Søren Ulrik Thomsen handler i den forkerte Irma

- måske fordi jeg handler i den rigtige ... ?

Han har en kronik i Politiken i dag, der handler om nødvendigheden af høflighed, hvilket er ret patetisk og/eller grinagtigt, når han nu i over 10 år nægtede at hilse på mig, LB, selv når vi var de eneste mennesker på fortovet en sen aften på Nørrebro (andre har haft samme (årelange/livsvarige?) oplevelse).

Nå, det var det med Irma:

Tillad mig for argumentationens skyld at indlede med en historie som jeg her i avisen tidligere har fortalt i en rejsereportage fra amerikanske kirker og siden tænkt videre over: / Efter min hjemkomst fra USA begik jeg en mærkelig fejl, nemlig at sige ’farvel’ til kassedamen i Irma, hvad der fik de andre kunder til at stirre ned i gulvet, som om jeg havde gjort noget grænseoverskridende obskønt.
Fadæsen skyldtes, at jeg på min amerikarejse havde vænnet mig til, at alle tiltalte hinanden med høflighedsformer – en kultur, jeg tror, er begrundet i, at der i USA er så kolossalt store økonomiske, sociale, kulturelle og religiøse forskelle, at folk er nødt til hele tiden at markere, at de anerkender hinanden, for ellers ville landet eksplodere i løbet af få minutter.

Det genkender jeg slet ikke fra vores Irma på Gl. Kongevej, hvor kassedamer- og -mænd så godt som altid hilser på og i hvert fald de kunder, der er os, hilser tilbage og siger pænt farvel, uden nogen rejser et øjenbryn af den grund. Så jeg ville gerne anbefale Thomsen at skifte Irma, hvis det ikke var fordi, han så risikerede at støde ind i mig på daglig basis, og selvom han efter den lange, groft uhøflige hilse-pause mindst 2 gange har hilst på, den ene gang, for 2½ år siden, med et faktisk håndtryk, så vil det måske alligevel være for meget af det gode.

Kritisk socialitet og a-

Der er en tid for høfligheder
og en tid for bøfligheder

(og tøf-tøfligheder
og DJØFligheder)