Taxachaufføren ER digter, Dan

Jeg havde siddet i TV2 News og nærlæst Prins Henrik-digte med Allan Silberbrandt (forvirrende nok lå foran mig en ord-til-ord-oversættelse af det første, længere digt fra den første Cantabile (som jeg ikke har på min reol), tilsendt mig pr. mail, mens Per Aage Brandt-oversættelsen fra selve bogen tonede frem på skærmenskærmen, som undertekster under prinsens egen musikledsagede oplæsning - på mit udprint stod der "kniplingskrave", på skærmen stod "pelskrave", og jeg havde sjovt nok den anden dag, også i News, sammenlignet prinsepoesien med en pels af franskhed, prinsen varmede sig mod en kulde af danskhed, så det billede cirka genoptog jeg gladeligt) og satte mig udmattet ud i taxaen, og det blev en lang tur hjem ad motorvejen, fordi indre by var ufremkommelig pga. prinsekistens ankomst, og pludselig snakkede vi om poesi, chaufføren og jeg, han skrev digte, det vil sige sange, på persisk, som han performede jævnligt, og han sang, men skrev ikke, sange på indisk og arabisk, og han beskrev, hvor tæt og koncentreret betydningen kunne og skulle være i poesi på disse sprog, til forskel fra derudaf ævlende dansk, og gik helt i detaljen med, hvordan ord gesvindt skiftede ordklasse, og hvordan placeringen i sætningen var altafgørende, og det blev jo meget samme pointe som i mit tv-interview, at være eksileret med sit langt smukkere, rigere, poetiskere sprog blandt de kartoffelmælende, og det var jo for fanden ham, der skulle have været i studiet

Min prinseoverskrifter

(overskrifter på min anmeldelser af Prins Henriks 5 digtsamlinger i kronologisk rækkefølge, den ældste først - 2 og 4 jo grundlæggende den samme (den let postive forskydning i 4 skyldes nok oversætteridentiteten: P. Laugesen, 3 linker til et SUT-digt))

My Name Is Prince (And I Am Funky)!

Blåt og blodløst

Når duer græder stjernesnot

Blåt blods blues

Vorupeur rimer på fleur

Prinseoverskriverne Sune og Max ihukommet

Debutanten Sune Hoffmeyer Andersen- vistnok = Janus Kodal - udgav 2001 på det til lejligheden oprettede forlag Ahors samlingen Cantabile 2 - hævnen med digte, angivelig skrevet på 4 timer, med de samme overskrifter som digtene i Prins Henriks Cantabile fra året før, med et vist halløj til følge (Kodal havde (vistnok!) hyret en digteryndig stand-in, der villigt gav interviews til højre og venstre, og prinsen selv skrev et svardigt på forsiden af Politikens 2. sektion). Syv år senere udkom på Kodals eget forlag Ink Inc en ny overskrivning, Cantabile 3 - Sejren, denne gang signeret den måske russiske digter Max Load, med ikke synderligt halløj til følge (i min WA-anmeldelse tilskrev jeg overskrivning nr. 2 Janus, men det ville Henrik Have i læserbrev ikke finde sig i:

"I WA nr. 13 skriver Lars Bukdahl, at Janus Kodal er forfatter til: Cantabile 3 - Sejren. Det passer IKKE. Forfatteren er Henrik Have.

PS: Den i Ukraine for nylig udgivne Cantabile 4 De nænsomme har hverken Janus Kodal eller jeg eller nogen anden dansk forfatter noget at gøre med. Den er skrevet i forbindelse med dronning Margrethe IIs 70-års fødselsdag, men beslaglagt af det ukrainske toldvæsen. Ingen kender forfatteren." 

