onsdag den 9. januar 2013

At lufte de døde (og så på vej til Sønderborg)

Jeg kan ikke få linjen og udtrykket "Walking the dead" fra Bowies nye sang ud af hovedet, og på dansk må det selvfølgelig blive 'At lufte de døde'; jeg kommer i tanke om Per Aage Brandts tredobbelte kommunikationsmodel på powerpointen i Testrups foredragssal i mandags, hvor den kommunikerende bag om ryggen på den/dem, der kommunikeres med, kan lade de døde tale, altså andre der har kommunikeret før, og endda lade døde, der aldrig har levet, nemlig litteraturens personer og fortællere tale. Jeg er på vej til Sønderborg for, så vidt jeg har forstået, at tale om poesi og (ny nordisk) skole og tænker, at Bowies linje meget fint udtrykker, hvordan der ideelt set skal undervises i tekster, herunder poesi: læreren skal lufte de døde! Og jeg faldt tidligere i dag over dette perfekte digt af Eske K. Mathiesen i den lillebitte samling Herbarium, der siger det samme på en anden, lige så poetisk måde, for når vi finder digtet, finder det jo os:

Mågeskelettet fjedrer livligt
i drengens hånd: Se, hvad jeg fandt!
Se, hvad jeg fandt, mumler skelettet
og løber videre med drengen.

4 kommentarer:

  1. det er også titlen på den engelske tv-serie, der på dansk kaldes SAGEN GENÅBNET.

    SvarSlet
  2. vel er det ej, den hedder jo WAKING THE DEAD!

    SvarSlet
  3. We are the Dead
    Bowie lufter os
    Derfor er den
    sang så god

    SvarSlet
  4. ... The Walking Dead ... ::: Zombie Zone Zone Z

    SvarSlet