"I WA nr. 13 skriver Lars Bukdahl, at Janus Kodal er forfatter til: Cantabile 3 - Sejren. Det passer IKKE. Forfatteren er Henrik Have.
PS:
Den i Ukraine for nylig udgivne Cantabile 4 De nænsomme har hverken
Janus Kodal eller jeg eller nogen anden dansk forfatter noget at gøre
med. Den er skrevet i forbindelse med dronning Margrethe
IIs 70-års fødselsdag, men beslaglagt af det ukrainske toldvæsen. Ingen
kender forfatteren."
Lars Bukdahl svarer:
"Prins
Henrik-overskrivningen Cantabile 3 - Sejren, udkommet på Janus Kodals
forlag Ink Inc og indstillet til Bukdahls Bet - Den Smalle
Litteraturpris 2009, bærer forfatternavnet Max Load,
en angiveligt afdød russisk digter, som Henrik Have sagtens kan påstå
er ham og ikke Kodal. Og efter at have genlæst hæftet, kan jeg sagtens
tro på, at det er skrevet af Have, overbevisende maskeret som Mad Max: »Oh Rasputin/ Lær mig blodets dunken/ At jeg kan give dig/ En baghyler til Murmansk.« Kors, for en kosak!"
Her er Hoffemyer Andersens "Kunsten stiger"
"Aberne svinger sig lystigt
Fra træ til træ
Og elmasterne kan ikke vide sig sikre,
De strømførende, de ild-ledere
(Så holder vi et symposium
Og snakker indtil det bevises at
Ingen kan vide sig sikre
Og på den måde bliver
Ingen kede af det
(og bidrager heller ikke til den stigende
tro på psykologer og pædagoger
pistacienødder og politikere).)
Det er zoo
Blandt mennesker,
Det er vilddyret sluppet løs
I samfundet
Det er pelsjægere
I burene
Det er burene
I buret.
Og Loads "Kunsten stiger":
"Ned med snablen
Slik mine armhuler
Med tungens blafrende
Plagiat.
Sørøvertøs!"
Min WA-anmeldelse af Cantabile 3:
SvarSletPseudonamnam: Maskeballøver
27. juni 2008
Det mulige pseudonym Max Load følger finurligt op på det sandsynlige pseudonym Sune Hoffmeyers friske opfølger til (vistnok) ikke-pseudonymet Prins Henriks pyntelige poesidebut.
Max Load: Cantabile 3 - Sejren. Illustreret af Polina Romanov. 58 sider. 179 kr. Forlaget Ink Inc.
Nu gælder det om at holde den kløvede tunge lige i munden:
Tilbage i 2000 udgav prins Henrik, som jo faktisk hedder prins Henrik, digtsamlingen Cantabile, hvor prinsgemalens delikat udflippede, fransksprogede originaler stod at læse (og undres over) side om side med Per Aage Brandts muntert formfuldendte fordanskninger og en række svimmelt smagfulde collager ved dronning Margrethe II, og det var så det års kuriøse sideshow på poesiens drejescene: lutter betuttede anmeldelser (overskrift i WA: »My Name Is Prince And I Am Funky«) og Prinsen digtdeklamerende ved Forfatterskolens juleafslutning.
Året efter gav det så en vis medieomtale, da en 24-årig, meget digterspireudseende digterspire ved navn Sune Hoffmeyer Andersen på det til formålet oprettede Forlaget Ahors og med et omslag, der på en prik mimede prinsens, udsendte digtsamlingen Cantabile 2 - Hævnen, hvis 48 digte delte titler med prinsens 48 og angiveligt var skrevet på kun fire timer, mens unge Sune så fjernsyn, og nå, ja, bogens collager stod hans mor, Hedde Cecilie Andersen, for. Digterspiren lod sig fotografere i digterspireagtig attitude og svarede frejdigt for sig i Politiken og Ekstra Bladet, og sørme om ikke Prinsen sendte et digt tilbage, offentliggjort i Politiken, der begyndte med linjeparret: »Versene flyver let/ fra bog til bog ...« Men hvad med digterspirens egne digte? Jo, de var akkurat letfærdige og charmante og kissemissende i al henkastet beskedenhed, som tidens ånd krævede det, sæbeboble-bristefærdige i orden, her »Toulouse, min rose«:
»På et kort som strækker sig/ Fra din øjenkrog og til Provence/ Ligger kaninerne og sover./ Her står glemsel og erindring kind ved kind// Mange kalder det smukt når de kigger/ Men det er det ikke/ Det er slet ikke til// I virkeligheden// I Tølløse// Hvor ellers?«
90-er-digter og -entreprenør Janus Kodal var mistænkeligt aktiv i promoveringen af digterspirens bog, og det hjalp heller ikke på troværdigheden, at man skulle dybt ned i en af Kodals gamle hjemmesider for at blive illumineret om den amerikanske slam-poet Beau Sia, som Kodal få år tidligere havde bragt til København, og dennes bog A Night Without Armour - The Revenge, der angiveligt blev skrevet på fire timer, og hvis digte deler titler med popsangerinden Jewels digtsamling A Night Without Armour. Flere og flere indicier pegede på Kodal som pseudonym bagmand for den litterære happening, og derfor kan man i min mursten Generationsmaskinen læse (kort, men positivt) om Sune Hoffmeyer Andersens Cantabile 2 - Hævnen i afsnittet om Janus Kodals post-90'er-værker.
