Cecilie takker sit modersmål

Cecilie Lind, som jeg er umådelig stolt over at være kæreste med, har forrygende fortjent modtaget Modersmål-Prisen 2020 - her er hendes uoplæste takketale (trykt i Modersmål-Selskabets blad Sprog & Samfund 4, 2020):

Tak. 

Tak for prisen for mit sprog.

Et modersmål.

Mit søvnløse sprog, lige nu, min datter; hendes sprog: gråden. 

Min søn der har lært sætningernes logik - et ord er et ord - men to ord! To ord er magt.

Ud! 

Ud. Nej ud. 

Mælk, ja, ja mælk.

Mor far far mor (en sang).

Bo betyder

bolle

betyder

bog

betyder 

båd.

Når drengen, min søn, Samuel, når han er sulten, og beder om bo! - en bolle - glemmer han hurtigt sin sult igen for nu vil han lege med 

bo!

Sin båd

men så vil han ikke lege, så vil han læse

en bo!

en bog. 

Samuel betyder 

Gud har hørt

det håber jeg - han har

jeg har brug for en Gud - jeg har brug for at gud lytter.

Det her år, åh. Det her år der lyder så smukt.

Det her år der er et ekko.

Hedvig, Hedvig hedder min datter, jeg fødte hende med maske på - hvis jeg var syg - 

hendes navn betyder strid, kamp. 

Hun er så mild. 

Hun bliver stærk og mild. Han bliver stærk og mild. Jeg kan kun skrive denne tak med moderhjertet, det er det hjerte jeg har til rådighed, den tak jeg har at give; jeg er så træt, jeg elsker så højt, jeg frygter så meget, ængstes så voldsomt, håber så stærkt 

på

at fremtiden er til at bære 

for de nye mennesker.

At de lærer et nænsomt sprog, et sprog der er klogt. 

At de lærer digtenes sprog, at sætningerne kan slå sig og slå sig i stykker på tunger der ønsker at tale smukt og kærligt. 

Ikke at ville sige 

død 

smerte

undergang

gerne ville sige

kærlighed

omsorg

lys

men jeg ved ikke hvad vi kan sige. For at passe på. Jeg ved ikke hvordan vi siger træ uden at græde over at træet snart vil fældes, en tåre, tusind, jeg siger jer, jeg græder dem.

Jeg ville gerne skrive

gråd

Jeg ville gerne skrive 

kærlighed 

jeg ville gerne skrive

helbredelse

jeg ville gerne skrive mit barn og mit barn

nej

sige det

dem

min krop har sagt børnene 

min krop har sagt dem

som bøn og tak.

Og hvad sagde jeg med min tunge til min unge jordemoder imens hun hjalp pigen til verden,

ti stille, åh så ti dog stille.

Og hun tav.

Så kom Skriget.

Pigens.

En tunge er en muskel - hvor er det ækelt og godt.

Hvor er den ædel og våd.

Ikke et våben.

En blød blød klud.

Sådan gør jeg rent:

jeg kan ikke sige tak og ikke tænke kat. Ord vil spejle sig. 

De er forfængelige.

Prinsesserne siger 

jeg dåner 

heksene siger

hekselatter

en frø siger kvæk, siger jeg til Samuel og Hedvig. 

Siger jeg til jer; kvæk og tak og tak og kvæk.

Min replik er denne;

trøst,

tørst. 

vin,

hvin.

Som sagt, jeg er træt.

Som sagt, jeg er digter.

I sagde det. Det siger jeg tak for. Jeg siger tak til min mor og min far. For de lærte mig mit sprog. Jeg siger tak til mit sprog. For jeg kan elske og hade det.

Jeg kan elske og hade med det.

Helst elske.

Helst kærligheden. 

Jeg kan lære mine børn mit sprog. Så bliver det deres.

Det bliver et eje, et øje. På godt og ondt.

Helst børnene, tungen, træet, spejlet;

hvor er Gud dog dug. 

Hvor er tak dog kat.

Træ dog ært.

Prinsesserne ligger på dem.

Prinsesserne bliver gule og blå.

Symboler er også vold. 

Sprog kan gøre ondt. 

dem

med 

døm

mød

syl

lys

min søn griner og griner og griner;

jeg tager en pude på hovedet og jeg siger: 

Hat!

Jeg tager en bamse på hovedet og jeg siger:

Hat!

Min søn griner og griner og griner.

