Korruptionsfortrydelse

Jeg ville jo ønske, at Jan
Sonnergaard havde be-
stukket mig til at være
begejstret for Radiator*,
så jeg ikke behøvede at
martres af denne forfærd-
elige vished om forspildt
talent, forspildtere og for-
spildtere, indtil det bare,
talentet, er en rent negativ
kilde i Hawaiiskjortens blå
og menneskeforladte paradis. 


* . men jeg var det ganske gratis og frivilligt, på forsiden af WA Bøger i maj 1997 :

Humorens fjernvarme

  

Talent. Jan Sonnergaards noveller har en mirakuløs og præcis sans for humor.

af LARS BUKDAHL

Jan Sonnergaard Radiator. 227 sider. Kr. 275,00. Gyldendal

OG så hedder den »Radiator«, Jan Sonnergaards debutbog, ikke bare klukker eller klikker man højt af grin under læsningen, den hedder også kort og godt og ærligt og ironisk »Radiator«, hvilket jo var det ord Rifbjerg m.fl. mente, at Niels Frank mente, man ikke kunne anvende i poesi, fordi det i sin klodsede og håbløse konkrethed var et eksempel på det absolute upoetiske: lige netop, svarer Sonnergaard, og tøver derefter ikke med at bruge radiatoren symbolsk i den afsluttende novelle »Immatrikuleret 1.9.1982, spøgelse« om den langstidsstuderende, der efter at have fået 6 for sit speciale bittert driver rundt og mindes, hen mod novellens slutning støder han ind i studiekammeraten Voll, der fortæller historien om den menneskelige radiator: » - Barbara Hutton var hypotermisk, - siger han - hun var hypotermisk, hun frøs simpelthen hele tiden, Da han konstaterer, at jeg ér med, går stemmen over i en skinger råben: - Hun var millionær og boede i Tanger, og Truman Capote fortæller, at hun måske også var søvngænger. Hun var hypotermisk, og det var måske en form for hysterisk lidelse, men hun var millionær, og hun boede i Tanger, og den lokale doktors kone var hypertermisk. - Hun var overophedet, - oversætter han. - Doktorens kone hedder Helen Little, og Hutton får så tvunget eller bestukket hende til at komme ud til hendes palads i Tanger og varme dynerne op!« Hvilket beviser, at selv symbolik kan humor puste liv i, hvis den er opgaven voksen. Det er mellem den konkrete og den symbolske radiator Sonnergaards noveller slår sig løs, og med humoren som eneste ufravigelige æstetiske princip, der kort kunne kaldes distancens overskud. som f.eks. i novellen med den umådelige titel »Historie om en ung mand, der tvinges ind i et klædeskab, fordi et ubehageligt væsen bryder ind i hans kærlighedsliv på de mest umulige og ubelejlige tidspunkter«, hvor væsenet er en universitetslærer, som den unge mands kæreste har haft en affære med, og den unge mand på klassisk vittighedsmanér må gemme sig for i klædeskabet, når lektoren møder op på uanmeldte besøg; ved simpelthen at insistere historien større end dens farcekarakter kan bære, på humorens betingelser og ikke patetikkens eller psykologiens, opnår Sonnergaard en letfærdig monstrøsitet, der fremfor alt giver de tre personer mulighed for at virre sig frem til at blive noget nær tredimensionelle, toenhalvdimensionelle måske. Ligesom i den næstfølgende historie, »Tyveri«, der bruger 37 sider på at fortælle om en gruppe unge mænds hærge- og chikanetur gennem København, som et eller andet sted er ret sørgelig, og sikkert også ville være ret sørgelig at læse om, hvis ikke Sonnergaard var gået til sådanne detaljerede, vitale yderligheder i sit referat, at det lige så meget bliver personernes vilde og opfindsomme trods, der kommer i centrum og søreme i sidste ende på tværs af al moraliseren får lov til at triumfere. Humor er ikke bare en holdning, det er også et talent, og et eller andet meget væsentligt sted