Lars Bukdahl svarer:

"Prins Henrik-overskrivningen Cantabile 3 - Sejren, udkommet på Janus Kodals forlag Ink Inc og indstillet til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2009, bærer forfatternavnet Max Load, en angiveligt afdød russisk digter, som Henrik Have sagtens kan påstå er ham og ikke Kodal. Og efter at have genlæst hæftet, kan jeg sagtens tro på, at det er skrevet af Have, overbevisende maskeret som Mad Max: »Oh Rasputin/ Lær mig blodets dunken/ At jeg kan give dig/ En baghyler til Murmansk.« Kors, for en kosak!" 

Her er Hoffemyer Andersens "Kunsten stiger"

"Aberne svinger sig lystigt

Fra træ til træ

Og elmasterne kan ikke vide sig sikre,

De strømførende, de ild-ledere

(Så holder vi et symposium

Og snakker indtil det bevises at

Ingen kan vide sig sikre

Og på den måde bliver

Ingen kede af det

(og bidrager heller ikke til den stigende

tro på psykologer og pædagoger

pistacienødder og politikere).)

Det er zoo

Blandt mennesker,

Det er vilddyret sluppet løs

I samfundet

Det er pelsjægere

I burene

Det er burene

I buret. 

Og Loads "Kunsten stiger": 

"Ned med snablen

Slik mine armhuler

Med tungens blafrende

Plagiat.

Sørøvertøs!"

Professorens prinsepoesiprincipper

- fra artikel i Information i dag af Per Aage Brandt om at oversætte prinsens første digtsamling, Cantabile:

"For omtrent tyve år siden blev jeg kontaktet af en repræsentant for prinsgemalen og vores dronning, som sammen ville udgive den førstes digte i dansk oversættelse og med den sidstes illustrationer. Jeg så på materialet, som jeg aldrig havde set før, selv om prins Henriks første udgivne digtsamling, Chemin faisant (Lidt efter lidt, eller Undervejs), er fra 1982.

Det så ud til at være en uløselig opgave, så jeg skyndte mig i mit overmod at påtage mig den. Der måtte være en udvej, selv om den ikke lå lige i nærheden. Dronningen kunne jo ellers sikkert have besørget oversættelsen, ligesom regentparret havde oversat Simone de Beauvoirs Tous les hommes sont mortels (1946) (Alle mennesker er dødelige, 1981).

Bogen skulle hedde Cantabile (Sangbart). Men hvad er ikke sangbart? Jeg tænkte: det urytmiske er ikke sangbart. Det var problemet. Jeg måtte løse det. Prins Henrik havde f.eks. skrevet en lille indledningsvignet, der lød således:

Un recueil de vers! Ah ça! (En samling vers! Det må jeg nok sige!)

Est-ce assez Er det tilstrækkeligt

Pour qu-on se délasse Til at man kan slappe af

Au coin d-un feu, assis? I en pejsekrog, hvor man sidder?

Au moins que des Muses l-assaut Medmindre Musernes angreb 

charme le lecteur qui aura su Fortryller læseren, som så forstår 

apprécier des vers sots. At værdsætte tossede vers.)

Meningen er jo, at serien: Ah ça! - assez - (dél)asse - assis - assaut - (aur)a su - sots skal høres som én lang lydlig variation, der holder sammen på strofen. Der er derimod ingen rytmisk forbindelse mellem strofens vers. Så jeg skrev først det, der står i parentesen ovenfor, en ordret oversættelse, og derefter en slet ikke ordret parafrase i anapæster (4 x da-da-dum), med samme antal verselinier (6):

 

Se! - En hel samling sange! Uset, usandsynligt!

Men er de så af den slags, som sandes usynligt 

eller synges i stille sinds styrkende slummer?

Skøn nu selv - disse Musernes safter, som skummer, 

kan velsagtens dog læske den læser, som tørster, 

og som søber en slurk - ikke straks rejser børster...

Jeg fortsatte på omtrent samme måde hele bogen igennem. Jeg sled som et bæst. Det kaldes gendigtning. En yngre dansk digter*, som jeg engang havde kritiseret offentligt, blev så oprørt over resultatet, at han i Politiken ligefrem forlangte en skamstøtte opsat på Vesterbro over oversætteren.

