogen forskel på en forfatter og en kritiker. De er begge skribenter, og langt de fleste kritikere er også forfattere. Lars Bukdahl tilmed skønlitterær forfatter. De fleste af os kritikere er forfattere til faglitterære bøger og såkaldt kulturlitteratur, og for adskillige værkers vedkommende af en væg og betydning, der er blivende, ja måske endda vigtigere end endnu en roman af Mik. Så hvad fanden bilder Ib Michael sig ind? Han tamper på sine egne og er en dårlig kollega. Man kan kun ønske, at han fremover læser andet og mere end korrektur på sine egne bøger, og begynder at beskæftige sig med den mangfoldighed af tekster, der omgiver ham, og som en række kritikere og forfattere i dette nummer af Nordisk Tidsskrift formilder, fortolker, og vurderer med deres egne ord.

- fra Henrik Wivels forord til Nordisk Tidsskrift 3, 2011, hvor jeg anmelder dansk skønlitteratur 2011 under overskriften (stjålet fra Amalie Smith) "Der findes et fotografi af Sappho som ung"