Det er og ikke er. Hvor er det sjovt!

Hvor vakte det rædsel og fryd og uro i mig da jeg læste Peter Bichsels bog Børnehistorier - som barn, i den ene historie; så hed alt noget andet end det det hed, så hed hylde ovn og stol hed frakke og sol hed kys, noget i den stil, alt skred, sproget var ondt og godt og gjorde. Det var en rædsel for mig, at se opløsningen, bare ved at kalde noget for noget andet.

Gå i stykker. Opstå.

Hvilken magt. Hvordan bruge den magt? Hvordan tale?

Tak til min onkel der gav mig den bog. Tak til alle onkler der giver deres niecer de rigtige bøger. Tak til de rigtige bøger for at være skrevet, og tak tak tak til dem der skrev dem.

Tak til digtene. De findes jo. Jeg kan læse dem. For evigt.

Det hele er alvorligt. Alt lyser. 

Ribs, savl, mælken.

Dagenes ende, den lykke. 

Tak fordi I gider takke sproget.

Det skal nok bukke og neje. Det er pænt. Det er 

opdraget. 

Behersket.

Lige til at gå i rette med.

Til at bruge. Til at bøje sig for. 

For hvad ellers?

Min datters hjertetunge.

Mit modersmål er dansk; hvad kan jeg sige om det?

Det vigtigste er at kærlighed er et længere ord end had. 

Det husker jeg.

Tak

Athena roser Cecilie

Den svenske oversættelse, ved Jonas Rasmussen, af Cecilies Mit Barn (som på svensk hedder Mitt Barn) har fået en særdeles positiv anmeldelse i Dagens Nyheter signeret Athena Farrokhzad, det gør glad! Her et uddrag fra og et billede af den gode anmeldelse: 

"I 40:e graviditetsveckan läser jag danska Cecilie Linds ”Mitt Barn”, nyss utkommen på svenska i Jonas Rasmussens följsamma översättning. Det är inte första gången jag ska bli förälder, jag har mina aningar om vad som väntar. Ändå slår dikten mig hårt i de nedre regionerna, som en krystvärk eller en koliknatt. Känslan understryks av att boken består av ett hundratrettio sidor långt flöde, utan vare sig sviter eller andra vilopauser. Lind skriver fram ett lika delar skitigt och upphöjt gränstillstånd där all tid samexisterar. (...) Dikten själv ställer sig inte frågan, den skiter i vilket. Den talar bara, maniskt som nyblivna föräldrar ofta gör, om en av världens mest universella erfarenheter som om den ägde rum för första gången. Och efter hand sipprar världen också in i glimtar, i ett jag som förhåller sig till utsikten att socialen när som helst kan ringa på dörren och vill skydda barnet från våldet i sig själv: ”döden kallar på mig / svälten är så långsam / hjärtstilleståndet till följd av bulimin? fegislösning / kanske en kniv och min vackra handled, men jag törs inte / ett tåg! ett tåg! / alla ska slippa mig, så fort som möjligt / alla ska få ro / särskilt barnet / jag vill inte låta honom växa upp i mitt mörker / jag vållar skada (…) / det måste sluta / varför lät jag mig befruktas?” ”Mitt barn” är en skoningslös och ömhjärtad bok som borde läsas av många. Både av de som lever med barn och de som vill veta något om hur omsorgsarbetet genom sitt radikala beroende utgör samhällsbyggets urscen. I en annan tid skulle den delas ut gratis på barnavårdscentraler, tillsammans med de obligatoriska d-vitamindropparna"

Og den her sang skal du også nå at få

Tiillykke med fødesldagen, min elskede

C
så

C
(og nu er det et verbum i imperativ)
så

CCCCCCCCCCCCCCCCCCCCCCCCCCCCC
så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så

MITT BARN

I dag udkommer Mit barn i Sverige som Mitt barn, fornemt forsvensket af Jonas Rasmussen, HURRA for det:

'

Cecilies cirkus

dette digt i debutbogen Ulven åd min eyeliner:

Her overvurderer en klovn sin næse

manegemassakre i to
øjeblikke gynger
linen nægter at
synge om
konfettikreationer på
catwalks ond
latter lyser op
i
hovedet på ham et
pejlemærke

(og cirkus nævnes sørme også i dette det første digt:

Her tager noget sin begyndelse

afbrudt af savl udsættes
akten indtil
nu hører du
op
sat på spidsen æder alle
krystal
er
intet i sammenligning med
det cirkussøgte
udgangspunkt)

I orden-anmeldelser

Cecilies Den nye spejltrådskaserne er blevet anmeldt 2 steder nu, og de er jo mange for så uforsonlig skrift:

I WA Bøger gæsteanmeldte Niclas Freiseleben Lund frustreret og beundrende (LINK), her hans afslutning:

"Egentlig er der noget misvisende ved at citere Den nye spejltrådskaserne som pænt afrundede udsnit. Fælles for de sammenhængende forløb og ophobningsdelene er netop deres svært navigerbare, drivende eller muterende karakter.

