Pludselig er der bare KØ af bøger at glæde sig til - og der er slet ikke plads til de bøger, man faktisk sidder med og læser og kal læse, for kommende, voldsomt lovende bøger, man bliver nødt til og slet ikke kan lade være med at forestille sig , og først og fremmest har chefen for Marianne Larsens afrundende forlag Ekbatana Christel Sunesen proklameret en ny digtbog af Marianne Larsen, forventningen til hvilken for en kort tid lige netop overdøver sorgen over, at døden har gjort hende tavs, for heeeelt tavs kunne den så alligevel ikke gøre hende - der er ikke dato på endnu, og der må gerne gerne både gå kort og lang tid, så den er altså nr. 1 på forventningslisten, nedeunder den figurerer netop afslørede forårsbøger på Gyldendal, nej, før dem en ny bog OMSIDER, en roman, af Preben Major Sørensen på Escho, som jeg ikke har titel på, jeg spørger lige Anders Jørgen, øjeblik:
1. Marianne Larsen: Barn i landskaber med hvidtjørn
2. Preben Major Sørensen: Utallet (skrev Anders Jørgen lige, at den fantastisk hedder, han sendte den sgufandeme også på PDF, tør ikke åbne lige nu!)
3. Klaus Høeck: And the dead (velsignet brudt tavshedsløfte)
4. Morten Chemnitz: Færd
5. Majse Aymo-Boot: Tingene (roman!)
6. Runa Maria Luth: Drømmepenge (roman!)
7. René Jean Jensen: Den anden, den tredje, mig (roman!)
8. Maja Lucas: Tennisdigte
Viser opslag med etiketten Morten Chemnitz. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Morten Chemnitz. Vis alle opslag
torsdag den 15. januar 2026
Forventningspresserende
søndag den 17. april 2016
Kunstkatalogsyge
Bare lige en populistisk kritik af og undren over Gyldendals pressemeddelelse om Morten Chemnitz' glimrende digtsamling Bindingerne (anmeldt af mig i WA Bøger forrige fredag), der nemlig lyder sådan her:
"Bindingerne består af en række fortættede prosadigte, som fortsætter og udvider det grammatiske arbejde fra Inden april. I rytmiske gentagelsestrukturer og med radikal opmærksomhed rettet mod småord som forholds- og bindeord fremskrives og omskrives tilknytninger, brudflader, overgange og sammenføjninger mellem naturen, jeget og sætningen."
Hvilket lyder som noget, der står på væggen på et moderne kunstmuseum - og må siges at være en eklatant jammerlig og misvisende reklame for de TYSTE OG SMUKKE ÅRSTIDS- OG LANDSKABSDIGTE (sig det efter mig, Gyldendal: T-Y-S-T-E O-G S-M-U-K-K-E Å-R-S-T-I-D-S- O-G L-A-N-D-S-K-A-B-S-D-I-G-T-E), helt uden metasnak og med forsvindende få jeger (som der er fx, på fuldt fantastisk vis, er meget og mange af i Peter Laugesens Brev til en maler); det, der STÅR, på denne helt særlige præpositions-punkede (vær så god, Gyldendal, det ord er en gav etil jer: præpositions-punkede), Chemnitzke facon, i digtene, handler kun om naturen og landskabet, hvor meget det end kan give (og er skrevet til at give) anledning til at reflektere over bindingerne til og i jeget og sætningen. Jf. Tue Nexøs Information-anmeldelse (lige den grad mere skeptisk end min):
"Men hvor Rolsted trækker - og skriver - så man kan mærke inspirationen fra støj og eksperimenterende musik, og hvor der var et skarpt, konceptuelt greb bag Woetmanns bog, så føles Bindinger som et helt rent forsøg på at opdatere natursansningens sprog. Den vil ikke andet end disse landskaber. Hvad skal man så sige til det? Det er jo en meget smuk skrift, og hvis man er i humør til helt stille eftermiddage og ensomme ture i gummistøvler gennem en udramatisk, mennesketom natur - nu bare per bog - ja, så er Chemnitz sagen. Så er man nok også sådan en, der kan drømme om at falde hen til de langsomme toner fra en, der tøvende øver sig på klaver i et lokale langt væk. I en ellers affolket villa. Sagt på en anden måde: Bindingerne er altså en meget sart form for litteratur. Og på kanten til at være kedelig."