Det er faktisk let at definere det uoversættelige: det er det, der betyder, at det, det betyder, udelukkende gør det, fordi det er udtrykt ved netop dét udtryk, som betyder det. Hvis »netop dét udtryk« ikke eksisterer på et andet sprog, er betydningen uoversættelig. Det er det, der er på færde her. Den gode nyhed er, at ikke alt derfor er uoversætteligt.

Men disse digte var. Som jeg skrev i mit efterord, er der tale om en slags rappoesi, og bogen er en jam session. Et af digtene, »Sur un pont des baisers« / Broen, er faktisk løst gengivet som rap-tekst. Men i almindelighed kan man sige, at de fremstår som en art neobarok ordkunst, der klinger af forskellige århundreder, nøjagtig ligesom dronningens klart neobarokke kollager - noget af det bedste fra hendes hånd jeg har set."

* Niels Lyngsø, der kuriøst nok blev prinsens sidste oversætter, i samlingen I mine lykkelige nætter, 2014

Den bedste prins er Per Aages

De bedste digte af Prins Henrik (1934-2018), fra i alt 5 samlinger (alle, stadig mere vrissent, anmeldt af mig i WA) er velsagtens Per Aage Brandts radikalt frie, veloplagt metriske (og Aarestrup-tilegnede) fordanskninger af prinsens umetriske rap-forpludringer i første bind, Cantabile, 2000 - det her tog jeg med i min antologi Digte for drengene (og Johs. V.-referencen er helt på PAaB's egen regning):

KUNSTEN STIGER

Som dreng skar han ingen skibe,
men blæste konstant i en pibe;
og han skingrende skalaers toner
buldrede dumpt son kanoner,
når han slog sine campagnoller.

Han skar sine sofaer op i takt;
med stortrommes klanglige pragt
ramte resterne vægge og ruder;
madras, sengebund og puder
opgav ånden under hans dans
med en dybt musikalsk resonans.

Kunsten steg år for år, og til sidst
overgik han enhver pianist,
fløjtenist, paukist, janitshar.

Og når han kom hjem og var
træt af trommer, slog han på Ella,
konen, indtil han sang a capella.

Sådan vandt han sit strålende ry
som det største geni i sin by.
Og det havde han vel fortjent
som musikke, som dirigent,
virtuos, af format symfonisk -
navnlig rytmisk, melodisk, harmonisk.

Top 5 over digtere uden efternavn

1. Niels Frank

2. Glenn Christian

3. Caspar Eric

4. Nanna Kornelia

5. Prins Henrik

Sheiken ønsker Prinsen tillykke

Det var et chok
for sheiken,
at Prinsgemalen
fylder 80 år i dag.

Jeg har 80 gemalinder,
sagde han, og ingen af
dem er en dag over 20.

Identité - 정체

Tilbage til Henrik (jeg har slet ikke lagt mærke til digtenes pænt irriterende centrering i 1. del, sikke faktisk irriterende!) og til sidste uges LIVSVIGTIGE BOG nr. 2, nr. 1 (i vilkårlig rækkefølge) er Frit Flet og den anden er Maja Lee Langvads Hun er vred, som jeg er MERE OG BEDRE begejstret for end alle debatmodstanderne, inkl. Maja, i hvidheds-debatten, som allesammen også er begejstret for den, insisterer jeg desperat på (Find Holger Danske Appendix er så sidste uges livsvigtige appendiks!) - og for en gangs skyld har jeg et link til en WA-anmeldelse: HER!