(fortsættes)
(fortsat)
SvarSletI de syv år, der er henrundet, har offentligheden ikke hørt et pip fra digterspiren (der heller ikke optræder på degulesider.dk eller for den sags skyld Facebook), indtil nu, hvor tredje del af hermed trilogien, Cantabile 3 - Sejren (med igen prinse-mimende omslag), forfattet af ikke Sune, men den nyligt afdøde, russiske dansklærer Max Load (googlet optræder navnet kun som forkortelse for »maximum load«) og illustreret med Nice-væg-tegninger (!) af Loads kæreste Polina Romanov udkommer på Janus Kodals forlag Ink Inc.
Og ingen ende på para-teksterne: et medfølgende brev fra Janus til mig (om især Polina og russere til poesifestival i '93), et forord ved Sune Hoffmeyer (om Max Load som »en slaveklippet desperado, en Rasputin, der kun nåede at blive 36 år«) og et brev fra Max Load til prins Henrik (om hans glæde ved Cantabile 1 og 2, der har overbevist ham, »at der i Danmark er nogen der tror på ordene«), før vi når til selve de igen 48 digte med Prinsens 48 titler, som på samme tid er mere forsorne og mere melankolske end forgængeren, mere russiske eller »russiske« velsagtens eller bare mere modent umodne: en digterrod til maskebal i stedet for en digterspire, og i al deres hastige, halsløse uro faktisk ret gode, her igen »Toulouse, min rose«:
»Min tulipan, min gaffelbider/ Mit sidste ark papir/ Og lille testamente:// Døden er uundgåelig,/ Det gælder om at komme bag på den./ Patetisk?/ OK:/ Livet er uundgåeligt,/ Det gælder om at komme bag på det./ Sammenfattet om døden og livet:/ Det er kopien der bestemmer originalen,// Det sidste ord:/ alle!«
Efter det karnevalistisk/flagellantisk vitale hovedværk, samlingen Fyrsten Zibebes bekendelse, 1998, har Janus Kodal eller »Janus Kodal« udsendt to forbumlet flaksende digtsamlinger, I provinsen, 2001, og Seks suiter, 2004, men i min gule bog er og bliver de sande arvtagere til Fyrsten Zibebes (mangel på) trone Sune Hoffmeyer Andersen og Max Load (sværtet være hans minde), fordi de i stedet for at leve op til nogen (nok så gennemhullet) fyrsteværdighed nonchalant jokker rundt og rundt igen i prins Henriks ukanoniske rokoko-spinat; trilogi-projektets akkurat mangel på ambition: den stjålne og gentagne fikse idé, med tilhørende udenoms-spektakel, giver digteren eller »digteren« mulighed for at te sig friere og kvikkere, mere direkte (sørge)floromvundet, som her i tredje udgave af Prinsens »Høstmåne«:
»Polina er død/ Men i vestibulen lever/ tilfældighed grænsende til skæbne./ Vore børn, ja vore børn/ Dem, har hun skænket til polkaen./ Nu er jeg alene./ Denne hæmorroide/ Er sidste minde om det røvhul hun var.«
Poesiens ende på komedie, så det er til at græde over!
Min WA-anmeldelse af Cantabile 2:
SvarSletHans kongelige Højhed Vistigulam
13. juli 2001
Et kinesisk rækværk på hovedet. To af poesiens marginale desperados fortjener en tydelig salut i al øvre offentlighed.
Sune Hoffmeyer Andersen: Cantabile 2 - Hævnen. 58 sider (morsomt mimende udseendet på Prinsens bog) Ahors. Jannik Hjorthave: Lyrik + fysik 97-00. 98 sider (rigt og kuriøst illustreret (med gamle stik)) Getrax.
