Sætningsdigtere, top 8

Digtere der skriver i sætninger /sætning-ansamlinger - uprioriteret, generationelt organiseret - og 1 (rimelig tilfældig) sætning af hver:

Knud Steffen Nielsen
"Deres behov for det sidste ord/ tager plads op"

Peter Nielsen
"Du ligner jo et velskabt barn på benzinstationen, siger hun.
 
René Jean Jensen
"Glem det i en eller anden forstand."

Pejk Malinovski
"Digterens kanin hedder Klementin."

Majse Aymo-Boot
"Ruller man sig i sin egen tekst som en frygtelig hund?"

Josefine Graakjær Nielsen
"Har du prøvet at munden sover?"

Andreas Pedersen
"Man skænker mig et jag, så vi kan tænke anderledes, mig og katten, når vi tænker på life."
Sophia Handler
"Ryggen forbliver en plastikkælk."

Peter Nielsen er en tør skive prosarugbrød fra Schulstad

Hvis ikke Yahyas BOG er betydelig, eksperimenterende litteratur, så ved jeg ikke, hvad betydelig, eksperimenterende litteratur er, og jeg ved godt, hvad betydelig, eksperimenterende poesi er, og hvis det var det eneste stykke betydelige, eksperimenterende LITTERATUR de sidste 5 år, ville det stadigvæk være alt nok, for den bog skal nok, lige meget hvad der ellers sker for digteren og hans forfatterskabet - og lad os håbe, at der sker en hel masse GODT i mange, mange år - blive stående, men det er jo IKKE det eneste stykke betydelige, eksperimenterende de sidste 5 år, og bortset fra det er al vellykket litteratur eksperimenterende i både dybere og overfladisk forstand, og der er blevet skrevet en OVERFLOD af betydelig og derfor eksperimenterende litteratur de sidste 5 år i DK, for slet ikke at tale om resten af verden, som jeg til forskel fra DK ikke har overblik over, til gengæld har Informations litteraturredaktør Peter Nielsen tilsyneladende ikke overblik over noget som helst, for se bare det utrolige VRØVL, han skriver som indledning til interviews med Mads Rosendahl Thomsen, Marianne Stidsen og Tania Ørum:

"Min litterære modermælk udgjordes af vilde romaneksperimenter som Robert Musils Manden uden egenskaber, James Joyces Ulysses, Marcel Prousts På sporet af den tabte tid, Virginia Woolfs Mrs. Dalloway, Kafkas dunkle prosa, Edith Södergrans og Gunnar Björlings sprængning af traditionelle metriske former og Georg Trakls lyriske ekspressionisme.
Siden fulgte som lidt mere fast føde den ny romans formalisme, Thomas Bernhards og Elfriede Jelineks kompromisløse prosa og tilintetgørelse af enhver overleveret konvention, Paul Celans nye billedsprog, W. G. Sebalds perspektiviske prosa og eksperimenterende romaner af forfattere som Agota Kristof og Herta Müller skrevet i diktaturets skygge og i mellemrummet mellem forskellige nationaliteter og sprog.Hele det 20. århundrede har været én lang fest af udfordrende formeksperimenter, og mit verdensbillede er dannet af de bearbejdelser af den moderne identitetsløshed og forsøg på trods alt at rumme verden, som litteraturen leverede. Især i de første årtier af det 20. århundrede blev der eksperimenteret lystigt; den ene isme afløste den anden med rasende hast og ofte også med bud på indretningen af en bedre verden. Aldrig siden har verden været i så sindsoprivende bevægelse og med en kunst, der forsøgte at holde trit med udviklingen.  Hvad er der sket med den modernisme, der vendte op og ned på det hele og gav os en ny måde at se verden på? Hvis jeg som redaktør kigger på de udgivelser, der lander på mit bord, fristes jeg til at konkludere, at vi her i 2016 er endt med en helt traditionel prosa og poesi og uden de vilde eksperimenter. I hvert fald hvad angår broderparten af den litteratur, der udkommer. Tag eksempelvis en hyldet roman som Michel Houellebecqs Underkastelse. Den skildrer den komplette afmagt over for kapitalismen og religionens genkomst, men er skrevet i en helt igennem traditionel prosa uden nogen lyst til at eksperimentere med formen. Eller tag de unge danske lyrikere, der skriver langdigte, der lyder som gennemtygget rugbrødspoesi. Og der er mange andre eksempler. Mange af ugens dage er det, som om nutidens forfattere har haft en kollektiv hjerneblødning og helt har glemt den eksperimentelle vildskab, de står på skuldrene af. Hvad i alverden er der sket med de litterære eksperimenter? Er forfatterne gået til grunde i afmagt over og har de mistet deres kreative energi i forhold til den altomfattende kapitalistiske virkelighed? Jeg beslutter mig derfor til at ringe til tre af landets fremmeste litterater for at få en forklaring, få ret eller blive modsagt."

