Viser opslag med etiketten bloglæsere. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bloglæsere. Vis alle opslag

fredag den 21. september 2012

Statusblues

For tre uger siden fik jeg en mail fra Thomas Hvid Kromann, jeg ikke svarede på:

Kære Lars, jeg skal sammen med Martin Glaz Serup skrive om den litterære blog i DK ifm. Standarts jubilæumsnummer. Din blog er linket til din papirbaserede kritikerpraksis, men fungerer også som supplement, hvilket er interessant. Ifm. Anne-Marie Mais bog om steder i litteraturen, var du lidt efter hende, fordi hun ikke aflæste antallet af besøgende korrekt og dermed marginaliserede bloggen. Ifm. vores artikel kunne det være interessant, hvis vi kunne få adgang til dine besøgstal på bloggen, dvs. "previous 30 days" og "previous 12 months". Det kunne være interessant at se hvilke svingninger der er. Og så kunne vi sammenligne med tilsvarende data på Kornkammeret. Det vil kræve at du går ind og tjekker historikken på din blog (hvilket jo er nemt nok) og så PDF'er disse tal til os? Det kunne være interessant også at have et statistisk perspektiv på artiklen. Lad os høre fra dig (deadline er om et par uger, så ...) Bedste hilsener Thomas

og i tirsdags mailer Martin mig - noget mere stram i mælet:

Kære Lars, Thomas Hvid Kromann og jeg skriver en artikel om litterære blogs til Standart - må vi ikke i den fiorbindelse sprøge til Blogdahls besøgstal? Hvor mange kigger egentlig forbi i snit om dagen/ugen/måneden???? Bedste hilsner fra Martin og THomas

Og nu svarer jeg omsider, omend nødtvungent, og jeg svarer, at jeg ikke har svaret, fordi jeg lige præcis de sidste fire uger, pga. VILDE force majeurer, har været utypisk inaktiv - mange dage kun en enkelt blogpost og decideret INGEN blogposter, hvilket gør mere ondt på mig end på jer, kære bloglæsere - og besøgstal hænger nu engang snævert sammen med skriveflid, rimeligt nok. Lige før bloggen gik ned i omdrejninger, havde jeg rimeligt fast et dagligt besøgtsal på 1000+ (op til 1300) og i forsommeren var månedstallet oppe på over 29.000 (nåede vist ikke 30.000). OG UNDSKYLD MIN UFORBEHOLDNE GLÆDE OVER DENNE PLATTE KVANTITATIVE POULARITET; MEN FOR FANDEN JEG HAR UDGIVET DEN ENE DIGTSAMLING EFTER DEN ANDEN; DER HAR SOLGT 123 EKSEMPLARER, I AM ENTITLED! Men sådan her ser tallene ud denne fredag 21. september klokken 10 (efter jeg i går og i dag (ikke kun af den grund!) har været en SMULE flittig):

Sidevisninger i dag 189
Sidevisninger i går 741
Sidevisninger den seneste måned 23.190
Samlet oversigt over sidevisninger 568.245

Tilfredse, Thomas og Martin? For det er jeg ikke!

fredag den 14. september 2012

Blogtyveri

Det er frygtelig skamfuldt med den lille, hårde tristhed over, at en tekst, man har skrevet til en BOG, lige så godt kunne have en været en lang BLOGpost - og hvilke tekster kan IKKE være blogposter? og hvilken størrelse kan en blogpost IKKE have? - som nu fx den tekst jeg netop har afsendt til Forfatterskolens 25 års jubilæumsbog, betitlet "1 stk. forfatterskolelitteratur", FORDI man/JEG ved, at teksten ville få mange flere læsere, vel ca. tre-fire gange så mange, på BLOGGEN end i BOGEN, og som sagt jeg skammer mig FRYGTELIGT!

lørdag den 24. december 2011

Jeg troede sgu lige Ib Michael havde stjålet min cykel IGEN

fordi jeg måske, måske ikke har stjålet juleeventyret nedenfor, men så kom jeg i tanke om, at jeg havde parkeret den foran Kluns i går eftermiddags, da jeg skulle stresskøbe de sidste gaver i TP, og så hastede jeg ud af porten og op ad Gl. Kongeveje og fandt den intakt heldigvis, med samt hjelm, og så kørte jeg hen til 7-eleven og købte en sixpack med juleøl, ikke for at fejre fundet af cyklen, men fordi vi manglede juleøl til julefrokost, og så cyklede jeg hjem igen, og nu sidder jeg her og skriver blogpost og venter på, at min søster og hendes familie, som ikke er Ib Michael nogen af dem, ikke helt i hvert fald, dukker op, fordi jeg gerne vil ønske mine bloglæsere, der i løbet af 2011, er vokses eksplosivt i antal, ikke mindst, men forhåbentlig heller ikke mest, takket være Ib Michael, det bøllefrø, glædelig jul!