Nielsen i loop

2 andre fund i Helligåndshuset talte pludselig med hinanden, da jeg sad i i gårs IC3 og bladrede i dem.

I Kritik 201, 2011 (jeg køber og læser det blad for lidt (fordi jeg ikke får det gratis)), skriver Hans-Jørgen Nielsen i en 1968-korrespondance med Niels Barfoed (der åbenbart aldrig fik svaret på dette brev nr. 3) om en bittelille Peter Bichsel-tekst (ERKLÆRING/ Om morgenen lå der sne./ Man kunne have glædet sig. Man kunne have bygget snehytter eller lavet snemænd, man kunne have stillet dem op foran huset som vogtere./ Sneen er opmuntrende, det er, hvad den er - og den kan holde én varm, når man graver sig ned i den, siger man./ Men den trænger ind i skoene, blokerer bilerne, afsporer togene og gør afsides landsbyer ensomme.):

Du slipper hurtigt teksten som konkret sprogligt fænomen til fordel for nogle psykologiserende "perspektiveringer", uden hvilke teksten ikke får "sin fulde dimension som sammenhængende helhed". Ud af disse perspektiveringer kommer en tekst, der fremtræder som rekapitulation af den tidlige modernismes tragisk-deterministiske kriseideologi: Engang-var-vi-ét-med-moder-natur. Men-så-kom-splittelsen-og-teknikken. Og-den-er-vi-nu-tragiske-fanger-af, for-der-er-ikke-plads-til-det-emotionelle-og-fortroligt-vidende-forhold-til-naturen. Forholdt der sig sådan, ville jeg afvise teksten som både banal og sentimental. Det er ikke den slags perspektiveringer, der giver den værdi og dimension for mig.
  Jeg er i min læsning mere tilbøjelig til at fastholde teksten som sprogligt fænomen. Som grammatisk-eksistentiel maskine., bygget af spændinger og polariseringer mellem de forskellige eksistensmuligheder, der svarer til de anvendte grammatiske kategorier. For mig får teksten sin værdi, "sin fulde dimension som sammenhængende helhed" i sammenhængen mellem dens sprog- og virkelighedsbilleder. Det er dér dens kunstværdi ligger. Ikke i vidtspundne kulturessayistiske betragtninger hinsides ordene. Og det er altså denne sammenhæng, jeg mener en læsning bør oplede. En læsning der fører til en tekst med en helt anden mening end din, nemlig til et eksistentielt opgør med determinismen og den ufrivillige tragik med placering af ansvaret, hvor det hører hjemme: Hos det menneske der ikke vælger at  gøre noget ved sin verden, hvorfor det bliver verden, som løber af med det.

I Kamilla Löfströms interviewbog (ofre: Bo hr. Hansen, Pia Juul, Nicolaj Stochholm, Morti Vizki) Motorvej til Babylon siger Pia Juul på et tidspunkt - og dribler elegant bolden, hvis ikke faktisk foden fra Hans-Jørgen (mens Barfoed forsvinder helt i horisonten):

Jeg holder meget af læsning og analyser, men det kan stadig ikke forklare den der umiddelbare følelse man kan få. Man kan analysere sig fem til om noget eksempelvis er noget vrøvl, men selv vrøvlede ting vil kunne bibringe folk noget. Der er et digt af Hans-Jørgen Nielsen der på en måde virker som en ordleg. Det begynder "ikke blot hende men også den måde hun smiler på". Jeg får tårer i øjnene hver gang jeg læser det, og det skal man ikke underkende. Det kan han også godt have villet. Men han var alligevel bare så optaget af formen at jeg tænker: ha! Der snød poesien ham. Han kunne ikke undgå at bevæge, og det synes jeg er så fantastisk. Det er ikke sikkert at han ville undgå det, men det kunne jeg ikke lade være med at tænke første gang jeg så det. Det kunne så være et bevis på at han er digter.