Hvor jeg dog hader referenceløs polemik og jeronimusseri. Ét navn: Houellebecq gudhjælpeme. Og denne lokale gruppe-generalisering: "de unge danske lyrikere, der skriver langdigte, der lyder som gennemtygget rugbrødspoesi". Følgende unge danske digtere har indenfor det sidste år skrevet mere end gode (og mere end godt anmeldte) langdigte (eller der der ligner og kunne kaldes digt-suiter fx, her sat i parentes (og som bekendt slutter Yahya Hassan med et langdigt betitlet "Langdigt")): (Josephine Graakjær), Caspar Eric, (Bjørn Rasmussen), (Baltazar Castor), (Signe Gjessing), Cecilie Lind, Rasmus Halling Nielsen, (Rasmus Nikolajsen), Rolf Sparre Johansson. Hvem af dem - og det må jo være mindst 2 eller 3, hvis generaliseringen skal holde vand - skriver rugbrødspoesi? Mit svar: Ingen! de eksperimenterer alle viljestærkt og ambitiøst og talentfuldt og "VILDT" med lang-formen. Og hvis vi bare skal tale om dansk litteratur som sådan, bliver det jo aldeles uoverskueligt. Men lad mig nævne den store prosageneration fra 70'erne (og også lidt fra 60'erne), der netop er en postmodernistisk generation, der eksperimenterer med både modernismen og avantgardismen og realismen på højeste og magtfuldeste kunstneriske niveau, Dorrit Willumsen, Henning Mortensen, Svend Åge Madsen, Jens Smærup Sørensen, Kirsten Thorup, Vibeke Grønfeldt og i kuvøserne Bent Vinn og Hans Otto Jørgensen. Nøjes vi med absolutte, monstrøse roman-eksperimenter a la Joyce, har vi som mere end rigeligt både Højholts Auricula, 2001, og Niels Franks Nellies bog. Hvad angår hermetisk lyrik har vi hele tiden og flere gange om året Simon Grotrian. Ingen har læst Bo Reinholdt, men han findes! Jeg kan også bare opliste de seneste 5 vindere af Kritikerprisen og Informations egen Montanapris (som Peter Nielsen er med til at udpege kandidater til): Kritikerpris: Lars Frost: Skønvirke, Pia Juul: Af sted til stede, Niels Frank: Nellies bog, Harald Voetmann: Alt under månen, Ursula Andkjær Olsen: Udgående fartøj. Montanapris: Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, Asta Olivia Nordenhof: Det nemme og det ensomme, Ursula Andkjær Olsen: Det 3. årtusindes hjerte, Dorrit Willumsen; Nær og fjern. LUTTER STORE GEVINSTER! HVAD ER PROBLEMET?

Mads Rosendahl og Marianne Stidsen svarer - i Peter Nielsens gengivelse NB - rimelig defensivt og forblommet; Rosendahl er ikke rigtig enig og navnedropper positivt Klaus Høeck, Kirsten Thorup, Gitte Broeng, Roberto Bolano og Alexandar Hemon. legendarisk ubelæste Marianne Stidsen er meget enig og navnedropper Nordenhof og som eksempler på en ny retro-modernsime Theis Ørntoft og Signe Gjessing (som hun - flot! - omsider har fået læst og måber over). Mens Tania Ørum i en herlig afsluttende salve fuldstændig afviser Nielsen:

"Der foregår alle mulige former for eksperimenter for tiden, men de ligner ikke dem fra tidligere. Hovedstrømmen har aldrig været eksperimenterende, den har altid været konventionel. Mange af de ting, der nu fremstår som de centrale linjer, blev dengang ikke regnet for noget som helst, det var afsides og marginalt og er først efter Anden Verdenskrig blevet tydeligt. Dengang var der ingen, der kendte dadaisterne, det var bare fjollede mennesker, der gik rundt og lavede fjollede ting.« Hun mener, at eksperimenterne i dag er lige så afgørende, de er bare nogle andre. Meget foregår i det tværæstetiske. Hun mener ikke, at det er tilfældigt, at Asta Olivia Nordenhof fik Montanas Litteraturpris for både sin bog og blog, at Lars Skinnebach lavede en bog, hvortil hører et økologisk manifest, at så mange arbejder kreativt med selve bogmediet, eksempelvis Morten Søndergaards ordapotek og gavludsmykning i Valby, alle de ting, der foregår på det elektroniske felt foruden de små selvorganiserende forlag som Antipyrine og OVO. De er hver især på mange forskellige måder og forskellige niveauer et svar på samfundsudviklingen.

Og Ørum nævner den nyeste bølge af konceptuel litteratur, hvor der har dannet sig et miljø mellem Nordamerika og Skandinavien. Her gælder navne som Vanessa Place og Kenneth Goldsmith, men også en digter som Ida Börjel, og Cia Rinne, der har rødder tilbage i konkret poesi og med sin flersproglighed viderefører traditionen fra avantgarden. »Alt det er lige så afgørende som det, der skete i begyndelsen af det 20. århundrede. Når man spørger, hvorfor der i dag ikke skrives en stor samfundsroman, så burde man i stedet kigge på alt det, der sker i dag i det små og i de tusindvis af svar og nuancer, litteraturen leverer.«.

Litteraturredaktør på Information, se under stæreblind.