DET er godt at være opmærksom på, at det spændende nye og unge (som jo heldigvis i dag ikke længere er det samme, jf. til hver en tid skyggebiografen Svarre) ikke kun er at finde på de store venlige overgrundsforlag (Gy, Borgen, Samleren, L & R, Rosinante) og de mest hipificerede og entreprenante undergrundsforlag (B.Ø.K., Basilisk, Arena), men også på enkelte af de helt vildt mærkelige og mistænkelige og private og kortluntede. Som nu f.eks. Sune Hoffmeyer Andersens Cantabile 2- Hævnen, der er udkommet på engangsforlaget Ahors (!) og Jannik Hjorthaves Lyrik + fysik 97-00, der er udkommet på forlaget Getrax, som det sidste års tid har stået for en række Guinness-rekordbog-værdige poetiske pinligheder (kærestesorgdigte med fotos!).
Hoffmeyers bog blev hypet noget så aldeles, da den udkom for nogle måneder siden, på grund af dens velgørende simple koncept: digte med titler efter digtene i prins Henriks digtsamling Cantabile skrevet på fire timer foran et fjernsyn (selve fjernsynsideen kom ØKs Thomas Krogsbøl nu først med). Politiken spenderede en helside med interview og senere endnu en helside med Prinsens svardigt plus ensbetitlede digte fra de to samlinger og en følgeartikel af Janus Kodal (som jeg en tid lang mistænkte for at stå bag den hele affære), lyrikanmelderen til gengæld holdt sig værdigt tavs, hvilket gav Politiken-læserne et noget sært indtryk af reaktionens indre postgange. Nu da sensationens røgskyer har løftet sig, vil jeg gerne proklamere, at det drejer sig om en charmerende lille overflødighed, legesyg på en egen lad og venlig facon: man finder ikke det mindste spor af aggressiv republikansk perisflage (heldigvis og desværre!). Hoffmeyer traller bare lidt derudad og derhenad om næsten ingenting og - i generationens ånd - kært kæresteri.
(fortsættes)
(fortsat)
SvarSletSide om side opererer koket følsomhed og behændige (og knap så behændige) vitser og ordspil. Jeg tror, jeg vil citere det digt, der hedder »Abonnement«, og som hos Prinsen begynder således: »On somme à mon téléphone« (lige overfor finder man en illustration af digterens mor forestillende Pia Tafdrup med vinger på og ordene »Das Deutsche Zimmer« over munden!): »14 buketter/ 6 numre af »den nye misbrugers bolig«/ 52 doser »leende ko in-a-can«/ og/ 24 yassir arafat kostumer/ om året.// Jeg er meget til det der: at abonnere// Men månen har jeg betalt/ Den kommer hver nat// Alligevel er jeg ikke lykkelig, ikke helt.// man kan ikke længere købe sig til lykke« JANNIK Hjorthave tager lige så let på betydningerne og meningerne som Sune Hoffmeyer, men ordene herser han sørensuseme med. Det er højkoncentreret, skævreden, hårdt neologismemisbrugende nonsens, og det der ligner. Omsider en slægtning til T.S. Høeg (og Vagn Olsson, hvem husker (ikke) hans Poemer fra 1990, og hvilket overundergrundsforlag udgiver hans sagnomspundne roman (først!)?). Bogen opleves som frygtelig talentfuld og skrækkelig spastisk og meget morsom, hver tekst sit eget lille anstrengte og syrede nummer. Vi finder et par traditionelle motiver: der er vistnok hele afsnit med henholdsvis natur og kærlighed, men man undgår ikke at holde mest af de friest gnidslende stykker, allerbedst er måske de prosaiske, anekdotiske eksperimenter, de ligner en virkelig hårdt arbejdende surrealisme, men selvfølgelig må jeg ende med at citere den tekst, der efter mange tilløb i bogen omsider overgiver sig fuldt ud til det rene vrøvl, og så kan Johannes Weltzers »Alma« omsider gå hjem og lægge sig efter et helt århundredes misbrug (som den danske litteraturhistories bedste og eneste lyddigt): »vistigulam/ malafisto/ orantisimi iljoragantus nulikast elorandata/ vagopi/ siutjubas/ nogiris vehosmelis enti gobamretas pirtelic/ kobdmrus/ vigtuur/ ghitiknp smtift aærftindg sssssssssssssssss/ mmmmmmmmmmmmmm/ nnnnnnnnnnnnnnnn/ hhhhhhhhhhhhh« Det er et godt krigsråb, synes jeg, for en undergrund under undergrunden som et kinesisk rækværk på hovedet!
Min WA-anmeldelse af Cantabile:
SvarSletMy Name Is Prince (And I Am Funky)!
24. november 2000
Koglende. Mødet mellem prins Henrik og professor Per Aage Brandt hører til de særere i dansk/fransk poesi.