Nå, men både Henrik og Maja, som jeg begge anmeldte i fredagens WA Bøger, er indvandrer/migrant-forfattere, og Maja er jo klart nok og by far den betydeligste, men Henrik er sågu ikke uradikal, når han efter at have boet i DK i 47 år insisterer på at skrive på fransk og få store og knap så store store danske digtere til at fordanske ham. Et udmærket hjerteskærende og hjerteskærende udmærket digt i hans nye bog hedder "Identité"

Quel art/ Pour vivre/ Sa vie telle qu'on veut la voir!/ Quel art/ Pour ecrire/ des mensonges qu'on désire/ ressembler á ce qu'on veut croire !// Le plus grands des arts/ Est de se forcer á devenir/ Soi-même une entité/ D'oú jaillira une pure verité.// Quel art pour devenir/ Un parfait Danois!/ Quel art pur entrenir/ Son passé lotois/ Et ce trouver partout chez soi!// Le mieux pour être satisfait en tout/ C'est d'unir les deux bouts/ De garder son caractére lotois/ En devenant entiérement danois

Hvilke kunst

at leve

sit liv som man gerne vil se det!

Hvilken kunst

at skrive

løgne man ønsker skal ligne

det man gerne vil tro!

 Den største kunst

er at tvinge sig selv

til selv at blive en enhed,

der sprudler af ren sandhed.

Hvilken kunst at blive

en rigtig dansker!

Hvilken kunst at fastholde forbindelsen

til sin fortid i Lot,

og at føle sig hjemme overalt!

Hvis man vil være fuldkommen tilfreds,

er det bedst at få de to ender til at mødes,

at bevare sit sætpræg fra Lot

og samtidig blive helt igennem dansk!

Den uudtalte, lette smerte i det digt handler jo om det krav fra det danske folk om at være og tale dansk, som Henrik har haft svært ved - i det omfang han overhovedet har prøvet - at honorere. Et melankolsk-introvert vredes-spor hos Maja handler om hendes manglende evne til at honorere hendes eget krav om at (lære at) tale koreansk (hendes familie taler ikke andet) eller i det mindste bare godt engelsk i Korea; en lille sekvens ud af et længere udbrud:

Hun er vred over, at hun ikke er bedre til engelsk, end hun er.

Hun er vred over, at hun ikke er bedre til koreansk, end hun er. Det er efterhånden ved at være pinligt, at hun ikke kan sige mere, end hun kan, i betragtning af at hun har boet Seoul i snart tre år.

Hun er vred over, at hovedpersonen, der spiller en koreansk adopteret i filmen Maybe, som hun så for nylig, talte flydende koreansk. Det er en utroværdig fremstilling af koreansk adopterede, synes hun, for i virkeligheden er det sprogbarrieren, der en af de største udfordringer, når man rejser eller flytter til Sydkorea. Hvis man ikke vidste bedre, siger hun til Andrew, da hun giver ham hans dvd tilbage, kunne man foranlediges til at tro, at koreansk adopterede taler flydende koreansk i kraft af deres race.

Hun er vred over, at Maybe langt fra er et enestående eksempel. Hun har set flere sydkoreanske film, hvor man har valgt at lade personen, der spiller en koreansk adopteret, tale flydende koreansk.

Hun er vred over forestillingen om, at koreansk adopterede taler flydende koreansk.

Hun er vred over, at hun ikke taler flydende koreansk.

Hun er vred over, at hun ikke taler koreansk. Det vil sige, hun kan sige nogle ganske få ord og sætninger på koreansk, men det synes hun ikke, man kan kalde for at tale koreansk.

Hun er vred over, at hun ikke ved, hvordan man spørger efter uldvaskepulver på koreansk.

Hun er vred over, at hun ikke ved, hvordan man spørger efter afløbsrens på koreansk.

Hun er vred over, at hun ikke kan forklare på koreansk, at hun leder efter en riskoger, der kan koge både brune og hvide ris.

Hun er vred over, at hun ikke kan forklare på koreansk, at hun leder efter en el-pære, der giver et blødt lys.

- det tror jeg heller ikke, at Henrik kan på dansk, men jeg tror heller ikke, at han har brug for det, eller at han er (melankolsk-introvert) vred over det.