Bundnekrologen

over Klaus Rifbjerg finder vi også i Information, for det kan blive nødt til - selvom jeg ved gud (som i disse dage VAR Rifbjerg) ikke har læst alle mindeord, og Søren Kassebeers uhyggeligt hurtige nekrolog på Berlingske.dk kommer ind på en imponerende sjusket andenplads - at være Peter Nielsen totalforvirrede artikel i Information i fredags, med overskriften "Rifbjergs (over)magt". Nielsen fremævler sin egen forblommede og forvrøvlede udgave af pointerne fra Koldings-konstruktivister (fx Anne Borup - hvis pointe var, at der var andre poetiske modernismer ved siden af konfrontationisternes, fx Malinowskis og Højholts, og efter: konkret, system etc.) og andre (fx Anders Juhl Rasmussen med hans alternative, prosaiske Arena-modernisme). Første citat, hvor jeg selv, underligt hadsk og umotiveret, får en sløv ørefigen:

Og påstanden er her, at samtidig med at Rifbjerg efter de trætte efterkrigsår gav os et sprog og dermed en ny adgang til den moderne verden, har hans form for modernisme, der bygger på konfrontation og traditionsbrud og på at privilegere det nye og fremtidige på bekostning af det fortidige, været så dominerende, at det i et lille kulturområde som det danske også har virket ekskluderende for alternative litterære strømninger. Eftersom Rifbjergs version af modernismen er blevet institutionaliseret og stadig i dag er den fremherskende, har det også gjort vores litteratur mere ensidig, og som en naturlig følge heraf gjort vores syn på litteratur mere ensidigt. Dogmet om, at reaktiverede fortidige former ikke dur, og kun det absolut nye gælder, kendetegner i høj grad stadig vores litterære kultur.
Og dette gælder helt frem til i dag, hvor selv en klovneagtig kritikerfigur som Lars Bukdahl i en sen afblomstring af denne knopskydning stadig sidder og læser den nye litteratur på dette henkogte æstetiske kriterium. Eneste forskel er, at hos ham hedder det nye ofte det ’viltre’.

Langt før jeg ikke mente det, mente Rifbjerg (og co.) da på ingen mulig måde, at fortidige former ikke duer (hvad mig angår, lavede jeg den første antologi over de RIMENDE rappere for over ti år siden) og kun det absolut nye gælder - ja, både de og jeg har ført kampagner mod kitschede udgaver af gamle former, signeret Grethe Risbjerg Thomsen eller Søren Ulrik Thomsen, men reaktiverede fortidige former er selvfølgelig til hver en tid i orden, HVIS DE ER DET, fra Inger C til Per H - DOH!

Vrøvlet fremturer uden mig:

Det at vende blikket bagud var ikke accepteret i den danske modernismebølge efter krigen, hvor i det hele taget dansk litteratur gennemgik en chokbehandling i tidsskriftet Vindrosen, mens Rifbjerg var redaktør. Den samme fortidsfornægtelse ville aldrig have fundet sted i engelsk, fransk eller tysk litteratur, hvor efterkrigsmodernismen i høj grad også byggede videre på de landvindinger, som forfattere som Joyce, Proust og Thomas Mann i deres store modernistiske romaner havde opnået ved netop at reaktivere fortidige former. Her i landet dyrkede vi det, der pegede fremad, og konsekvensen har paradoksalt nok været et mindre komplekst nutidsbegreb. Dette smallere nutidsbegreb har dansk litteratur i høj grad lidt under og gør det stadig. Det andet træk ved den danske modernisme var privilegeringen af lyrikken frem for prosaen. Det betyder, at vi har en underkuet eller undervurderet romantradition i Danmark, som aldrig rigtig i samme grad har fået lov at dominere det litterære kredsløb. Forfattere som Peter Seeberg, Vibeke Grønfeldt, Per Højholt, Jens Smærup Sørensen, Peer Hultberg, Henrik Bjelke, Poul Vad og Bent Vinn Nielsen, der levede i periferien af den tradition og i højere grad trak på internationale traditioner, havde det sværere. De forfattere udkom ofte ikke på det dominerende forlag Gyldendal, men var henvist til en skyggetilværelse på det lille forlag Arena. Det samme gjaldt oversættelser af den udenlandske litteratur, der kunne tilbyde et alternativ til den danske modernismekanon.
Det forunderlige er, at vi i Danmark i overgangen mellem naturalismen og modernismen med Bang, Pontoppidan og Jacobsen havde en stærk prosatradition, der påvirkede hele den europæiske modernisme. Den prosatradition blev på tragisk vis nærmest udslukt med konfrontationsmodernismen. Den bølge kom derimod til at stå i lyrikkens tegn på bekostning af prosaen og førte til manglende studier af romanlitteraturen. Rifbjerg selv skrev paradoksalt nok masser af forrygende romaner af mere traditionelt tilsnit, men alligevel er han først og fremmest
blevet værdsat som sanseskarp lyriker.

