"For omtrent tyve år siden blev jeg kontaktet af en
repræsentant for prinsgemalen og vores dronning, som sammen ville udgive
den førstes digte i dansk oversættelse og med den sidstes
illustrationer. Jeg så på materialet, som jeg aldrig havde set før, selv
om prins Henriks første udgivne digtsamling, Chemin faisant (Lidt efter
lidt, eller Undervejs), er fra 1982.
Det så ud til at
være en uløselig opgave, så jeg skyndte mig i mit overmod at påtage mig
den. Der måtte være en udvej, selv om den ikke lå lige i nærheden.
Dronningen kunne jo ellers sikkert have besørget oversættelsen, ligesom
regentparret havde oversat Simone de Beauvoirs Tous les hommes sont
mortels (1946) (Alle mennesker er dødelige, 1981).
Bogen
skulle hedde Cantabile (Sangbart). Men hvad er ikke sangbart? Jeg
tænkte: det urytmiske er ikke sangbart. Det var problemet. Jeg måtte
løse det. Prins Henrik havde f.eks. skrevet en lille indledningsvignet,
der lød således:
Un recueil de vers! Ah ça! (En samling vers! Det må jeg nok sige!)
Est-ce assez Er det tilstrækkeligt
Pour qu-on se délasse Til at man kan slappe af
Au coin d-un feu, assis? I en pejsekrog, hvor man sidder?
Au
moins que des Muses l-assaut Medmindre Musernes angreb
charme le
lecteur qui aura su Fortryller læseren, som så forstår
apprécier des
vers sots. At værdsætte tossede vers.)
Meningen er jo, at serien: Ah
ça! - assez - (dél)asse - assis - assaut - (aur)a su - sots skal høres
som én lang lydlig variation, der holder sammen på strofen. Der er
derimod ingen rytmisk forbindelse mellem strofens vers. Så jeg skrev
først det, der står i parentesen ovenfor, en ordret oversættelse, og
derefter en slet ikke ordret parafrase i anapæster (4 x da-da-dum), med
samme antal verselinier (6):
Se! - En hel samling sange! Uset, usandsynligt!
Men er de så af den slags, som sandes usynligt
eller synges i stille sinds styrkende slummer?
Skøn
nu selv - disse Musernes safter, som skummer,
kan velsagtens dog læske
den læser, som tørster,
og som søber en slurk - ikke straks rejser
børster...
Jeg fortsatte på omtrent samme måde hele bogen
igennem. Jeg sled som et bæst. Det kaldes gendigtning. En yngre dansk
digter*, som jeg engang havde kritiseret offentligt, blev så oprørt over
resultatet, at han i Politiken ligefrem forlangte en skamstøtte opsat på
Vesterbro over oversætteren.
Det er faktisk let at
definere det uoversættelige: det er det, der betyder, at det, det
betyder, udelukkende gør det, fordi det er udtrykt ved netop dét udtryk,
som betyder det. Hvis »netop dét udtryk« ikke eksisterer på et andet
sprog, er betydningen uoversættelig. Det er det, der er på færde her.
Den gode nyhed er, at ikke alt derfor er uoversætteligt.
Men
disse digte var. Som jeg skrev i mit efterord, er der tale om en slags
rappoesi, og bogen er en jam session. Et af digtene, »Sur un pont des
baisers« / Broen, er faktisk løst gengivet som rap-tekst. Men i
almindelighed kan man sige, at de fremstår som en art neobarok ordkunst,
der klinger af forskellige århundreder, nøjagtig ligesom dronningens
klart neobarokke kollager - noget af det bedste fra hendes hånd jeg har
set."
* Niels Lyngsø, der kuriøst nok blev prinsens sidste oversætter, i samlingen I mine lykkelige nætter, 2014
Ingen kommentarer:
Send en kommentar