De bliver ved med at tale om Helle Helles undertekst, senest i i en enquete i Berlingske:
Akademiker Per Krogh Hansen:
Helle Helle kan udtrykke sig knapt, uden
at det bliver fladt. Hendes sætningskonstruktioner er ofte meget ens,
hun har aldrig rigtig lange sætninger, og hendes metaforik er altid
voldsomt nedtonet.
I hele den enkelhed får hun alligevel skrevet en enorm dybde frem, og den kombination af enkelhed og dybde er helt egen for
Helle Helle. På et tidligt tidspunkt i forfatterskabet sagde
Helle Helle selv
i et interview, at det, der interesserede hende, var de sorte huller
mellem mennesker. Alt det, der ikke bliver sagt. Det ligger som en slags
poetik for alt, hvad hun har lavet. Hun er enormt god til at få det
usagte frem, uden at det nævnes.
Forfatter Josefine Klougart, der majestætsfornærmende jævnfører sig selv med HH (men som Krogh Hansen i Berlingske har det med at give 6 stjerner; jeg formoder ikke, han vil give HH mindre):
Man kunne mene, at
Helle Helle og
jeg er en slags modsætninger - minimalisten over for den metaforridende
romantiker med hang til sidelange essayistiske udfald. Jeg tror, det er
for enkelt tænkt. Det er klart, at Helle
meget bevidst arbejder med underteksten, det, at noget konkret i det
litterære sprog også bliver et tegn på noget andet.Men
det gør jeg også i den forstand, at sproget refererer til noget andet,
en virkelighed, der er dyb og kompleks og derfor ikke kan artikuleres
fuldstændigt i teksten, men må bero på de sammenstød og forbindelser,
der skaber overskridende lakuner af erkendelse i teksten.Og her vil jeg pege på problemet i at læse
Helle Helle og mig som hinandens modsætninger, for hvem ved, om
Helle Helle ikke
også bare gerne ville lade fasanen fremstå sådan: Som noget
»virkeligt«, der synes særligt tungt, dybt, ultrakomplekst og
uoversætteligt - som noget ubestemt »andet«.
Men der er ikke nogen undertekst, der er ikke nogen dybde, der er i mindst lige så absolut grad som hos fx Jørgen Leth den sproglige overflade der er og hvor alt synligt sker og betyder.
To citater. Fra WA 2014:
»Jeg kan lige så godt sige, at det aldrig er symbolsk,« udbryder hun. Nogle
gange tænker jeg på det, der står i bøgerne, som en slags indviklede
diagrammer, som ser meget rigtige ud, men som der er noget uløseligt
ved.For den her bog kunne man lave et
hårdiagram, for der er mange typer hår og hårsnoning, og det er sådan
nogle konkrete størrelser, jeg skriver på.« - Hvad er en god konkret at
skrive på? »Stegepander i et net for eksempel,« siger hun og skubber
stolen væk under sig, mens hun hanker op i en blød pose med to aflange
håndtag stikkende ud.»Det er stegepander,« siger hun og haler en frem.»Dem
har jeg taget med til min søn. Han er lige flyttet til København og har
allerede brændt én stegepande på. Men det kan være alle mulige ting.
For eksempel blev jeg så glad, da jeg fandt ud af, at det der bælte med
små flasker i, som mange løber med, hedder et væskebælte. Tænk at få lov
til at skrive replikken: ' Stik mig lige væskebæltet.' Det er da
megafedt!«
Fra Dansk Noter, 1999:
Jeg er ikke ude på noget symbolsk. Når jeg skriver er alt, hvad det giver sig ud for at være. Fasanen er en fasan, gryden er en gryde. Ræven er et dyr som tilfældigvis kommer løbende ud foran bilen. Jeg har ikke noget imod symbollæsninger og litterære analyser, tværtimod. Ingen analyse kan ødelægge en god tekst, og i rigtig gode tekster vil der altid være noget, der ikke passer ind i modellerne.
- og så vil jeg også citere fra Netto-magasinet
Lime, hvor Helle denne uge er på forsiden og indeni citerer fra et barndomsdigt, der virker ikke så lidt stærkere end de digte, hun i sin tid debuterede med i Hvedekorn under et tidligere navn:
Nu, hvor jeg lige er blevet færdig med at skrive en ny roman, har jeg brugt meget tid på at få ryddet op på kontoret. I en brun kasse fandt jeg den eneste dagbog, jeg ikke har smidt ud, fra da jeg var barn. jeg syntes, det var så pinligt, det, jeg havde skrevet i den. I dagbogen stod et digt, som jeg havde skrevet som otterårig, og som jeg kan huske, at jeg læste højt for min mor. Dengang sagde hun: "Jamen, det kan du da ikke selv have skrevet." I mange års syntes jeg, at det var så tarveligt, at hun sagde det. Senere forstod jeg, at det i virkeligheden bare var, fordi hun ville sige til mig, at det var godt, og at hun næsten ikke kunne forstå, at jeg selv havde skrevet det. Men i alle de år tænkte jeg, at min mor ikke troede, jeg havde skrevet det, og at jeg skulle vise hende. Og så begyndte jeg for alvor at skrive.
Det første vers lød sådan: "I haven stod en blomst, en rose vist det er, den har fået sin bekomst, den går på kolde tæer". Det er meget sørgeligt, for digtet ender med, at blomsten dør.