Hvad for en gal logik? Rifbjerg modarbejdede anerkendelsen af romanskriveri i DK ved at udgive en hel masse gode og mellemgode romaner (og var først og fremmest værdsat som lyriker? kulturkanonen valgte novellesamlingen Og andre historier som deres Rif-værk og det var for romanen Anna (jeg) Anna, han modtog Nordisk Råds Litteraturpris)!? Rifbjergs medredaktør på Vindrosen var den ikke-indflydelsesløse prosaist Villy Sørensen, hvis fortællinger ingen vist vil kalde traditionsubevidste. Rifbjerg udgav i 1967 opsamlingen Rif  med artikler om bl.a. Hærværk og romanforfatterne Fitzgerald, Hemingway og Beckett. Og, ja, lige præcis Rifbjergs generation var måske nok primært en lyrisk generation, kvalitetsmæssigt (og jo så HØJ-kvalitetsmæssigt), og den næste generation primært en hybrid/eksperimenterende generation (MEN HVAD MED SVEND ÅGE MADSEN? Akademiets Store Pris for overtradtionsbevidste Sæt verden er til 1975!), men så ankom i 70'erne en STOR, ligelig lyrisk og prosaisk generation inkluderende de fleste af de prosaister, Nielsen nævner (nogle af dem sent blomstrende ældre folk, fx Poul Vad og prosamæssigt Højholt), som stadig større stjerner (og hvordan kan man så kalde prosatraditionen udslukt!? - og hvad med i dag og folk som Harald Voetmann og Peter Adolphsen og Christina Hesselholdt?), som vel ikke havde eller fik det signifikant sværere, bare fordi de udkom på Arena (og i det omfang, de VAR overset, var det i hvert fald ikke fordi de skrev romaner!) - I BEGYNDELSEN, alle de nævnte nåede før eller siden frem til at udkomme på Gyldendal eller Gyldendal-ejede Rosinante&Co, og alle (måske undtagen Bjelke) er i dag absolut kanoniserede (Seeberg, der altså ikke blev ignoreret i 60'erne, er dobbelt så tvangskanonisk som Rifbjerg, i både folkeskole og gymnasiet nemlig). At der ikke er monografier og artikler (nok) om (visse af) disse prosaister er altså ikke Rifbjerg og co.s fejl og heller ingengang de samtidsrygvendte ideologikritikeres, men skyldes såmænd bare almindelig litteratdovenskab.

Det er kort sagt decideret USANDT, at der post-Rifbjerg og af Rifbjergs egen generation, inkl. Rifbjerg, i betydeligt omfang ikke er blevet skrevet betydelige romaner (der er blevet anerkendt og kanoniseret) og ikke er blevet skrevet betydelig (anerkendt og kanoniseret) poesi og prosa, der benytter sig af "reaktiverede" litterære former - says this clown! Og hvad i alverden er Peter Nielsens pointe SÅ?

De, der kan, må

Jeg er jo i udgangspunktet enig med Informations litteraturredaktør Peter Nielsen, når han i dag i og som et såkaldt "synspunkt" (i forlængelse af Morten Sabroes FB-opdatering nr. 2) kritiserer Weekendavisens Bøgers redaktør for at lade Henrik Dahl anmelde (dansk) skønlitteratur, og det er jeg af to grunde: 1. Der er anmeldere af dansk litteratur NOK på WA Bøger, ofte føles det (på kampen om bøger) som om, der faktisk er for mange, 2. Ingen af Henrik Dahls tidligere skriverier har røbet forstand på eller engagement i dansk skønlitteratur eller talent for at skrive kritisk om det, men det beviser selvfølgelig ikke, at han ikke har forstanden og engagementet og talentet,; nu har han så skrevet x antal anmeldelser uden spor af forstand og engagement og talent, og hvorfor søren så bruge ham? Men Peter Nielsen vrøvler helt væk fra vores initiale enighed:

Det interessante var derimod det efterfølgende indlæg fra Sabroe. Her kritiserede han Weekendavisens litteraturredaktør Anna Libak for at give plads til sociologen Henrik Dahl som anmelder af skønlitterære bøger i avisen. Sabroe var vred over den arrogance, hvormed Dahl let fejer nogle bøger af bordet. Den kritik er jeg enig i, men Sabroe kunne sagtens være gået videre, for det afgørende er ikke bare arrogancen, men hele spørgsmålet om, hvem der har lov til at anmelde skønlitteratur? Må en ikkelitterat, her en sociolog, anmelde skønlitteratur? Forfattere og sociologer arbejder væsensforskelligt med sproget. Min erfaring er, at de dårligste læsere af skønlitteratur er sociologer og filosoffer, for de har et ret skråsikkert forhold til selve det sprog, de betjener sig af, og det er det stik modsatte af det, skønlitteraturen gør. Nu har jeg som sådan ikke noget imod, at folk med anden baggrund end en litterær anmelder skønlitteratur, hvis de vel at mærke har faglig indsigt i litteraturens væsen. Men når man så lægger den oplysning til, at Henrik Dahl for nogle uger siden debuterede som skønlitterær forfatter med sæsonens ringeste anmeldelser og med anklager om overhovedet ikke at kunne skrive en roman til følge, så er det, at mistanken til hans evner til at bedømme andres evner får nyt liv. Når han nu hverken selv kan skrive litteratur eller læse den, hvad laver han så egentlig som anmelder? Tænker på pelikaner måske?.