- kun på kanten NB!
Og jf. fremfor alt digtene selv (der er ingen genrebetegnelse og de er stillet op som prosa, men selvfølgelig er det digte, eller i hvert fald poesi!):
"Og over græsset duggen. I et tyndt og gråblåt lag. henover som i de sortnende rande af det lyst omfoldede løv omkring buskene. Fra bladårerne rødbrune skjolder ud igennem. I det grønne imellem. Som solen opad i de furede stammer. Og i skyggen de tungt røde bær som hænger mørkt tilhægtede som mellem de fligede blade. Imellem fra de matsorte kviste i den fortættede sol. Og som ført med igennem. Med duggen lyst op øverst i buskene. Hvor solen når indtil. Imellem det grønne som viger. Omfoldet af solen i de nedbuede grene. Mens det meste af græsset ligger i skygge endnu. Med duggen som samler sig om de brede strå. Solen i rønnens tunge klaser over de spredte snebær. Og i enkelte af bregnerne."
"Bindingerne består af en række fortættede prosadigte, som fortsætter og udvider det grammatiske arbejde fra Inden april. I rytmiske gentagelsestrukturer og med radikal opmærksomhed rettet mod småord som forholds- og bindeord fremskrives og omskrives tilknytninger, brudflader, overgange og sammenføjninger mellem naturen, jeget og sætningen."
Hvilket lyder som noget, der står på væggen på et moderne kunstmuseum - og må siges at være en eklatant jammerlig og misvisende reklame for de TYSTE OG SMUKKE ÅRSTIDS- OG LANDSKABSDIGTE (sig det efter mig, Gyldendal: T-Y-S-T-E O-G S-M-U-K-K-E Å-R-S-T-I-D-S- O-G L-A-N-D-S-K-A-B-S-D-I-G-T-E), helt uden metasnak og med forsvindende få jeger (som der er fx, på fuldt fantastisk vis, er meget og mange af i Peter Laugesens Brev til en maler); det, der STÅR, på denne helt særlige præpositions-punkede (vær så god, Gyldendal, det ord er en gav etil jer: præpositions-punkede), Chemnitzke facon, i digtene, handler kun om naturen og landskabet, hvor meget det end kan give (og er skrevet til at give) anledning til at reflektere over bindingerne til og i jeget og sætningen. Jf. Tue Nexøs Information-anmeldelse (lige den grad mere skeptisk end min):
"Men hvor Rolsted trækker - og skriver - så man kan mærke inspirationen fra støj og eksperimenterende musik, og hvor der var et skarpt, konceptuelt greb bag Woetmanns bog, så føles Bindinger som et helt rent forsøg på at opdatere natursansningens sprog. Den vil ikke andet end disse landskaber. Hvad skal man så sige til det? Det er jo en meget smuk skrift, og hvis man er i humør til helt stille eftermiddage og ensomme ture i gummistøvler gennem en udramatisk, mennesketom natur - nu bare per bog - ja, så er Chemnitz sagen. Så er man nok også sådan en, der kan drømme om at falde hen til de langsomme toner fra en, der tøvende øver sig på klaver i et lokale langt væk. I en ellers affolket villa. Sagt på en anden måde: Bindingerne er altså en meget sart form for litteratur. Og på kanten til at være kedelig."
- kun på kanten NB!
Og jf. fremfor alt digtene selv (der er ingen genrebetegnelse og de er stillet op som prosa, men selvfølgelig er det digte, eller i hvert fald poesi!):
"Og over græsset duggen. I et tyndt og gråblåt lag. henover som i de sortnende rande af det lyst omfoldede løv omkring buskene. Fra bladårerne rødbrune skjolder ud igennem. I det grønne imellem. Som solen opad i de furede stammer. Og i skyggen de tungt røde bær som hænger mørkt tilhægtede som mellem de fligede blade. Imellem fra de matsorte kviste i den fortættede sol. Og som ført med igennem. Med duggen lyst op øverst i buskene. Hvor solen når indtil. Imellem det grønne som viger. Omfoldet af solen i de nedbuede grene. Mens det meste af græsset ligger i skygge endnu. Med duggen som samler sig om de brede strå. Solen i rønnens tunge klaser over de spredte snebær. Og i enkelte af bregnerne."
lørdag den 16. april 2016
Critic Moonlightning As Cover Artist
Det er en smuk og eksotisk inhabilitet, Politikens Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensen geråder i vs. visse af de digtbøger, der ellers ligger indenfor hendes fagområde (og som hun derfor ikke anmelder NB!):
Hun har
under dæknavnet Ren Jazz
designet
deres yderst cool og stilige omslag!
