Sonnergaards Madsenattak

Jeg anmeldte i fredagens WA Bøger Marianne Stidsens store interviewbog Levende litterater og fandt den lige lovlig ukritisk, især hvad angår 70'ernes ideologikritiske regimente og særligt ansigt ti ansigt med professor emeritus i litteraturvidenskab Peter Madsen, som jeg nævnte, at salig Jan Sonnergaard (som Stidsen i alle mulige andre sammenhænge priser) havde været i haserne på, da han, Sonnergaard, efter sin sensationelle debut med Radiator, 1997, og mange, mange forbitrede studieår på lit.vid. omsider fik taletid. Dette er begyndelsen på artiklen "De fede, de dumme og de bjergsomme" i Information 15. juli, 1997, nogle måneder efter debuten:

"I 1979 blev Peter Madsen professor på Institut for Litteraturvidenskab. Den yngste professor nogensinde og et ebvis på, at nu havde studenteroprørerne lang om længe fået magt. Der var blevet ansat en af deres egne. I en livstidsstilling, uden mulighed for opsigelse. Stor fest.
  Hvad der så var bagsiden af medaljen var, at hele proceduren omkring ansættelsen var gået om, ikke en, men hele tre gange, idet pågældende Madsen aldrig havde skrevet doktordisputats, og heller ikke ph.d. Men . Men vennerne troede på ham, og trumfede beslutningen igennem. Og mulighederne var jo åbne og der var god grund til at håbe.
  Lad os spole tiden små femten år frem. Madsen har stadig ikke fået skrevet disputatsen, eller ph.d'en, eller nogen bog, der med den mindste grund kan betegnes som "væsentlig". Men han har fået magt. Masser af magt. Så da et lektorat bliver ledigt på hans Institut, sørger han for at ansætte en af sine personlige venner, en mand uden ph.d ved navn Ferderik Tygstrup. Der er mange andre ansøgere i feltet - deriblandt et par, der faktisk har opfyldt deres formelle forpligtelser. Og er blevet ph.d. En af dem har også doktordisputats. Da Lektoratet bliver besat med Madsens ven, er der en overgang noget, der ligner debat.
  Peter Bornedal, som er en af ansøgerne, skriver harmdirrende i Politiken om ansættelsen af den nye mand uden grad. Og i et par uger debatterer visse aviser den usædvanlige ansættelsesprocedure. Indtil der bliver lagt låg på. Et nyt ansættelsesudvalg bliver nedsat, sagen bliver syltet, og et års tid efter kan man i en kort notits læse, at det nye bedømmelsesudvalg naturligvis giver Madsen ret."

Og dette er sidste sætning:

"Hvis man skal tale om en vrede, der forsvandt, og et oprør, der virkelig svigtede sig selv og en revolution, der i den grad gik i vasken. Så er det studenteroprøret."