Filosoffer og sociologer må ikke anmelde skønlitteratur, fordi de har et "skråsikkert" forhold til sproget. Det har ret mange litteraturuddannede nu også, fx Peter Nielsen, akavet, men skråsikkert. Og en kritiker skal vel ikke nødvendigvis have samme forhold til sproget som en forfatter (og som hvilke forfattere? Kirsten Thorup eller Ramus Halling?), bortset fra jeg ikke synes, nogen skrivende bør have et skråsikkert forhold til sproget, og det har de bedste filosoffer og sociologer vel heller ikke? "Faglig indsigt i litteraturens væsen" er en pænt klumpet størrelse. Jeg vil hellere som ovenfor tale om forstand (man har læst en masse bøger), engagement (litteratur er vigtigt for én), talent (for at beskrive og smagsbedømme sin læseoplevelse på skrift) og, som det måske mest sjældne (derfor nævnte jeg det heller ikke som mindstekrav), sans for litteratur, også kaldet litterært gehør. Ingen de kvaliteter behøver man at være uddannet i litteratur for at besidde, ingen af de kvaliteter er filosoffer og sociologer på forhånd udelukket fra at besidde. Men det mest forvrøvlede i synpsunktet er dog, at det skulle diskvalificere en boganmelder, at han selv har skrevet en, angiveligt, dårlig bog (medmindre den fx er decideret ord-til-andet-afskrift). Skal nu Kamilla Löfström være nervøs for Peter Nielsens smagsdom over sin bravt eksperimentelle roman-blog A? Og hvad med den fynske nøgleroman, Mikkel Zangenberg har annonceret, kan den blive fyringsgrund? Og hvad med mig selv? Er min ene stjerne i Berlingske for min seneste bog et problem for mit anmelderi? Kritikere skal kunne skrive kritik, kan de det, er de kritikere, hvad de end ellers også er eller ikke kan finde ud af at være. 

Halvhjertet prispopulisme

Informations kulturredaktør Peter Nielsen havde en selvgod leder i Information, der anklagede Politikens Litteraturpris for at være populistisk, fordi læserne - modsat Infs' og Testrups Højskoles Montanapris - skal vælge mellem 7 kandidater, avisen har opstillet, en anklage jeg i og for sig er enig i, jeg gad bare ikke være det på de selvgode præmisser (og med de kedsommelige formuleringer), men så svarede Politikens litttraturredaktør Jes Stein Petersen, der er anstrengende meget oppe at køre sin pris, som om ingen nogensinde havde uddelt en litteraturpris før, med sin egen endnu meget selvbedre leder, som jeg næsten lige så lidt gider være uenig i, som jeg gider være enig med Peter Nielsen:

(...) kulturredaktør Peter Nielsen skrev: »Det er godt, at det er de danske boghandlere, der bestemmer, hvem der skal have årets laurbær. Noget andet er Politikens nye litteraturpris, der slår sig op på at honorere »årets bedste bog af litterær kvalitet«. At lade læserne bestemme er ikke at tage den litterære kvalitet alvorligt«. Lad os lige tage den sidste sætning en gang til: »At lade læserne bestemme er ikke at tage den litterære kvalitet alvorligt«. Information har selvfølgelig ret til at håne Politikens læsere, selv om man måske kunne forestille sig, at der var andre forhold i den litterære verden, som det var mere påtrængende at kommentere kritisk på end den glade kendsgerning, at et dagblad har fået en ny mulighed for at sætte fokus på tidens vægtigste litterære værker. Den pris, Information selv uddeler i samarbejde med Testrup Højskole, Montana-prisen, er designet, så der er garanti for en lukket fest: Ti professionelle litteraturmennesker ordner det hele: En lille komité bestående af forfattere og kritikere indstiller seks værker, hvorefter en anden komité, der også består af forfattere og kritikere, udpeger prisvinderen. Sikke en fest! (...) Personligt er jeg glad for, at vi på Politiken har en litteraturpris, som man ikke skal have VIP-invitation for at have indflydelse på.
En pris, som læsere, man møder tilfældigt på biblioteket, betragter sig som selvfølgelige parthavere i.

Nu bliver der jo rent faktisk holdt en (god) fest, på Testrup Højskole, efter uddelingen af Montanaprisen og i forlængelse af en hel uges kursus for "almindelige" læsere, som uddeler deres egen Champagnepris (i år gik den til Christina Hesselholdt, der også er nomineret til Politikens pris), som man kunne overveje at omdøbe til Informations Politikenpris, så kunne Politiken oprette en Politikens Informationspris, hvor en forfatter- og kritikerjury udpeger vinderen. Men det trælse ved litteraturpriser med læserafstemninger - foruden Politikens Litteraturpris Weekendavisens Litteraturpris og Berlingskes og bibliotekernes Læsernes Bogpris - er jo den populistiske HALVHJERTEHED: læserne kan først vælge, når avisen og dens redaktør og kritikere formynderisk har valgt, hvad de har lov til at vælge mellem - til gengæld kan man være stensikker på, at læserne altid vælger en af de, hvis ikke bare DEN mestsælgende bog (og være helt usikker på, hvilke af de andre bøger læserne rent faktisk læser), derfor vil Christina Hesselholdt aldrig modtage Politikens Litteraturpris, og derfor er det enten Kim Leine eller Christian Jungersen, der modtager prisen i år. og hvor deprimerende forudsigeligt er det ikke? Hvis Jes Stein er så forelsket i sine læseres dømmekraft, kunne han jo lade dem vælge helt frit, men det tør han selvklart ikke, for så kunne Jussi Adler-Olsen risikere at vinde, og det er jo alligevel at lade demokratiet gå for vidt.