Det gør bogen til en krævende, genstridig og til tider frustrerende læseoplevelse. Resultatet bliver en slags øhops-læsning, hvor mit fokus retter sig mod stærke, prægnante dele, som der heldigvis er mange af. Lad os tage et mere:

»kærligheden er en forfærdelig skovtur med en forfærdelig kurv med en forfærdelig hank der gør det svært at fragte maden, den forfærdelige mad; de forfærdelige madder, madder smurt med forfærdeligt smør, smør der er skjult under honningen og kvalmen opstår men der tygges, mens myrerne kribler rundt under tæppet og er ækle, og skoven mørknes af mangel på sol, for solen skal sove« .

Godt? Ja. I passager som denne er der egensindig vellyd og power. Og der er bestemt den vilterhed, der forbindes med Lind. Alligevel forekommer det mig, at der er noget andet på færde i Den nye spejltrådskaserne. Ordknapt og lige ud ad landevejen er det ikke, men det er, som om direktheden og hårdheden fra Ragusa og Mit barn her bløder ind i legesygheden. Det er en mere kværnende og klaustrofobisk sproglabyrint, man denne gang føres ind i.

Det er som altid ret kompromisløst. Er det godt? Ja, ja, det tror jeg."

I Politiken i dag giver Lilian Munk Rösing (i sin første CL-anmeldelse - på tide!) 5 hjerter (LINK) og er bare ellevild: 

"Og når prinsessens barn, som jeget et sted har gjort sig til rugemor for, kaldes »Ferskensten Frankenstein«, er det på lignende vis en smuk og klangbåren navngivelse. Enkelte steder skejer klangen ud i regelrette rim. Således garneres den afsluttende kombinerede døds-og bryllupsscene ikke alene med et surrealistisk billede, der på karakteristisk vis genstandgør kropsdele, men også med et rim: »Jeg hørte dem hviske. Og hjertet var faldet lidt ud af min mund. Med tungen som sliske«. Hvis det minder mig om noget, minder det mig om den østrigske nobelpristager Elfriede Jelinek, der ligeledes mikser myter, antikke og moderne, i en på én gang indædt og vittig prosa, der bæres frem af klang og rytme. Humoren i Linds tekst frembringes ikke mindst af den sidestilling af det abstrakte (overførte) og det konkrete, som i stilistikken kaldes zeugma: »Mutters alene med læbestift på, med sorg i hjertet, med mod på mere«, »Døden klæder mig som det klæder en præst at spise ribs i sommersolen«, »Som mø med ører og hår og had«. Linds sproghengivne frie associationer bringer nyt liv i gamle klude: faste talemåder, eventyr og folkeviser, døde metaforer, stumper af salmer og digte. Det er digterisk kunst med kraft til at bringe alt stivnet i skred, ikke mindst stivnede myter, stivnede kvindebilleder."

Den gamle spejltrådskaserne

- fra Cecilies debut i Hvedekorn 4, 2008:

I en spejltrådskaserne

Håndledsdukkerne fanger en ækvatorparfume
Sådan stank dit idollig
I urets største mellemrum
Fortrængt?
Jeg duftede!

Denne her fantastiske bog findes nu!