To digtere, hun har været inde over flere gange, er Ramus Halling Nielsen, her hans Mörkhall fra 2014
- og Morten Chemnitz, her hans splinternye Bindingerne:
Hun har
under dæknavnet Ren Jazz
designet
deres yderst cool og stilige omslag!
To digtere, hun har været inde over flere gange, er Ramus Halling Nielsen, her hans Mörkhall fra 2014
- og Morten Chemnitz, her hans splinternye Bindingerne:
lørdag den 21. december 2013
Nu er er det endelig sidst i marts!
Omsider er min anmeldelse (der oprindeligt bar den citerende overskrift: "Den daglangt lavthængende sol" selvfølgelig) af Morten Chemnitz' cool dirrende, ultratalentfulde debutbog Inden april i WA Bøger, og hele foråret er gået og sommeren også, og efteråret, vi er fremme eller tilbage i bogens tredje afsnit, der som bekendt - dramatisk! - udspiller sig i december Det er en også helt særlig, tyst og intens begejstring, bogen har vakt, rigtig mange har peget på den som uretfærdigt overset af Montana-prisen, det kan de godt have ret i, og den er blandt favoritterne til at blive udpeget som Årets Bog i tidsskriftet Nicks lille FB-julekonkurrence (og jeg ved, den var langt fremme i opløbet til debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat). Her er det næsisidste digt i decemberafsnittet, skal vi ikke sige, at det er et juledigt (de røde tage) og håbe, at et vist antal dannede tanter begaver poetiske nevøer og niecer med den fine, fine, fine bog:
I det yderste af vinteren.
Solpletter som kommer nedover fra de røde tage.
Solen i det sidste af isen. Vandet som strømmer og river de sidste små blokke af frost med sig. Længere hen. Som tager det med sig foran.
Under det sene af vinteren. Vandet med isen som solen i skyerne foran.
I det yderste af vinteren.
Solpletter som kommer nedover fra de røde tage.
Solen i det sidste af isen. Vandet som strømmer og river de sidste små blokke af frost med sig. Længere hen. Som tager det med sig foran.
Under det sene af vinteren. Vandet med isen som solen i skyerne foran.
fredag den 1. november 2013
Unlisted umulighed
Den her nåede ikke med på Kritikerlisten i WA Bøger i dag, hvor min anmeldelse omsider kan læses (anmeldelsen af Chemnitz til gengæld lader sig stadig vente på sig, langt suuuuuuuuuuuuuuuuuuk):
Marianne Larsen: Umulighedsportal. 69 sider, 199 kr. Borgen
Linjen "Jeg blander mig med det sidste af august" kunne næsten være skrevet af den unge digter Morten Chemnitz, hvis den ikke underfuldt umiskendeligt er og bliver en Marianne Larsenisme
Marianne Larsen: Umulighedsportal. 69 sider, 199 kr. Borgen
Linjen "Jeg blander mig med det sidste af august" kunne næsten være skrevet af den unge digter Morten Chemnitz, hvis den ikke underfuldt umiskendeligt er og bliver en Marianne Larsenisme
lørdag den 24. august 2013
2 særligt særlige oplæsninger
disse dage, mellem flere fremragende (Aidt (Hovedbib, fredag), Balle (Louisiana), Frank (Hovedbib + Lousiana), den sære 80'er-gut, som Martin Hall havde med på lyd råbende Duras (Hovedbib):
1. Sappho-fan Mette Moestrup, der (for første gang ever) læste (Anne Carsons oversættelse af) Sappho-fragmenter op, i The Log Lady torsdag aften, og sådan helt Tom Waits'sk changerende med en ny, mørk MM-stemme til hvert fragment, og bl.a. dette:
may you sleep on the breast of your delicate friend
2. Morten Chemnitz, der læste fint - kan man sige? - knitrende op af sin debutbog Før april, på Lousiana i går, og selvfølgelig er hans yndlingsbog Brev i april (mens den anden april-titel, moderator Mikael Bertelsen ikke kunne huske, måske nok er René Jean Jensens Om april, i maj:
(foto: dig i Paris))
1. Sappho-fan Mette Moestrup, der (for første gang ever) læste (Anne Carsons oversættelse af) Sappho-fragmenter op, i The Log Lady torsdag aften, og sådan helt Tom Waits'sk changerende med en ny, mørk MM-stemme til hvert fragment, og bl.a. dette:
may you sleep on the breast of your delicate friend
2. Morten Chemnitz, der læste fint - kan man sige? - knitrende op af sin debutbog Før april, på Lousiana i går, og selvfølgelig er hans yndlingsbog Brev i april (mens den anden april-titel, moderator Mikael Bertelsen ikke kunne huske, måske nok er René Jean Jensens Om april, i maj:
(foto: dig i Paris))
onsdag den 15. maj 2013
Maj afsløret
Morten Chemnitz' fint fine debutbog Inden april (anmeldelsen af hvilken står i kedelig kø på WA) slutter SOM BEKENDT lige akkurat inden april:
Martsjorden. Hvor i det små det blå som tidligt blomster foldes op. Op over bladene. de grønne folder som folder sig udefter under det grå.
Som har et hen imod med sig. Udstrakt udenom.
Inden april.
- I det svenske nettidskrift Et lysanda namn kan den aktuelle, så godt som OPULENTE fortsættelse læses, som bærer den helt rimelige titel:
Hele vejen langs vandet den syrligt duftende hæg. Hægens klaser som falder frem over brombærkrattet under regnen. Og ligeså pludselig og let afviselig som hægens blomster gråden. Det tætstillede gule som de hvide kurvblade omgiver. I de nye tusindfryd inden hylden. Hylden med de dybe kamme og furer i den ældede bark.
Martsjorden. Hvor i det små det blå som tidligt blomster foldes op. Op over bladene. de grønne folder som folder sig udefter under det grå.
Som har et hen imod med sig. Udstrakt udenom.
Inden april.
- I det svenske nettidskrift Et lysanda namn kan den aktuelle, så godt som OPULENTE fortsættelse læses, som bærer den helt rimelige titel:
Foråret
Jeg forestiller mig angribeligheden som eneste forudsætning.
Mælkebøtterne med det sidste af solen. De
fligede blade strakt frem over græsset. Og over åen pilegrenenes spinkle
og aflange, hvidgrønne løv. Stammens furer gentaget, uden tyngde, i
vandfladens krusninger. Bregnerne brudt frem af græsset, endnu
sammenfoldede.
I frugttræerne blomsterne som taber de
rødkransede blade enkeltvis. Næsten vandrette flokke i vinden i skyggen.
I dynger i kanten af græsset de nedfaldne blomsters adskilte blade. I
foråret med den tid i sig som gør det går i stykker.
De sidste, store og hældende, næsten ødelagte
påskeliljers løse kronblade. Over apriljorden under pæretræet. Inden
natten, og inden det blå i de snart blå nætter.
Aftenregnen i de afblomstrede hyacinters
sammenfaldne blade. Som korte, mørke strøg i pæretræets lysebrune bark.
Og ad de lukkede, tæt sluttede, høje tulipaners stilke.
Vårfladbælg og vild kørvel. Døvnælder blomstrer. Bregnerne står halvvejs foldet ud.
Hele vejen langs vandet den syrligt duftende hæg. Hægens klaser som falder frem over brombærkrattet under regnen. Og ligeså pludselig og let afviselig som hægens blomster gråden. Det tætstillede gule som de hvide kurvblade omgiver. I de nye tusindfryd inden hylden. Hylden med de dybe kamme og furer i den ældede bark.
Mange mælkebøtter i det majhøje græs. Enkelte
afblomstrede allerede, kuglerunde, værgeløse. Løgkarse i klynger på
skrænten ved banen, alle vegne. Under ellens i støvregnen, disen,
glinsende sorte kogler. Æbleblomsten foldet fra sit røde allerede.