Distanceblunder blænder

Jeg vil nu omsider gerne skrive, at jeg virkelig ikke forstår, at litterære folk er så vilde med Jonas Rolsteds insisterende kedsommelige debutbog Flex Death. Først kunne jeg ikke skrive noget, fordi min anmeldelse blev ved med ikke at komme i, og nu er der pludselig gået en uge, siden min anmeldelse omsider var i, selvom det fint timet var samtidig med, at bogen blev nomineret til Montana-orisen, og så virker det ikke helt fair at bitche løs, men i går fremhævede Erik Skyum-Nielsen i sin totalt ukritiske fødselsdagshyldest til Forfatterskolen Rolsteds bog som et eksemplarisk fremragende Forfatterskoleelev-forfattet værk; som sædvanlig hos Skyum leverer han også perfekte skyts til en præcis disning af bogen:

Var man inkarneret forfatterskoleskeptiker, ville man formentlig aflæse mangetydigheden og flersporetheden i Flex Death som et symptom på, at værket må være blevet til som et ret ubearbejdet sæt opgaveløsninger fra uddannelsen, en såkaldt ’portfolio’. Det udtryk bruger man på universitetet om en mappe på 5-6 mindre semesteropgaver, som ved afslutningen på et kursus afleveres til samlet bedømmelse, evt. forbedret hist og her efter underviseres anvisninger.

Ja, nemlig, siger denne inkarnerede forfatterskoletilhænger! Som i mit bidrag til Forfatterskolens jubilæumsskrift, hvis fremmeste formål ellers er at nedskyde den polemiske luftkarikatur forfatterskolelitteraturt, til sidst og i al hast skitserer en aktuel og kedsommelig artighed, der til forveksling ligner den Rolsted praktiserer i sin bog (som jeg på nedskrivningstidspunktet endnu ikke havde læst jo:

Ligesom jeg parallelt med 90’ernes nogle gange meget nydeligt gennemtjekkede Ritter Sport-tekster, som jeg (som bitter ikke-Forfatterskoleelev, ja, ja) godt kunne blive træt af hver anden gang, kan skimte en tendens til at skrive en meget pænt reflekteret-følsom, konsensus-kuet fragment-prosa, der nægter sig egensindige udfald og ekstaser og sammenbrud, men det er for fanden heller ikke forfatterskolelitteratur, det er bare talentfuld begynderforsigtighed eller OK -duksethed.

Jeg har simpelthen også bare svært ved at gennemskue, hvad det egentlig er, at litterære folk beundrer og begejstres over i bogen, ud over portofolio-artigheden. En ting er Informations kulturredaktør Peter Nielsen i hans pinligt på samme tid overstyrede og helt blanke nominering af bogen til Montana-prisen (og sikke FORUDSIGELIGE (og genbrugte) nomineringer; Voetmann, Andkjær Olsen, Boberg, Hesselholdt, Nielsen, Rolsted - min hat af også til de første tre og halvt af til Boberg og sikekrt også til Nielsen, som jeg ikke har læst, men kunne dog ikke Rolsted være blevet udskiftet med en ægte opkørt og (derfor) ensporet stemme som Nya Gleffey eller Hagen eller ...), hvor han i klassisk Zangenberg-stil gudhjælpeme sammenligner Rolsted med (tidlig!) Wittgenstein: 

Rolsteds bog er tæt forbundet med skabelsen (HVAD BETYDER DET?). Han skaber på ny verden med sprog, men sproget har samtidig hele tiden været der med alle sine betydninger og spor (HVAD BETYDER DET?). Det gør Flex Death til en meget sprogbevidst bog (OG HVAD SÅ? HVAD DET END BETYDER?). Der er noget tidlig Wittgenstein over forfatterens bestræbelse på at skabe system og klarhed over sprogets relation til verden, samtidig med at bogen i sin form på smukkeste vis henter inspiration fra musikken, sådan som det også formuleres i bogen: »Musik er en undersøgelse af intervaller fuldstændig ligesom litteraturen.«

Også Tue Nexø i Information og den virkelige Zangenberg i Politiken fremhæver disse akavet pseudo-dybsindige refræner, som de vel aldrig ville tillade deres universitetsstuderende at fremævle. Tue selv er til gengæld og for en gangs skyld (muldent, nå, nej, sandet) lyrisk i mælet, han virker decideret forelsket i gråmeleretheden for some stange reason:

Men til start og slut strømmer prosaen af sted med ultrakorte sætninger, tit bare små fragmenter af en sansning, en tanke eller en scene. Det kunne være forvirrende, og det er det vel også, men især giver det en døsig fornemmelse af en solvarm bevidsthed. Rolsteds sætninger er som sandkorn, oprindeligt kommer de hvor som helst fra, fra andre tidsaldre, fra den anden ende af jordkloden. Der kunne være små glasskår mellem dem. Men nu glider de gennem ens fingre:
»Et sprog kræver at man taler det. Bed, så skal der gives jer. En stats historie. En mand glider frem bag en bil som en klitoris bag en finger. De bløde træk som langsomt vinder hårdhed. Jeg sidder i græsset og tager sokker på. Solen er lav og hvid. Hvidt, hvidt, hvidt. Som den scene hvor Rasmus Klump laver nordlys ved at hælde sne i en maskine og dreje rundt på et håndtag. Oboens nasale klang. Smykker forklædt som våben. Det er varmt og kvinder bærer børn og glas med kaffe ud i solen.«
Og sådan fortsætter det, sidevis. Der føles lykkeligt sådan at flyde med i disse siders forskelsløse drift fremad. Den følelse er værd at hæge om. Den er alligevel ret sjælden at møde i litteraturen. Så neddæmpet og så godt kan Jonas Rolsted altså skrive.

Ja, jeg døser også hen, når jeg ikke totalt enerveres (og jeg har et dusin andre ironiske gentagelser på tungen, glide gennem fingre, fortsættelse sidevis, forskelsløs drift etc., men jeg nærer mig); jeg kan ikke i Tues citat få øje på én sætning, der ikke er kedelig, kedeligt kedelig eller kedeligt prætentiøs, men de kedeligt kedelige sætninger er jo også, fordi de er åh så bevidst kedeligt kedelige, prætentiøse - og sikke også en (i sin ensomhed prætentiøst) kedelig, fordi barndoms-sentimental, popkultur-reference. Jeg forstår heller ikke, hvad Tue faktisk mener med "solvarm bevidsthed" og senere "solvarme sætninger", det er jo nærmest Asger Schnacksk poesi-tåge. Indtil flere gange kalder Tuebogen stilfærdig, men i mine øjne hviner den, fordi stilfærdigheden ikke er genuint poetisk, personligt, excentrisk mættet, som det fx er tilfældet hos Mikkel Thykier, et forbillede, hverken jeg eller de ande litterære folk har nævnt, men blot rungende tomt postuleret.

Og så gider jeg ikke pege fingre af Mikkel Brrun Zangenbergs anmeldelse også, det gør den glimrende selv, ved overhovedet ikke at kvalificere sine 5 hjerter, ud over at kalde bogen ambitiøs, hvilket jo rimer fint på prætentiøs døs. Hør, var der ikke en, der nøs - eller gøs? Næh, det var der slet slet ikke ...

I dag er jeg Peter Nielsen

- desværre ikke digteren, men Inf-kulturredaktøren, som jeg afløser i panel i dag klokken 15:00 på Forfatterskolen ved det sidste arrangement på den dansk svenske kritikfestival - MEN det skal ikke forhindre mig og jer og OS i at forsøge at tænke u-Inf-kulturredaktionelt, dvs. PÅ EN FRISK om ny, kritisk offentlighed, vel?

FSL Kritikfestival : Kritikken i den nye offentlighed [nordisk kritiker debat]

alle er velkommen – fri entré

Hvad betyder det for samfundet og vores billede af alt hvad et menneske kan være, hvis den avancerede refleksion omkring kunst, litteratur, musik, teater, osv. forsvinder fra offentligheden? Hvad betyder det for demokratiet, hvis kritikken hverken opfattes eller erkendes som et alment anliggende. Det sidste halve årti har forandret vilkårene for kritikken. Kritikkens fora, former og værdi ombrydes.

Kritikken i den nye offentlighed er det overordnede tema for FSL’s kritikfestival 2012. Ved denne debat som er den sidste i en lang række af foredrag, seminarer, debatter, oplæsninger mm. diskuteres spørgsmålene både konkret og generelt gennem to paneldebatter

13:00 - 17:00

13:00- ...
1) Kryds-anmeldelser på tværs af Norden.
En række af FSL’s medlemmer har indgået aftaler med deres respektive aviser om at bytte avis fra tid til anden. Hensigten har blandt andet været at undersøge hinandens respektive offentligheder og angive en metode for en udvidet samtale omkring litteraturen, der ofte er svært nationalt funderet.
- Gro Jørstad Nielsen (NO)
- Tor Eystein Øverås (NO)
- Peter Mickwitz (FI)
- Mai Misfeldt (DK)
- Tatjana Brandt (FI)
-- debatten ledes af forfatter og kritiker Oscar Rossi (FI)

pause

15:00 - ...
2) Kritikken i den nye offentlighed.
I forlængelse af den foregående debat diskuterer tre nordiske kulturredaktører i under emnet ”Kritiken i den nye offentlighed”.
- Peter Nielsen [Information] (DK)*
- Karin Haugen [Klassekampen] (NO)
- Rakel Chukri [Sydsvenskan] (SE)
-- debatten ledes af redaktør Mathias Kokholm

* Peter Nielsen har måtte melde afbud. I stedet deltager kritikeren Lars Bukdahl (Weekendavisen / Blogdahl)

- og ambitionen og pointen må være, at Blogdahl før eller siden og som en selvfølgelighed skal stå før Weekendavisen; men allerførst skal Hvedekorn (og hvedekorn.dk) stå, til hver en tid! 