er Jan Sonnegaard uden videre benådet med en fantastisk sikker humoristisk sans og stemme og timing, det swinger slående rigtigt både i dialogen og hos fortælleren, men optimalt skarpt og blødt slår det jo sgu da kun, fordi han ved, at det også er et spørgsmål om holdning, til hele materialet, sproget og verden, og om hårdt arbejde, finslibning, at det ikke bare er et billigt trick til at spæde alt det sædvanlige sentimentale og psykologiske pis op med, sådan som det f.eks. er tilfældet i Kim Fupz Aakesons anstrengende forfatterskab. Sonnergaard minder mere om muntert ironiske generationsfæller som Thomas Bruun og Lars R. Stadil, og så på ét centralt punkt ikke helt, for Sonnergaard er realist, med en passion for præcis gengivelse af måderne, virkeligheden taler og gebærder sig på, og på alle tingene som sådan, alle radiatorene, deres navne og deres priser: penge spiller en enorm rolle i Sonnergaards tekster, som det da vistnok også gør i virkeligheden. Og når man har at gøre med en humorist med passion for realisme, plejer man at kalde ham for en satiriker, og det kan man for min skyld gerne, for det er en æresbetegnelse. De store noveller »NETTO og Fakta«, om den arbejdsløses hverdag, og »Immatrikuleret 1.9.1982, spøgelse«, om den trøstesløse kandidat, har begge i hovedrollen en ung mand på forfatterens alder (f. 1963), og med en fortid i tidligfirsernes punkmiljø, og begge spekulerer de en del over dengang og nu, hvilket jo tilsammen kunne synes at bringe dem uhyggeligt tæt på spøgelsesgenren Generationsromanen, som nyligst praktiseret af Jesper Uhrup og Benn Q. Holm, men her kommer akkurat humoren til hjælp, den dynamiske antisentimentalitet, og også den realistiske passion, der ikke er generationsromanskribenternes triste kuponhæfte fra 1984, men en springsk glæde over at fange et nu på kornet (og snarere et nu end et da, eller da'et badet i nu'ets skarpe laserlys, satirens pointe overfor søvnrealismens); jeg mindes i hvert fald ikke at have set hverken arbejdsløshedens eller universitetets rivaliserende limboer sandere eller skarpere portrætteret på skrift (hep, hep, ned med de lede lektorer), og kun hos sidste års debutant Pablo Henrik Llambías synes jeg man finder en nutidig satirisk åre, overhovedet der tåler sammenligning med Sonnergaards. Der er grusomme og gådefulde skygger i satiren i et par småhistorier om mobning og polterabend, og så er der novellen »Lotte«, som helt bogstaveligt lader satiren udvikle sig til den rene horror, efterhånden som tekstens og hovedpersonens interesse flytter sig fra hans intense småsnyderi bag bardisken til hans fascination af den næsten for perfekte Lotte, en hel umulig og rigtig god fortælling. Den unge mand, kvababbet jaloux i klædeskabet, kommer tæt på at være samlingens mest positive aktør, for ellers er det ensomhed og bitterhed og magtbrynde og ondskabsfuldhed og simpel træthed, der præger billedet, og så denne store humor, der ikke ændrer en tøddel, men sætter det hele i bevægelse, på papiret og i vores hoveder. Som Niels Frank i sin artikel om Radiator i Brøndums Encyklopædi skriver om sådanne tingesters intervention i litteraturen: »Er digtet på den anden side i stand til at bibeholde sin styrke trods fremmedordet, skyldes det givetvis, at digtet fra udgangspunktet har taget forbehold for sin modsætning (patos hhv. ironi) eller endog direkte har indopereret den. I så fald har digtet godtaget vores første antagelse om poesien som det lykkelige menneskes gråd, hvis digtet da ikke helt har vendt forholdet om og i stedet antaget poesien som det ulykkelige menneskes latter«.