En spøgefuld profeti (/løgn) går i opfyldelse 14 år efter

Jeg anmelder Prins Henriks nye digtsamling, der indeholder både Prinsens franske originaler og Niels Lyngsøs "gendigtninger",  i onsdagens WA Bøger, og nævner, at Niels Lyngsø anmeldte Per Aage Brandts oversættelse af digtene i Prinsens første bog, Cantabile, 2000, kritisk i Politiken; her er afslutningen på dengangs anmeldelse:

Der er i gendigtningerne talløse eksempler på udeladelser, tilføjelser og forvanskninger. Den generelle tendens er kort sagt en næsten vrængende idyllisering og platificering. Stillejet trækkes fra det højtidelige ned til det kækt dagligsproglige eller pustes op fra en oprindelig nøgternhed til en (ironisk?) overgjort romantisering. Det er kort sagt ikke nogle særligt venlige gendigtninger. Og uanset om Brandt har villet gøre grin med prinsen eller har villet forbedre hans digte, er de danske versioner simpelthen en fornærmelse fordi de lægger sig så demonstrativt langt fra de franske. I øvrigt antyder Brandt at hans gendigtninger ikke er tænkt som danske versioner (hvad de jo burde være), men som selvstændige digte: Han taler i efterskriftet om en »duet« mellem to digtemåder, en »jamsession« mellem to digtere. I både en duet og en jamsession yder de medvirkende hvert deres originale bidrag til et fælles værk. Men en gendigtning er ikke en duet: Der er én som spiller førsteviolin, og det er originalteksten. Det har Brandt ikke respekteret. Og det er synd for prins Henriks charmerende og musikalske vers som desværre kun vil nå danske læsere i en stærkt forvrænget gengivelse.

Sublime le regard
vague et doux qui suit
l'exil attristé de deux yeux
et lance sur le quai d'une gare
vers un amour qui part
le musical adieu
d'une locomotive enfuie

Ophøjet blik,
som ømt forstår
et andets triste nik
imod den banegård

der snart skal svinde hen -
og fra perronens sten
sender en elsket sjæl
et ordløst, brat farvel:

fra damplokomotivet,
hvis kedel koger, klinger
med ét hjertets musik,
et skrig, en sang så skinger
som smerten over livet.

Digteksemplet i anmelderens vejledende og umusikalske rå-oversættelse

Ophøjet er det blik
som svævende og mildt følger
to øjnes bedrøvede eksil
og som på en perron
sender et musikalsk farvel
til en elsket som tager af sted
som et lokomotiv der forsvinde

- få dage efter interviewer Morten Sabroe (!) Brandt, et uddrag:

Du får nogen på frakken af Politikens Niels Lyngsø!
»Det har jeg hørt. Jeg har ikke læst anmeldelsen, men fået den refereret på telefonen. Lyngsø mener, at oversættelsen burde være gjort anderledes. Han har nogle meget originale synspunkter på, hvordan det skulle være. Jeg glæder mig til at se prinsens næste bog, for der er jo mere på vej. Oversat af Niels Lyngsø«.
Er det rigtigt!!??
»Der er digte, som er på vej til et nyt manuskript, ja«.
Kan man dermed sige, at Lyngsø er en smule inhabil
»Det ved jeg ikke. Jeg tror simpelt hen, at han meget gerne ville have haft opgaven. Det gør ham vel ikke inhabil. Jeg ved ikke, hvor habil han så er Nej, det er meget interessant, det der«.
Det må man sige. Han siger, dine gendigtninger ikke er fordanskninger, men forvanskninger.
 »Ja, det er jo morsomt at sige i en avis. Men jeg tager det ikke så højtideligt og opfatter Lyngsø som min elev fra gamle dage; han prøver, om han lige kan løfte snuden lidt. Han ved ikke specielt meget om, hvad han snakker om«.

