Guldhornenes spooky-spøjse sidekammerat

Jeg havde brug for "Guldhornene" til mit foredrag og fandt et optryk af Digte 1803 på hollandsk udsalg i Helligåndshuset - digtet efter "Guldhornene" er "Violsamleren", det er ikke underligt mindre kendt, fordi det er mere gotisk mærkværdigt (hvad i alverden laver de BIER i digtet?) end punket hallucinatorisk:

Nattens blege Gienfærd lyste,'
Stormen dreied Kirkespiret.
Emma ved min side gyste,
som en Engel lilieziret.

Nattens sorte Haner gole,
bange gik min troe Veninde;
hendes hvide Silkekiole
flagred i de kolde Vinde.

Svagt en Stemme til en Cither
langsomt hørte vi at qvæde.
Da vi treen for Portens Gitter
stod der Een i Dödningeklæde.

Emma kom, din Moder vinker!
See, hist ligger jeg saa ene,
medens Sol og Maane blinker
paa de kolde Marmorstene.

Emma sank i mine Arme,
stirred Skyggen mat imöde;
trykte mig med sidste Varme,
smilte zittrede og döde.

Hiem jeg bar min Elskerinde,
koldt bestraalt af Nattens Sole,
Underlige Dödningevinde
vifted i den lange Kiole.

Derpaa jeg til Lunden ilte,
gav mig flittig til at söge,
mens bestandig Maanen smilte
bleggul paa de sorte Böge.

Fandt det elskte Træe, som heldte
over os saa tit fortrolig;
græd imens jeg træet fældte,
slæbte det til Emmas Bolig.

Kyssed hendes hvide Klæder,
greb en Saug saa mat og ene,
danned saa de lange Bræder,
som indeslutter hendes Bene.

Hen til hendes kære Bier
derpaa jeg mig sagte skyndte.
Skovens milde Melodier
vidned Morgenen begyndte.

Bien stak, jeg fandt det ikke;
ud jeg tog den store Kage.
Emma stod for mine Blikke,
stirrende saa huldt tilbage.

Biens Stik jeg henrykt taalte.
Lys af gule Vox jeg stöbte.
Klart den sidste Nat de straalte,
da jeg hendes Lig indsvöbte.

Snoren rasled, i det Dybe
sank hun, fulgt af min Taare.
Rædsomt fölte jeg det krybe,
giennem hver en lunken Aare.

Næste Nat da Stiernehorden
veltede sig op af Havet,
ilte jeg til Kirkegaarden,
hvor min Emma laa begravet.

Södt en stemme til en Cither
atter hörte jeg at qvæde.
Tæt ved Portens sorte Gitter
stod hun i sit Dödningeklæde.

Ludvig kom, din Pige vinker!
See hist jeg ligger saa ene,
medens Elskovs Stierne blinker
paa de hvide Marmostene.

Emma! råbte jeg med Klage,
tag mig med, du Eiegode!
See hvor bleg jeg staaer tilbage
paa den kolde, mörke Klode.

Ak da hæved hun sin Finger
höit, den englehvide Pige;
viste mig den Stie som svinger
ukiendt sig til Himmerige.

Med en Taare i sit Öie
kyssed hun mig ømt paa Munden,
stirred bönlig i det Höie,
sukkede - og var forsvunden.

Derfor sanker jeg Violer;
de mit blege Lig skal klæde,
naar i Nat de hvide Straaler
vinke mig til evig Glæde.