Knausgård Tidende

Nå ja, der er lige nu den slettede scene, der er SCOOPET i seneste nummer af Victor B. Andersens Maskinfabrik, den slettede skide-scene fra Karl Ove Knausgards Min Kamp, som Informations kulturredaktør Peter Nielsen bruger uforholdsmæssig meget plads på at skrælle og citere fra i en såkaldt anmeldelse (nå ja, der er også lige en slettet tekst af Bjørn Rasmussen, som vi har givet en pris) af nummeret i Informations bogtillæg. der snart burde skifte navn til Knausgård Tidende, så grundigt som de iiluminerer selv den mindste prut slået i dette Nordens allerstørste, nærmest titanisk store, brændende lokum.

Hvis det lyder som poesi, er det det sandsynligvis ikke

Informations litteraturredaktør Peter Nielsen roser i dag i sin klumme Bogstaveligt talt PJ Harvey's tekster på cd'en Let England Shake, som jeg ikke har hørt (eller læst), for at have "selvstændig litterære kvalitet" og omtaler dem klummen igennem konsekvent som "digte":

Digtene handler om krig. Ikke om en bestemt krig, men om krigen som sådan på tværs af kontinenter og epoker. Om menneskelig håbløshed og skrøbelighed, om krigens meningsløshed og dødens allestedsnærvær. PJ Harvey kan finde på at skrive linjer som i digtet »The Words That Maketh Murder«: »Flies swarming everyone, /death lingering, stunk /over the whole summit peak, /flesh quivering in the heat«. Eller som i den uhyggeligt smukke ballade »On Battleship Hill«:»The Land returns to how it has always been. / The scent of thyme carried on the wind. / Jagged mountains, jutting out, cracked like teeth in a rotten mouth. / On Battleship Hill I hear the wind, / Say Cruel nature has won again«.Eller som i digtet »The Glorious Land«: »And what is the glorious fruit of our land? / Its fruit is deformed children. / What is the glorious fruit of our land? / Its fruit is orphaned children«. Hun skriver ikke protestsange med let afkodeligt ideologisk budskab, men skaber med ord tableauer af mangfoldig betydning. Ordene i sig selv er enkle og betydningsfulde og kan både række ud mod vores tid og alle andre tider. Det er som i digte af T.S. Eliot eller Harold Pinter.

Ja, det lyder enormt og alt for meget som digte, men sgu da ikke hen ad Eliot, snarere a la de unge, britiske soldater-digtere fra 1. verdenskrig, Siegfred Sassoon og Wilfred Owen (som Harvey vistnok også selv har henvist til), metafor- og abstraktionstung, retorisk højtravende patos. Frivilligt eller ufrivilligt bliver det pastiche-poesi eller poesi-pastiche, fordi teksterne ikke vil være sangtekster, men "rigtige", gode gammeldags digte, jf blogpost-citaterne nedenfor fra nye cd'er med Bright Eyes og R.E.M, hvor de poetisk begavede og originale sangskrivere Conor Oberst og Michael Stipe ikke arbejder imod pop/rock-sang-formatet, men vender det til egen fordel i en på samme tid legesyg og direkte henvendelse. Eller hvad med denne lille tekstsang, "Hillbilly Man" fra Gorillaz' nye download-"cd" The Fall, som hovedgorillaen Damon Albarn er ansvarlig for:

Drive away,
As in lonesome sound,
Like a real straight shooter,
Three lanes full,

Drive away,
As in lonesome sound,
Like a real straight shooter,
Three lanes full,

Got to ride in my heart,

You don't have to be a start

Geometrisk status

Peter Nielsen i Information http://www.information.dk/229289 :

Grøndahl sigter her til det litterære miljø, der udspiller sig omkring Forfatterskolen og til indflydelsesrige kritikere med Lars Bukdahl i spidsen, der hylder det sære og det permanente formbrud:

Sigter godt, men ramler skidt: Det er mange år siden, jeg kom ned fra min spids - miljøet udspilede sig og udspilede sig, indtil dets tyrolerbukser, hyllet i brudeslør, brød deres sære form - jeg er rigtig rund på parketgulvet nu og indflydelsesfattig som en caféugle på Den Permanente.

Pral 2

08:15 modtog jeg endnu et digt af Peter Nielsen, dette med titlen "Landskab nær New York" (samtidig blev titlen på det første digt ændret til "Hermeneutisk notat"), at I bare ved det!

Pral

17:07 modtog jeg - i min egenskab af redaktør for Hvedekorn, men stadigvæk - et splinternyt digt af Peter Nielsen, der hedder "Indkapslet i deres biologi", og som jeg foreløbig vil holde for mig selv, ha!