I bedene, før det sorte træværk,
forglemmigejerne. Kodriver, kærmindesøster og svovlgul anemone.
Syrenerne snart. Og under dem i hårde, matte flokke den fligede tvetand.
Svaleurtens ranglede stængler nede ved bækken. I aftenen solsorten
igen.
Måske i foråret, i forårets forsvinden og udfoldelse, tilnærmelsesvist et vi af en slags.
- JA! (og nu er det Lars, der som sædvanlig råber) VI ER SGU DA TILNÆRMELSESVIST SÅ!
mandag den 25. marts 2013
Akutkritik, ud af din digitale øjenkrog!
Det er også sket på Promenaden et par gange, men det er mestendels et Facebook-fænomen og et temmelig smukt et, bortset lige fra, og det er et massivt bortset lige fra! for-andre-end-de-varskoede-venner-og-venners-venner-lukketheden: Som en steppebrand i real time løbende litterær debat om et brandnyt litterært værk (og derfra anden brandny litteratur). Her senest over weekenden en foreløbig 27 kommentarer lang steppebrand om (og fra) Morten Chemnitz' poetiske debutbog Inden april, der udkom i fredags, foranlediget af Lars-Emil Woetmanns link til Mikkel Bruuns Zangenbergs (nævenyttigt navnedroppende, men overraskende skarpe og nøgterne) anmeldelse i Politiken, derfor rimelig svært at finde og linke til. Primært diskuterende er de kloge uni-hoveder Tue Nexø og Mikkel Frantzen, og selv om jeg måske synes, at Zangenbergs og Tues gode-gode (fordi) mestendels bare formelt sansende anmeldelser taler mere centralt præcist og præcist centralt om Chmenitz' bog, er den vidtløftige snak om bogens eventuelle impressionistiske, fænomenologiske, ontologiske, etiske etc. ærinder sgu da fandeme forbilledlig i dens læse- og erkendelsesIVER, men netop i forhold til LÆSEETIK er det under al KRITIK, at snakken pågår i et fjernt, for de fleste utilgængeligt hjørne af et kommercielt, socialt medie! Her er til FRI aflæsning diskussionens foreløbigt sidste del, fortsæt venligst lige op i vores kritiktørstende ansigter:
Lone Nikolajsen På side 48 og 49 synes jeg, det forhåbentlige hinanden, der kan ses som bogens fikspunkt ret tydeligt viser sig som et menneskeligt (og potentielt politisk) anliggende. "Hvordan række udefter." står der. Og: "Som hvis håbet i det hele taget." Og: "Når jeg siger et endnu ikke hinanden. Siger jeg det så så det rækker udover. Hen imod hvilket hinanden. // Hvad for et udefter taler jeg så henimod. I grenværkets indeni." Det er vel ikke kun tingenes indbyrdes relationer, der er på færde her. Hvad den omhyggelige erfaring af de fysiske omgivelser har at sige eller gøre med det forhåbentlige hinanden er, ja, megaspændende, det kan jeg ikke svare på.
Lone Nikolajsen Og hey, punktummerne er formede som små fede plusser, flot Kizaja!
Lone Nikolajsen Og en ting til: hvad er det, du mener om syntaksen, Elisabeth? At den er politisk eller lægger an til en utopi? I så fald hvordan ...
Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen Hørt med det ontologiske frem for epistemologiske, det er en god hemmelig tese. Selvfølgelig er der en sansning, en sensibilitet - men det er ikke kun et subjekt, der perciperer, det er også et tænkende subjekt (og/eller det sanselige er også med fx Rancière allerede politisk). Noget andet: Da jeg først læste bogen, læste jeg af en eller anden grund det forhåbentlige hinanden som en forelskelse. Det gjorde jeg så ikke så meget anden, tredje, fjerde gang. Men jeg tænker også, at det hinanden kan være et intimt, et tosomt hinanden, sideløbende. Hvis der er en utopi om et kommende fællesskab kan den også være ganske konkret.
Lars-Emil Woetmann Nielsen I forhold til det ontologiske, så tænker jeg, at der er en længsel mod en intimitet med tingene eller omverden. Det betyder også, at der er en afstand. Og vejen til denne intimitet går gennem gentagelserne og ikke mindst de gentagede præpositionelle relationer, disse små forskydninger, der producerer en sammenfiltring eller forbundethed med verden a la kvantefysikken. Men om det har karakter af en form for nærværsmetafysik eller vi mere er ovre i noget differensontologi gumler jeg lige på. Og hvad sker der, når det bliver forår? Vigtigt som mikkel pegede på tidligere er det, at det ikke er forår endnu.
Tue Andersen Nexø Det er en fin tese, Mikkel, men den passer bedre til Amalie Smith og Ida Marie Hede end på den her bog. De er jo optaget af en verden, der eksisterer hinsides den måde, den umiddelbart fremtræder for os. Kræften som noget virkeligt, men på en måde usynligt osv. Det elektromagnetiske som noget, der kun kan ses indirekte, gennem sine effekter, aldrig i sig selv. Men Inden april registrerer, hvordan verden træder frem for et sansende jeg. Her er ingen markering af en forskel mellem hvordan verden er, og hvordan den fremtræder. Måske er epistemologisk det forkerte ord. Dens ærinde er fænomenologisk, hos Amalie Smith mfl handler det om at overskride fænomenologien.
Elisabeth Friis ja jeg mener faktisk at syntaksen er politisk (også fordi den lægger an til en utopi, men det er næste trin) - men det argument kræver en længere smøre - og den vil jeg skrive ligeså snart jeg kan. Og poste på naden jo nok.
Mikkel Frantzen okay en sidste ting, Tue (tak for alle de stadige/stædige indvendinger!): jeg ved ikke om tesen passer bedre til Smith og Hede (og Ravn og Rasmussen?) end til Chemnitz - MEN når jeg nu påstår at de har en eller anden grundanskuelse til fælles, at de deler en placering i det poetiske krydsfelt mellem ontologi eller etik (for nu at svinge os op på dén klinge) så kommer dette naturligvis vidt forskelligt til udtryk i de respektive bøger. Og det er i hvert fald mere "obvious" i ex. I Civil end i Inden April. Det kan der vist ikke herske nogen tvivl om. Men det åbenlyse er jo ikke nødvendigvis en fordel eller en styrke for hverken akademiker eller forfatter. Hvad betyder det så for Inden April. Det betyder at det 'ontologiske' og det 'etiske' er trukket i baggrunden, men ikke desto mindre til stede. Jeg er meget i tvivl om det er præcist (nok) at sige at "Inden april registrerer, hvordan verden træder frem for et sansende jeg", eller at sige at bogen har et fænomenologisk ærinde. Jeg synes ikke det sansende jeg spiller så afgørende en rolle, at det berettiger til at sige den slags. Betyder det så at man som digterjeg kan komme hinsides det sansende og skrivende jeg: Nej. Men derfor kan der godt være noget på færde. Og hvad er det i øvrigt jeget gør første gang det træder ind på scenen og man som læser får noget af et chok (det gjorde jeg i hvert fald, andre jeg har talt med sagde at de faktisk første gang læste hen over jeget uden at bemærke det): Det, altså jeget, går gennem det sidste af vinteren. Men her stopper det ikke: Det går gennem det sidste af vinteren ligesom vinteren gør.
Lone Nikolajsen På side 48 og 49 synes jeg, det forhåbentlige hinanden, der kan ses som bogens fikspunkt ret tydeligt viser sig som et menneskeligt (og potentielt politisk) anliggende. "Hvordan række udefter." står der. Og: "Som hvis håbet i det hele taget." Og: "Når jeg siger et endnu ikke hinanden. Siger jeg det så så det rækker udover. Hen imod hvilket hinanden. // Hvad for et udefter taler jeg så henimod. I grenværkets indeni." Det er vel ikke kun tingenes indbyrdes relationer, der er på færde her. Hvad den omhyggelige erfaring af de fysiske omgivelser har at sige eller gøre med det forhåbentlige hinanden er, ja, megaspændende, det kan jeg ikke svare på.
16 hours ago · Like · 3
Lone Nikolajsen Og hey, punktummerne er formede som små fede plusser, flot Kizaja!
16 hours ago · Like · 1
Lone Nikolajsen Og en ting til: hvad er det, du mener om syntaksen, Elisabeth? At den er politisk eller lægger an til en utopi? I så fald hvordan ...
