- måske fordi jeg handler i den rigtige ... ?
Han har en kronik i Politiken i dag, der handler om nødvendigheden af høflighed, hvilket er ret patetisk og/eller grinagtigt, når han nu i over 10 år nægtede at hilse på mig, LB, selv når vi var de eneste mennesker på fortovet en sen aften på Nørrebro (andre har haft samme (årelange/livsvarige?) oplevelse).
Nå, det var det med Irma:
Tillad mig for argumentationens skyld at indlede med en historie som jeg her i avisen tidligere har fortalt i en rejsereportage fra amerikanske kirker og siden tænkt videre over: / Efter min hjemkomst fra USA begik jeg en mærkelig fejl, nemlig at sige ’farvel’ til kassedamen i Irma, hvad der fik de andre kunder til at stirre ned i gulvet, som om jeg havde gjort noget grænseoverskridende obskønt.
Fadæsen skyldtes, at jeg på min amerikarejse havde vænnet mig til, at alle tiltalte hinanden med høflighedsformer – en kultur, jeg tror, er begrundet i, at der i USA er så kolossalt store økonomiske, sociale, kulturelle og religiøse forskelle, at folk er nødt til hele tiden at markere, at de anerkender hinanden, for ellers ville landet eksplodere i løbet af få minutter.
Det genkender jeg slet ikke fra vores Irma på Gl. Kongevej, hvor kassedamer- og -mænd så godt som altid hilser på og i hvert fald de kunder, der er os, hilser tilbage og siger pænt farvel, uden nogen rejser et øjenbryn af den grund. Så jeg ville gerne anbefale Thomsen at skifte Irma, hvis det ikke var fordi, han så risikerede at støde ind i mig på daglig basis, og selvom han efter den lange, groft uhøflige hilse-pause mindst 2 gange har hilst på, den ene gang, for 2½ år siden, med et faktisk håndtryk, så vil det måske alligevel være for meget af det gode.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Når folk kikker ned i jorden, BEHØVER det jo heller ikke være, fordi de er pinligt berørte over Thomsens opførsel. Måske er deres snørebånd gået op.
SvarSletFortæl ham det, næste gang I mødes, LB - så kan det være, han bliver lidt gladere for dig. ;-)
I Brugsen, hvor jeg handler, er der i hvert fald intet odiøst i at udveksle et par ord med kassedamen eller kassemanden. Og jeg tiltaler sgu da indvandrere med fuldstændig samme grad af høflighed, som jeg tiltaler andre mennesker - uden at jeg er nervøs for at blive opfattet som racist af den grund.
Irmænd og irkvinder siger farvel eller hav en god dag til hinanden uden frygt og skam – i min Irma. Men ingen siger goddag til hinanden. Er det i virkeligheden dét problem, kroniken skulle have sat under debat??? Og er det et et problem? Nej. Næppe.
SvarSletDu klynker igen og igen og igen over at Far Thomsen ikke hilser på dig, efter at du i ti år har svinet ham til.
SvarSletHvor er det også synd for dig
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletJeg har prøvet noget endnu vildere end at hilse på en Irmamedarbejder. Jeg sad og talte trafik for kommunen foran Irmaen på Østerbrogade og ud kom en hektisk overstrømmende Irmayoungster med en hel bakke jordbær til mig. Bagefter fik alle hundene kiks og børnene fik slik. It's a wild world, Østerbro.
SvarSletTil anonym (jeg er sikker på, at SUT og jeg er enige om, at det er dybt uhøfligt at være anonym)
SvarSletJeg synes jo, at det har været (nu hilses der som sagt) mest synd for ham - det er hårdt at vride sit blik sådant - og ja, det har anfægtet mig en del, at uenighed om digteriske materier (herunder mandens eget forfatterskab, ja, ja, men jeg ved ikke af nogen tilsvininger, højst en hel del drilleri, men citer meget gerne) kan få en respekteret digter og poetolog, medlem af Det Danske Akademi, til at opføre sig så dårligt ude i socialiteten, hvilket, kan jeg så forstå, heller ikke er noget, han selv rent kronikmæssigt går ind for.