Citat:

man elsker mig fordi jeg er en umærkelig gæst der nægter at rødme når jeg modtager klapsalve og hæder

hvid som sne til evig tid

jeg mister mælet som hun mistede skoen på trappen i flugt

jeg forsvinder, eller, det er min: 

ambition

at gå bort som oldemødrene

oldemødrene der hed og hed og hed

og de kaldtes hele tiden ind til te

så de ikke fik smudset ansigterne til af al den trafik man havde fundet på

motor

hjerte

navnene er trættende

jeg hedder mig i knæ

lyden kalder mig ind i sine tegn og gør mig til nogen

for nogen

Jeg magter det ikke

at være én man kan kalde til sig

så er man i farezonen

det chok det er at melde sig

at blive genstand for en skål – udstedt til min ære og mit helbred og min succes og mit ophav

præcis sådan kom jeg til verden: jeg fødtes af en blomst

en ekstatisk blomst med en stilk med mange torne og en blomst der var blodrød som et biografsædes plyssede røde stof

i det sæde sad:

den smukkeste pige med de smukkeste øjne, for nylig

denne piges datter er jeg gerne, drattende ud af hendes øjne når hun i nat græder sin sædvanlige gråd, jeg glider ud med tårerne og er genfødt og

parat

til at betale: det hvide ud af øjnene

for lykke, minder og hvile

som et rigtigt menneske, et menneske der har ben at gå på, og smil tilovers, og

tro på fremtiden og tro på at det er muligt at pudre sig til selvtillid, her holder jeg til: mest i mit hoved, og hvad jeg bærer med mig, primært: kvalmen over alt det unge ved mig, alt det unge der langsomt, men ihærdigt glider af mig, angsten for at slå fejl, og i stedet for at

indse at jeg aldrig kommer til at kunne føre mig frem blandt roser med kendermine, da lader jeg hånt om realiteterne og forvilder mig ind i antagelser om, at jeg ved bedst om torne og om beskæring og om dug der falder og om hvilken farve der klæder rosen bedst,

Da solen stod op om natten OG STEMTE PÅ CECILIES BOG!

Der kan stadigvæk stemmes på en vinder af Politikens Litteraturpris, og der kan stadig stemmes på Cecilie Linds Mit barn som vinder af Politikens Litteraturpris ved at sms'e 'pris cl' til 1218 - her første del af Benedicte Gui de Thurah Huangs motivering:

"To ord bliver ved at dukke op i Cecilie Linds langdigt, ’Mit barn’. Sol og hjerte. Hvis det gav mening at tale om ekstrapoetiske ord, ville de to være oplagte kandidater. Hos Lind er de under stadig forvandling, digtet så at sige vrider og vender dem. Hjertet er ikke kun en metafor, men et blødt og udsat organ, som slår sig, revner og vokser, mens digtets jeg føder sit barn og vænner sig til at være mor.​​ »Hjertet og endetarmen brister« står der i skildringen af øjeblikket, lige inden spædbarnets hoved titter frem. Med den sætning sparkes det slidte idiom ’mit hjerte brister’ ud af det bevingedes sfære og ind i en ny erfaringsverden af udmattelse, lys, kærlighed, stank og blod. Med ét er alting anderledes end før. Jeget ved ikke længere, hvem hun er, men forsøger alligevel at beskrive sig selv, først som »MODERGUDEN«, der modtager saft og ristet brød som offergaver, og siden som en forrykt sol ude af trit med tiden: »Jeg er solen der stod op om natten«."

Linen "Jeg er solen der stod op om natten" er, kan jeg oplyse, en direkte henvisning til en af Cecilies yndlingsbørnebøger : 

X C

Stem på Cecilies Mit barn som vinder af Politikens Litteraturpris, skriv "pris cl" på en sms til nummeret 1218

Post-Bet F-Have-chilling

Glemte også denne store anmeldelse

(link HER) af Orissa-biblioteket i Atlas skrevet med voldsomt poetisk engagement og temperament af Malte Frøslev - uddrag fra afsnittet om Ragusa:

"Som hos Julén er der noget ved stemmen i Ragusa, der virker ind på det, der står; stemmen i Orissa der renser sprogets tomhed med sorg. Men hos Lind er sproget ikke tomt. Det har tværtimod fylde. Der tales ikke i tomme floskler om tristheden og graviditeten. Det er hårde sætninger. De er ikke patetiske eller præget af den samme plathed, som sætninger i Orissa er. Det er skønne og poetiske sætninger. Det er forfærdelige. Det er sætninger med kærlighed; virkelige. Det er ikke en rensning, som Juléns konkretpoetiske projekt. Stemmen her virker mere som en elektrisk ladning, der oplader skriftens fylde med en tristhed. Som når Lind skriver »drak blot mælken og forlod huset // man må formode at jeg havde til hensigt at / søge mod havet«, oplades modermælken med en sorthed, og havet bliver en slags determineret endeligt for livet, der i første omgang kom derfra.
Formen fra Orissa bliver i Ragusa brugt som et opbrud, ikke af det enkeltstående og løsrevne som hos Julén, men af sætningernes fortsatte løb fremad."

