fredag den 10. august 2018

Den Tårevædede Skægtale

- i WA Bøger i dag står som kommentar Den Vindtørre Skægtale, der er identisk med denne Den Tårevædede Skægtale bortset lige fra slutafsnittet, fra og med skæg-interview-citatet. Ved fødselsdagsreceptionen i forgårs læste jeg begge slutninger op:

Hudløst fuldskæg

Min ven Jens bliver mærkeligt nok 50 denne 8. august: Hans vældige fuldskæg er ikke helt så gammelt, men har, vil jeg påstå, altid være på spring. Gennem hele Jens’ mytologiske Risskov-opvækst hvilede skæggets fantomskygge over kinder, hage og hals. Fra jeg mødte ham første skoledag august 1984 på Aarhus Katedralskole, indtil skægget – hvornår`- vel engang i 90’erne første gang begyndte at mørkne frem og oppe i 00’erne avancerede til at blomstre vildt og monstrøst.
. Jens’ skæg er et Blendstrup-værk i egen ret, et stadigt rekordforsøg – ingen anden dansk forfatter er nået tilnærmelsesvidt så langt, ikke engang Frank Jæger i hans sene kriseår, ikke engang Sten Kaalø som frimenighedspræst– et brand og en brand, udtalt på henholdsvis dansk og engelsk, et mobilt skjulested og en stor fed metafor på liv og værk.
. Jens’ tekster er som hans skæg. De er en fuldkommen original uredelighed voksende direkte fra og i samme bevægelse skjulende en håbløst renfærdig nøgenhed. Og pointen er jo så, at nøgenheden optimeres af skægheden. I form af et kæmpeskægs totalt sammenfiltrede rotorblade får nøgenheden mirakuløst vinger og bliver ikke bare skønnere og sjovere, men også sandere.
. Jens’ skæg er desuden en fælde. Læsere og tilskuere lokkes til af den tilsyneladende godmodige julemandsstil og låses umærkeligt inde i det ubændigt fabulerende krat; 100 år er ikke nok til at komme fri af en Blendstrup-tekst, der er vokset helt ind under huden.
  Mit yndlingseksempel er og bliver fortællingen ”Fodboldfesten”, fast indslag i vores fællesshow Litterær Hypnose og derfor klart den tekst, jeg har hørt læst op flest gange i mit liv.
   Fortællingen tager udgangspunkt i en autentisk fodboldkamp mellem Irland og DK, hvor lyset gik nede på banen. Jens lader tiden gå i stå i alle de små stuer, og derfra vokser fortællingen frit og rasende – refræn: ”Der hentes flere øl” – indtil lyset vender tilbage til Dublin Stadion, og fortællingen går ultimativt amok. Og publikum til deres fnisende gru opdager, at de lige har slugt et stort, frygteligt skæg. Det er præcis, tænker jeg, som at overvære en fast motion-optagelse af Jens’ skæg i årelang vækst. Skæg er endda et meta-motiv nede i teksten, hør bare:  
  ”Der hentes flere øl. Mændenes skæg vokser vildt gennem husenes sprækker og kroge. Små fugle har bygget rede, Indimellem må fuglene flygte, når mændene løber frem og tilbage og tager skægget med sig.”
  Jens har kun skrevet én komplet skægløs bog, og det er selvfølgelig Gud taler ud, den nyklassiske og gudhjælpemig filmatiserede roman om hans utrolige far, Uffe Blendstrup, Uff mellem sønner, hvor reglen var nødt til at være, at der ikke måtte findes på, ikke vokses skæg. Der er det, der gør den bog så særligt intens, med et barberblad pløjer den sig gennem alt det skæg, der ikke er der. Og ligesom Jens godt og grundigt har forløst sin fars digterdrømme, er han også gået til de fulde yderligheder med Uffs ustadige, beskedne skægtilnærmelser.
  Efterfølgeren til Gud, soldaterromanen Bombaygryde, er allerede voldsomt skægoverløbet. Jens meldte sig ikke til kamptropperne på Bornholm, fordi han tabte i Matador til sin far. I know! Jeg var til stede! Men nu om stunder tror Jens selv på, at det var sådan det gik for sig. På den måde vokser skægget ind over grænsen mellem fiktion og virkelighed., fra begge sider vel at mærke.
.  Jens er nemlig selv som sit skæg, han smykker alting mere skægt og skægget. Mellem 20 til 80 % af ethvert interview er det rene opspind og/eller groft fortegnet og overdrevet. Jeg holder hver gang regnskab, til Jens’ store irritation, bare for selv at have et vist realitetsstyr. Dette citat fra et Politiken-interviewe vurderer jeg til en høj grad af sanddruhed:
. ” Når jeg har skæg, er det, som om jeg har min egen lille Thylejr indeni. Jeg føler mig fri. Jeg prøver heller ikke at spille venlig eller høflig. Det er rart at se lidt skræmmende ud. Måske fordi jeg altid har syntes, at det var svært at være ung. Når jeg har skæg, er jeg mig selv. Og som regel også mere vanvittig. Og jo større det bliver, jo vildere bliver jeg.”
. Jeg misunder Jens’ skæg, både reelt og metaforisk, det er forfærdeligt sølle, hvad jeg selv formår, både reelt og metaforisk. Men sikke en glæde og et privilegium at forblive venner med et ægte skægmonster og kunne tale skægløst med ham, når det brænder på. Det dramadokumentariske dukketeater, der altid afslutter vores litterære hypnose, afsluttes altid med udskrålingen af et bestemt Tom Waits-refræn, som måske faktisk er nøglen til skæggets hemmelighed. Skægget er ansigtet for fuldt blæs drømt fantastiskere, og du er uskyldig, når du drømmer:
  You're innocent when you dream/ When you dream/ You're innocent when you dream/
When you dream”

Billedresultat for jens blendstrup 

(Foto: Mariana Gil)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar