Den knutzonske komedie-poetik på anden hånd

Reportage fra foredrag med Line Knutzon i Kakofoni den 28. november 2012. 

Skrevet af Nicoline Thoning.

Knutzon beskriver, hvordan hun opdagede, at selvom hendes tekster var skrevet i ramme alvor, så vakte de altid latter hos publikum, der var således aldrig et ønske om at være sjov, det var hun bare. Dette leder Knutzon videre til en diskussion om komedien og hvorfor hun synes netop denne genre bør løsrives fra lavstatussens trældom. Hun fortæller om, at komedien er fin, idet den skildrer livets ondskab, fordi den er uden udvikling. Karaktererne har aldrig lært noget og det er der, det alvorlige skabes. Dernæst bevæger hun sig over i en snak om sine egne arbejdsmetoder, hvor hun fortæller om at dramatikerne er plaget af en relevanssyge, hvor der er et kæmpe emnefokus, hvilket hun fortæller om i en ironiserende tone. Emnefokus er bestemt ikke noget Knutzon ynder at arbejde efter, for i hendes arbejdsproces kommer emnerne til hende og ikke omvendt. Ydermere er hun netop aktuel med børnebogen Lille Alan- den menneskelige antenne, hun har skrevet sammen med Peter Frödin, hvor hun bevæger sig ud i en snak om, hvor svært det var at skrive prosa, i særdeleshed på grund af alle de beskrivende sætninger, som dramaet ikke indeholder. Samtidig fortæller hun om, hvad dramaet netop kan og om, hvorledes hun synes onde og dumme mennesker er det bedste materiale, idet de rummer et fattigt sprog, hvorigennem man som dramatiker skal skildre dem, idet det er karakterernes sprog, som skaber dramaet. Dette er en pointe hun tydeligt illustrerer, da hun læser op fra Måvens og Peder får samtalekøkken, hvor personerne vækkes til live i kraft af deres individualiserede sprog. Således afsluttes en hylende morsom aften, der efterlader folk med et smil på læben, hvorefter de kan vende næsen hjem, opløftet af latterens rensende effekt.