16 hours ago · Like · 1
Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen Hørt med det ontologiske frem for epistemologiske, det er en god hemmelig tese. Selvfølgelig er der en sansning, en sensibilitet - men det er ikke kun et subjekt, der perciperer, det er også et tænkende subjekt (og/eller det sanselige er også med fx Rancière allerede politisk). Noget andet: Da jeg først læste bogen, læste jeg af en eller anden grund det forhåbentlige hinanden som en forelskelse. Det gjorde jeg så ikke så meget anden, tredje, fjerde gang. Men jeg tænker også, at det hinanden kan være et intimt, et tosomt hinanden, sideløbende. Hvis der er en utopi om et kommende fællesskab kan den også være ganske konkret.
15 hours ago · Like · 1
Lars-Emil Woetmann Nielsen I forhold til det ontologiske, så tænker jeg, at der er en længsel mod en intimitet med tingene eller omverden. Det betyder også, at der er en afstand. Og vejen til denne intimitet går gennem gentagelserne og ikke mindst de gentagede præpositionelle relationer, disse små forskydninger, der producerer en sammenfiltring eller forbundethed med verden a la kvantefysikken. Men om det har karakter af en form for nærværsmetafysik eller vi mere er ovre i noget differensontologi gumler jeg lige på. Og hvad sker der, når det bliver forår? Vigtigt som mikkel pegede på tidligere er det, at det ikke er forår endnu.
15 hours ago · Like · 1
Tue Andersen Nexø Det er en fin tese, Mikkel, men den passer bedre til Amalie Smith og Ida Marie Hede end på den her bog. De er jo optaget af en verden, der eksisterer hinsides den måde, den umiddelbart fremtræder for os. Kræften som noget virkeligt, men på en måde usynligt osv. Det elektromagnetiske som noget, der kun kan ses indirekte, gennem sine effekter, aldrig i sig selv. Men Inden april registrerer, hvordan verden træder frem for et sansende jeg. Her er ingen markering af en forskel mellem hvordan verden er, og hvordan den fremtræder. Måske er epistemologisk det forkerte ord. Dens ærinde er fænomenologisk, hos Amalie Smith mfl handler det om at overskride fænomenologien.
Elisabeth Friis ja jeg mener faktisk at syntaksen er politisk (også fordi den lægger an til en utopi, men det er næste trin) - men det argument kræver en længere smøre - og den vil jeg skrive ligeså snart jeg kan. Og poste på naden jo nok.
12 hours ago · Edited · Like · 1
Mikkel Frantzen okay en sidste ting, Tue (tak for alle de stadige/stædige indvendinger!): jeg ved ikke om tesen passer bedre til Smith og Hede (og Ravn og Rasmussen?) end til Chemnitz - MEN når jeg nu påstår at de har en eller anden grundanskuelse til fælles, at de deler en placering i det poetiske krydsfelt mellem ontologi eller etik (for nu at svinge os op på dén klinge) så kommer dette naturligvis vidt forskelligt til udtryk i de respektive bøger. Og det er i hvert fald mere "obvious" i ex. I Civil end i Inden April. Det kan der vist ikke herske nogen tvivl om. Men det åbenlyse er jo ikke nødvendigvis en fordel eller en styrke for hverken akademiker eller forfatter. Hvad betyder det så for Inden April. Det betyder at det 'ontologiske' og det 'etiske' er trukket i baggrunden, men ikke desto mindre til stede. Jeg er meget i tvivl om det er præcist (nok) at sige at "Inden april registrerer, hvordan verden træder frem for et sansende jeg", eller at sige at bogen har et fænomenologisk ærinde. Jeg synes ikke det sansende jeg spiller så afgørende en rolle, at det berettiger til at sige den slags. Betyder det så at man som digterjeg kan komme hinsides det sansende og skrivende jeg: Nej. Men derfor kan der godt være noget på færde. Og hvad er det i øvrigt jeget gør første gang det træder ind på scenen og man som læser får noget af et chok (det gjorde jeg i hvert fald, andre jeg har talt med sagde at de faktisk første gang læste hen over jeget uden at bemærke det): Det, altså jeget, går gennem det sidste af vinteren. Men her stopper det ikke: Det går gennem det sidste af vinteren ligesom vinteren gør.
Abonner på:
Opslag (Atom)