Man ser for sig landsbyens gamle vismand træde ud af sit hjem, fordi han endnu engang føler sig nødsaget til at sige lidt om, hvordan et og andet kunne gøres anderledes i det lille samfund. Men knapt har den gamle åbnet munden, før byens berygtede bogstavsslynger, LB, skyder efter vinden og vejret, og spørger hvad fanden der egentlig lige skete dengang, på Nørrebro, da de mødtes de to, og der vel ikke var nogen grund til at se så sur ud, bare fordi man selv gik og skød lidt til højre og venstre, sådan som det passede en.
SvarSletPointen er vel noget med hykleri, altså at Thomsen ikke skal kvække om høflighed, når han ikke engang kan finde en grimasse der kan passe en sen aften på Nørrebro. Eller pointen er nok snarere, at hey, hvad sker der lige for, at en mand med så mange guldbarrer ikke kan tage en lille uskyldig duel på ord som en mand? Eller hvad sker der lige for de seler, der?
Eller pointen, altså den oprindelige pointe, den er for længst blæst væk, langt væk fra denne klippeblog på prærien hvor LB i ro og mag kan sidde og pudse pistolen - for vismanden, han er for længst forduftet, hjemme i hytten igen, hjemme i trygge rammer, hjemme hvor han ikke hele tiden skal improvisere det hele fra grunden for at komme misforståelser i forkøbet.
Forhåbentligt hans ord har fundet mere frugtbare sletter end disse, da det ville være synd, hvis vismandens eneste glæde skulle være mindet om dengang, han selv havde seksløberne ladet med city slang.
giv os din krop, lars - skriv om dig selv - helt ind under forhuden - kom nu! Vi er trætte af din pandelap.
SvarSletLars Bukdahl er udlært i at bygge glashuse op om alting. Hvilket må skyldes at han selv er flyttet ind i et. Forlængst.
SvarSletMan må ikke misforstå det - det er ikke sarkasme, men en ros. Lars er den store promovator af det øjeblik, hvor nominalismen i dansk litteratur fiser ind over målstregen i en altødelæggende sejr uden målfoto. Den Litteratur med stort L, som Suzanne Brøgger lovede hun aldrig ville komme til at skrive-.
Det bliver en SEJR, venner. Nemlig for glashuset - den forestilling, at ord er sig selv og sig selv nok.Det vil sige, at der ikke findes nogen virkelighed udenfor- glashuset.
Sit felttog mod samme virkelighed fører Lars med en højpandet studentikos frækhed, som sikkert bunder i emotionel umodenhed, men er båret af noget andet: hans monumentalt ætsende sproglige talent. Hans evne til at genkende sprog også når det er artsfremmed og indlemme det som en ny kendsgerning før nogen anden ser det. En evne, som selvfølgelig hele tiden- i sin magtfuldkommenhed- er ved at tage magten fra ham og gøre ham til det eneste, der som et stød igennem hjertekulen kan helbrede den mands pandelap - nemlig sit eget intellekts klovn.
Det skal kort sagt gøre ondt på ham, før det kan blive bedre. Derfor er vi onde mod dig Lars. Du sover, men tror du er vågen. SOm vi alle gør. Men fordi det er så tydeligt hos dig, har du en chance som profet og martyr for os andre. Og at administerer en blog som denne - foruden din forfatterskole og dit Hvedekorn, må virkelig være et martyrium.
For hvis man ikke har forstået, at Bukdahl er nødvendig, at klovnen er umulig at komme udenom, fordi betydnings-åreladningen af sproget faktisk er et skridt, vi SKAL tage - og at han om nogen har fattet dette - så har man ikke selv fattet noget.