Hvilket fører til denne berigtigelse i avisen:

Politiken i går interviewede Morten Sabroe Per Aage Brandt om hans gendigtning af Prins Henriks digte i samlingen 'Cantabile'. I interviewet sagde Per Aage Brandt, at prins Henrik har en ny bog på vej, og at selv samme anmelder, som i Politiken kritiserede Brandts oversættelse, nemlig Niels Lyngsø, skulle oversætte denne nye digtsamling. Per Aage Brandt sagde også, at han mente, at Niels Lyngsø meget gerne selv ville have haft opgaven med at oversætte 'Cantabile'. Og så påstår Per Aage Brandt, at Niels Lyngsø ikke kan fransk. Samtlige påstande afvises kategorisk af Niels Lyngsø, der ikke kom til orde i artiklen. »Det er uden noget som helst hold i virkeligheden, at jeg skulle være i gang med at oversætte en bog af prins Henrik. Jeg har aldrig set andre digte af prinsen end dem, der står i 'Cantabile'. Og jeg har ingen kontakt haft med kongehuset«, siger Niels Lyngsø. (pol)

Hvilket Sabroe fulgte op på med endnu et interview med Brandt:

Universitetslektor Per Aage Brandt, der af Politikens lyrikanmelder Niels Lyngsø fik en hård medfart for sin oversættelse af prins Henriks 'Cantabile', sagde i et interview her i avisen lørdag, at Lyngsø havde et problem, idet han jo selv skulle oversætte prins Henriks næste bog. Dette afviste Lyngsø søndag kategorisk som ren løgn. Vi ringede i går til Per Aage Brandt for at få afklaret, om han havde stukket ikke kun læserne, men også intervieweren, en lodret løgn. 

Du sagde i interviewet: »Jeg glæder mig til at se prinsens næste bog, for der er jo mere på vej. Oversat af Niels Lyngsø«

»Ja«, forklarer Per Aage Brandt. »Jeg sagde, jeg glæder mig til at se den oversat af Niels Lyngsø, ikke? Jeg glæder mig til at se prinsens næste bog, komma, for der er jo mere på vej, komma, oversat af Niels Lyngsø, punktum. Det der sidste komma, det var en sarkasme«. 

 Så du havde ingen viden om, at Lyngsø var i gang med at oversætte noget af prinsens ...

»Nej, nej«, afbryder Per Aage Brandt. »Men jeg syntes lige i øjeblikket, at det ville være en værdig opgave for ham, siden han nu var så god til at give mig vejledning i, hvordan man foretog den slags ting. Det var mere på den måde. Det var rent drilleri«. 

 Rent drilleri! Så har jeg misforstået det?

 »Nej, det er mig, der ikke har sagt kommaerne højt nok«. 

 Det var en sarkasme, sagt med kommaer?

»Det skulle forstås sådan: Oversat af Niels Lyngsø, siden han jo ved, hvordan man gør dette her. Men nu fik jeg jo at vide i Politikens notits i går, at han havde lært sig fransk, og det glæder mig meget, at han har benyttet weekenden til noget nyttigt«. 

Det var en sarkasme fra din side?

»Selvfølgelig var det det«. 

Det var ikke en anklage mod Lyngsø om, at han var inhabil, nu han selv var på vej med en oversættelse af prinsens digte?

»Nej. I øvrigt ville jeg have modsagt mig selv, for hvis han nu virkelig var oversætter, så skulle han jo kunne fransk, ikke?«.

- Ingen, ved mange Forfatterskoleelever, er perfidere end PAaB, men nogle gange er perfiditeten så speedet, at den springer mellemregningerne over, og bliver uaflæselig. 

Men det er og bliver da MEGET sjovt, at Prinsens næste-næste-næste-næste digtsamling blev oversat af Niels Lyngsø, nøjagtig i hans råoversættelses rimløse stil, n'est ce pas?

Blåt blodigt

En læser har sendt dette billede af sit blåt udsplattede bogtillæg (den originale underrubrik var i øvrigt: "(sig det ikke til nogen, men Danmarks digterkonge Peter Laugesen har proft fordansket Prins Henriks pauvre fritidspoesi)"):

Og hvad er det C.V. Jørgensen udødeligt synger: Blåt blod til alle på Blågårds Plads!