Håbløst forsinket tillykke

til min kæreste Cecilie - LIND! - med Statens Kunstfonds treårige legat, det var så dejligt for vildt, at jeg slet ikke fik det noteret på bloggen , opdager jeg - de andre litterære legatmodtagere er Theis Ørntoft, Caroline Albertine Minor - som jeg begge læser løbende og går ind for - og Sarah Engell, som jeg ikke har læst, og Pia Friis Laneth, som jeg ikke har læst, og Lars Movin, som jo er en kulturel arkivar og kronikør for herren - godt selskab!

Her er motivationen for Cecilies legat, jeg kan sagtens være mere enig! men jeg er helt med, især på den sidste sætning:

- og HOV! fordi, det er en PDF, jeg copypaster fra, lyriseres opsætningen automatisk, men det passer jo egentlig meget god!
"

Cecilie Lind (f. 1991)

Cecilie Linds sprog er strømførende. Hendes stemme

er manisk og monoman, for meget, men også lige på

et virkeligt pigeliv og gennemført musikalsk. I sin

e bøger, sine oplæsninger og på sin blog iscenesætt

er og

afsøger hun uforfærdet det pigede et sted mellem de

t groteske og det nuttede (det gurleske). Siden

debuten i 2010 med

Ulven åd min eyeliner

har hun udgivet ”usagnene” Dughærget pupil acceler

erer

tusmørke, langdigtet Strunk, prosasamlingen

Scarykost

og romanen

Til en engels forsvar

. Senest har hun

bidraget til

Orissa-bibliotektet

med

Ragusa

en gendigtning af Ola Juléns

Orissa

. Genrerne omgås

respektløst, og der springes med hovedet først ud i

enhver tænkelig og kropslig erfaring. Det hele dri

ves i

sjælden og suveræn grad fremad i en vekselvirkning

mellem formbevidsthed og uforfærdet afsøgning af de

mest uhyggelige såvel som de flygtigste erfaringer.

Cecilie Lind har allerede sin helt egen stemme i d

ansk

poesi.

Tillykkedigt

Min elskede, tillykke
jeg har kun 1 nykke
det er din og vores lykke
vi 3 skal nå videre i 1 stykke
og langt videre end Ølstykke
til mindst Champagnestykke
og så skal vi boblende dykke
og alle papirhajer med vores legetøjspistoler nedpløkke

Yndlings-Benny-lineup

De første 3 digtere i Hvedekorn 4, 2008, med ret præcis 30 år imellem dem: - præsentationer og bidragenes førstelinjer (og -titler)

Benny Andersen 

Født 1929 I Hvedekorn siden 1957

HYLDEST TIL HOLDBARHEDEN

Hun holder hus og have og mig

+

Simon Grotrian

Født 1961 I Hvedekorn siden 1984

ELIAS

  

Jeg er ældre end min egen skygge

+

Cecilie Lind

Født 1991 Debut

aktier/ krøller fluen sit hulenæb sammen/ i en absolut afroblomst

Dagens sandhed - sandhedens dag

(apropos min gode anmeldelse i WA Bøger af Kenneth J + Sigurd Buch + Rasmus Halling og apropos min ven og min kæreste og alle mulige)

Sigurd Buch Kristensen

8 hrs ·

Gode venner skriver godt
Kenneth Jensen

Før paperbacken KOMMER PERLEPLADEUDGAVEN

Bet-vinder Gitte skriver på Instagram/Facebook:

Gitte Broeng

June 20 via Instagram ·

En ekstra fornøjelig ting ved faktisk at vinde Bukdahls Bet er de uhørt mange og festlige gaver, der følger med. Perlepladen, som Cecilie Lind havde lavet, var den fineste.

 

Haltende natterim til dig inde på stuen

Lovord
til hans mor

Hyldestoder
til hans moder

Op med skodder
for his mother

Af med kutter
for hans mutter

Cecilie Lind tagged you in a post on Facebook

Cecilie Lind added 2 new photos — with Lars Bukdahl.

Jeg fødte det her lille fantastiske menneske i torsdags, d. 22. februar. Vi elsker ham afsindigt højt. Så skrøbeligt og stærkt det føles at være nogens mor.