Den her fortjener også genoptryk

Emhætten

Weekendavisen | 06.05.2004

af Jens Blendstrup

HAVDE besøg af mine 80er venner. Vi snakkede ikke. Men var til stede. På vores klare politiske og økonomisk uafhængige måde. 2 ølbajere til hver og så et kys på kinden.
Dan var der i sin polo-skjorte. Og Henrik i sine cowboys. Jeg sagde ikke noget til dem. De sagde ikke noget til mig. Vi har kendt hinanden længe. Der gik et minut, så knappede jeg min Hawaii-skjorte, talte til 10 og lod knapperne sprænge på stedet. Ha ha ha over hele keglebanen.
Hvad, går du op i fortiden, Sonnar? spurgte Dan så. Jeg ligger i en busk, svarede jeg og inhalerede min ølbajer og formede slurken som et spyd.
Oh yeah? Er det de rige svin igen? Næ, svarede jeg. Og holdt min kæft. Fordi vi var til stede på vores klare og økonomisk uafhængige måde. Kom nu Sonnar, hvad er det, svarede Henrik og slangede sine 80er cowboybuks ud på mit sofabord, så jeg kunne se hans forbandede forstadskæft, som jeg i grunden hadede, men accepterede, fordi han var min eneste ven udover Dan.
What the fuck er det, Sonnar? Det er omgivelserne, lo jeg og knappede en sjæleven op med vommen nummer 2. The soroundings, gentog jeg på en fuldkommen økonomisk uafhængig måde. Henrik piftede. Sejt nok, Sonnar.
Og vinklen? At jeg vil skide på de satans nepotistiske sataner af nogen rækværker omkring Usserød sø. De står der sgu kun for at skjule noget. Ja? Yes, svarede jeg uden at svare.
V gik ud på altanen og nød en stes-so-pils med gesims ud over det beskidte land, hvor jeg var konge. Og er der kød på sagen, Sonnar?
Hedder jeg Sonnar og er jeg overvægtigt godt skrivende, ligner jeg en blodtryksgnom med gashåndtag og skal det være en trilogi af kaliber eller ej? U bet, sagde Dan, som jeg havde kendt, siden vi sad på Floss og rakkede hele lortet ned dengang i ’85, hvor verden var fornuftig perspektiveret.
Men kan det holde til en trilogi igen? Ja, sagde jeg og hviskede fuldkommen pengeløst hudfarvet, den skal hedde Emhætte. Emhætte, Sonnar? U bet. Emhætte ved Usserød Sø 1, 2, 3. Come on, hvor er det daffy-laffy-leifi, Sonnar.
Sådan er der sgu ikke nogen, der taler, Henrik, sagde jeg. Nej, Sonnar, men det lyder sgu da meget godt, gør det ikke. Jo, indrømmede jeg. Men det er kun, fordi I er mine venner. Og sandheden er jo, at jeg har set den her Emhætte, der lå i vandkanten og kneppede en and for penge.
En and, Sonnar? Ja, en ganske almindelig lille småborgerlig and, der kneppede den for penge. Altså Emhætten, Sonnar?
Yes, svarede jeg og knappede en såkaldt sandhedsbajer op i bidder, og lod den samle sig i maven, og ved I hvad, det var ikke en hvilken som helst emhætte. Det var en anmelder-emhætte, som havde hængt hos verdens mest korrupte anmelder, og ved I hvad, sagde jeg med tungen godt nede i sandhedens mavesårssvælg på sandhedens mand i flødesovs, ved I hvad? Man kunne se på den, at den havde været en gave til Lars Bukdahl fra en forfatter, som han havde fundet på for 6000 kroner.
Hvorfor lige 6000? Fordi det lyder realistisk, svarede jeg og smadrede bajerflasken ned i bordet på en totalt politisk respektløs vis.
U scare me Sonnar, sagde Henrik og listede hen til min fod og kyssede den hårdt. U are so Frank! Che Ge Sonnar, sagde Gutterne og gik.
Gu er jeg glad for deres tilkendegivelse. Men det er ikke målet at frelse verdens folk for mig. Det er ikke målet. Målet er at ligge i en busk. At ligge i en busk og være sindssvag arrig og sprutte. Sprutte.

Opdater korruptionen, Jan

Taler man grimt på social medier, er der altid nogen der taler grimmere i kommentarfeltet - og taler man grimt om mig, taler Jan Sonnergaard altid grimmere og anklager mig for at være korrupt og inhabi. Men det har for fanden været de samme anklagepunkter de sidste 5-10 år, kan han ikke finde på nogle nye (hvad angår såvel nyheds- som sandhedsværdien: Jeg har aldrig sidder i "bestyrelsen" eller noget, der ligner, for Ø.K, jeg har aldrig haft problemer med at foredragsjobs og udfører dem helst alene, fordi det giver flest penge, jeg holdt op med at rose Sonnergaard bøger, fordi de holdt op med at være rosværdige, Guldager bad mig om optræder sammen med hende, fordi hun ikke brød sig om at optræde alene, og gjorde det på et tidspunkt, hvor jeg efter flere års ren ros (inkl. en tale ved tildelingen af Krtikerprisen, som altså ikke er 'mit' legat) var begyndt at anmelde hende kritisk, efter ret få jobs opløste Guldager samarbejdet, fordi jeg var blevet FOR kritisk, jeg anmeldte sidst en bog af Blendstrup for 11 år siden, men selvfølgelig holder jeg ikke kæft med, at jeg er begejstret for hans forfatterskab, Litterær Hypnose, som dårligt kan kaldes et "bureau", har vi ikke optrådt med i over et år, men vi har glædeligt nok et show i Taastrup i maj)? Her er Sonnergaards FB-genoptryk fra i går (jeg har ikke kunnet finde de oprindelige kommentarer af Sonnergaard og Bent Vinn, desværre), liket af Asger Schnack, der så åbenbart synes, dette er en smagfuld og sympatisk måde at debattere på; Benn Q. Holm kan lide både Schnacks opdatering og Sonnergaards kommentar, det kan jeg godt forstå:

HABILITET. KORRUPTION. SVAR TIL BENT VINN. Mærkeligt nok er Bent Vinn ude at tage Lars Bukdahl i forsvar. Han mener ikke, jeg argumenterer for at Bukhørmeren optræder inhabilt og småkorrupt. Dette har jeg nu argumenteret for masser af gange - så mange at jeg dårligt nok gider det længere. Først og fremmest i Dagbladet Information, hvor Bent jo selv skriver. Ovenikøbet et par gange i Bents egen klumme, som jeg vikarierede for ham i, da han havde brækket armen og ikke kunne skrive (“Andenvikaren”). Lidt er refereret i en artikel i det interessante netmagasin Doxa. Se http://www.magasinetdoxa.dk/naar-en-anmelder-og-en-forfatte… *
Men nu på opfordring gentager jeg gerne mine argumenter her. Kort fortalt: I årevis skrev Bukdahl spalte op og spalte ned om, hvor pragtfuldt et foretagende, forlaget “Øverste kirurgiske” var, intet var for småt til at blive nævnt, intet var for dårligt til at blive rost til skyerne. Men Bukdahl sad samtidig i bestyrelsen for ØK., og dette er helt entydigt et habilitetsproblem, som en seriøs kritiker ville have taget alvorligt. Da jeg selv debuterede, roste Bukdahl mig iøvrigt på den mest ulideligt kælne måde (“Jan-drengen”, “Sunnyboy” etc.) - samtidig med at jeg fik den ene indbydelse efter den anden til at optræde eller skrive for ØK. (jeg sagde naturligvis pænt nej tak). Metoden har også altid glimrende Katrine Marie Guldager oplevet, så vidt jeg kan se. Bukdahl bliver aldrig hyret til optræden med sine egne ting, fordi de er så ringe. For at få del i de honorarer, man kan tjene, må han derfor alliere sig med nogen, som folk gerne vil høre. Derfor forsøgte han sig med et makkerskab med Guldager dengang Gyldendal Booking eksisterede. Her kunne man hyre Guldager og Bukdahl som sådan en slags litterær duo. I den periode var der ingen grænser for, hvor godt, hun blev omtalt i WA, anmeldelserne var simpelt hen hver gang fremragende og LB gav hende sågar et legat. På et tidspunkt blev hun imidlertid (helt forståeligt) træt af LB, stoppede samarbejdet og udtalte sig iøvrigt (til Jesper Stein i Jyllandsposten) kritisk om Bukdahls evindelige tilsvininger af Ib Michael, Grøndahl mfl. Herefter har Bukdahl konsekvent omtalt Guldager dårligt og rakket hendes bøger ned. Mens de to samarbejdede var hun landets bedste forfatter, efter at samarbejdet ophørte er hun pludselig den dårligste. Og så er der lige den der med Blendstrup. Bukdahl er barndomsven, nærmest, med Jens Blendstrup og har også økonomiske interesser i ham idet de optræder sammen for penge (og har et lille bureau sammen, “Litterær hypnose”). Alligevel har Bukdahl gentagne gange anmeldt ham stærkt rosende og hyper ham stadig igen og igen i WA. Dette nærmer sig korruption og Bukdahl har da også indrømmet dette selv. I Information forsvarede han sig med, at honorarerne imidlertid er meget små for alle disse optrædener og oplæsninger, han får angiveligt kun “peanuts” for det. Hermed sagde Bukdahl i virkeligheden noget morsomt (ufrivilligt, selvfølgelig). Noget, som kunne være sagt af en Mae West eller Dolly Parton eller for den sags skyld af en karakter i en af Vinns bøger: “ Det er muligt at jeg er småkorrupt og kan købes for penge ... til gengæld er jeg billig!”

* Denne artikel er grunden til, jeg overhovedet orker at svare på Sonnergaards anklager igen; det heftigt hypede kulturjournalistiske magasin tager, uden at spørge mig, Sonnergaards ord for gode varer, selvom de er bundrådne og forlængst har overskredet sidste salgsdato, mindre af den slags kulturjournalistik, please.