SvarSletDanske litterater og kulturakademikere må være Lars taknemmelig fordi det projekt, de har arbejdet på i årevis,konsekvent og beviseligt siden Per Højholts Cezannes metode, men allerede begyndende med fin-litteraturens pave, Klaus Rifbjerg - nemlig at få dansk litteratur til kun at handle om sig selv, kvæle Ordet i kød, så det bliver en gang vissen båndsalat - eller poetisk drøvtyggeri med Halfdan Rasmussens ord - det er nu ved omsider at LYKKES! Yes, venner!
Dansk literatur er virkelig, efter mange spasmodiske tilløb ved at nå endemålet, den endelige rigor mortis, især i kraft af at kritikken - den kritik, som Rainer Maria Rilke advarede mod som digtningens endeligt - nu flyder sammen med litteraturen så lindt som smeltet glas, det vil sige kritikere og forfattere forener sig med en lyst, indtil de to ikke er til at skelne fra hinanden:
Dansk litteratur befinder sig i slutningen af den litterære udviklings maya-kalender. Efter dansklæreren i Hørbylundes epokegørende (og nødvendige for fanden) indsats (jeg mener det),er det litterære sprog- ligesom politik iøvrigt- nu endelig ved at flytte ind i det glashus, hvor alt skriveri handler om sig selv, det vil sige om kritik og metode - og kritikken af denne litteratur igen om sig selv i en evindelige ond circulus vitiosus. Denne blog er et glimrende eksempel.
Dette er selvfølgelig en tilstand - Pandelappens ophøjelse til frihedsgudinde- der gør at alt litterært skriveri her i landet - undtagen hos dem, der tappert holder sig udenfor og derfor ignoreres- nu er blevet en beskæftigelse for litterære frimærkesamlere, arkæologer, arkivarer og moselig, det vil sige noget kun de, der skriver disse kirkegårde af ulevet liv frem, og deres kritikere, interesserer sig for. Foruden alle de, der administerer og eksekverer boet efter hedengangne Tollund-mænd og -piger..
Og når kritikken og litteraturen så er blevet helt EET, så er GLASHUSET til at ende alle glashuse opført, så kan Lars og de andre bosætte sig i det, med fuld vished om at have opført et monument over et eller andet ovenpå Ordets kirkegård.
Så er Frost og Skinnebach, agurkolyptikerne, de eneste tilbageværende i en isnende Johannes Åbenbaring af ord-død, indspisthed og -glashus.Det vil sige den trætte skuffede: jeg kan ikke få mit liv til at fungere,så jeg må hellere få udgivet en roman.
Det vil så blive kulturpessimismens apoteose,og det får jo begejstrede anmeldelser i pressen, mens kampen begynder i gaderne udenfor - så skizofrene er vi blevet. Selv om jeg ikke engang er sikker på, at Bukdahl hører til de begejstrede - men medskyldig er han, på en underlig klokkeklar, uafhængig måde.
Men trosbekendelsen er nødvendig og den kommer her til sidst, som i alle rigtige gudstjenester:
-Jeg tror på Forfatterskolen, Bukdahl og Weekendavisen. Men også på Ordets opstandelse og dets evige liv. Ellers ville vi være fortabt.
For trods alt ødelægger Lars meget, men han gør det konsekvent, for at se, tror jeg, hvad der sker når liget rådner. Men liget er os selv,Lars, du bærer den død indeni dig, som er ordenes, selv om du ikke ved det. Undtagen i dine natlige mareridt.
Derfor behøver vi ikke forsøge at slå dig ihjel, f.eks. ved at være onde ved dig - det klarer du selv - for fanden da, hvem ved, hvad der spirer af splinterne fra en glashus!
Når du kan vende tilbage fra de horisonter af orddød, hvor du brød sammen, så vil det måske vise sig, at du i grunden var modigere end de fleste.Fordi du turde dø et par døder med inden du reelt stillede træskoen.
Blandt andet ord-døden.I dens mange kvalmende periferiske former - ordbøger fra Pluto etc..
sikke da noget lunkent vrøvl det ovenstående
SvarSletjeg samlede stumperne af mit knuste drivhus op her igår og der var ingen Lars han er selv en sprintersplint