Prins Henrik: Cantabile. Illustreret med collager af Dronning Margrethe II. Gendigtning på dansk fra fransk af Per Aage Brandt. 220 sider. 330 kr. Poul Kristensens Forlag.
dET er på sådan cirka samtlige ledder og kanter, man kan finde på, besværligt at beskæftige sig med det værk, hvis titelblad in toto lyder: »Prins Henrik: Cantabile. Digte. Illustreret med collager af Dronning Margrethe II. Gendigtet af Per Aage Brandt. Oversættelsen er tilegnet Emil Aarestrup. Poul Kristensens forlag. MM.« De sidste to oplysninger er enkle nok, MM betyder 2000, og Poul Kristensen er en af vores fineste bogtrykkere, og dermed trygt uden for almindelig forlagskonkurrence (og så trykte han jo Peter Laugesens første hvide digtsamlinger!). Det er straks mere intrikat med forfatternavnet, for sådan noget som Prins Henrik går hverken folk eller digtere rundt og hedder, den bedste parallel, fordi det er en direkte modsætning, er måske nok Bo hr.
Hansen, hvis navn koket inkarnerer manden på gulvet. Bag navnet Prins Henrik gemmer der sig, ved vi, jo også en ganske særlig skæbne (og »Skæbne forpligter,« som en tidligere bogtitel af forfatteren lyder), nemlig et over tredive år langt liv som franskfødt og -talende prinsgemal i et kongerige i det kolde nord. Det er en sjælden og eksotisk skæbne, som det er noget nær umuligt at sætte sig ind i, men svært ikke at tage med i betragtning, når man læser de højst kuriøse franske poemer, der præsenteres på værkets venstresider, for signeret af næsten hvem som helst andre, ville de forekomme aldeles urimelige: Formelt er de, med gendigter Brandts præcise term, »rimtætte frivers,« flippende og trippende på rimenes og klangenes overskud helt på tværs af noget, der kunne ligne regelmæssig metrik. I sin anmeldelse i Politiken sammenligner Niels Lyngsø ikke upræcist metoden med rap. Stilistisk og motivisk er digtene derimod markant genremaskerede, de forstiller sig på alskens førmoderne og nærmoderne faconer, der er en god del høvisk og barok/rokok kærlighed spækket med pyntet længsel og hensmægten, og så er der en række mere let legende og karikerede stykker, det er svært at finde noget, der dufter bare vagt af en art virkelighed (måske liiige lidt hofsatire og en officer hjemvendt fra Vietnam). Den fransksprogede digtsamling er som helhed præget af sympatisk distræt, næsten lad sprogglæde, eller måske rettere franskglæde: Af lyst og af nød er det eksilerede modersmål i sin forkælede isolation blevet en kulørt hoppebold, der leger skjul i gyldne, tidløse gemakker. Næste punkt på titelbladet er collagerne af Dronning Margrethe, som måske ikke er lige så særegne som gemalens digte, men de er nu pænt pudseløjerlige i deres egen ret med deres sammenklippen af klassisk og nærmoderne malerkunst, fine smykker, fine møbler og fine tapeter. Ingenting er klippet i stykker, alting er bare klippet ud, pænt og nydeligt, men flere steder opnås en drømmeagtig effekt, der er - hvad skal vi sige - dekadent på en rar og venlig manér, ikke ulig digtene. Digtene er på højresiderne »gendigtet« af Per Aage Brandt, hvilket må siges at være et interessant og overraskende valg. Brandts egne glimrende digtsamlinger, der er kommet i en lille, så godt som ubrudt og pænt upåagtet strøm cirka lige siden prins Henrik kom hertil, er fyldt med små, hurtigt og kækt grublende og legende digte, der har deres helt egen nonchalance.
(fortsættes)
(fortsat)
SvarSletMen det er sandelig heller ikke, som om man umiddelbart møder digteren Brandt i oversættelserne, han er, for at mødes med Prinsen på midten, gået til den yderlighed at skrive Prinsens »rimtætte frivers« om til primært almindeligt metriske rimvers, og så forkortet og udvidet og fuldstændigt omskrevet efter behov. Det er jo en vild satsning, som i overvejende grad lykkes fint, det franske pastichefriløb bliver i Brandts solide, metriske fuglebure til at have med at gøre på dansk, selvom det på ret mange måder er noget helt andet, og først og fremmest de kilo tungere, hårdere og mere jordbundent, rent formelt. Henvisningen til Aarestrup er fin nok, hvad angår Brandts (og Prinsens) forsøg på viltre virtuoserier, især i rimene, men den bliver hurtigt skæv, når vi bevæger os længere hen og ind, der er jo dog en helt anden drabelig præcision og konkretion og dybde hos Emil end hos Henrik og Per Aage, om vi lige må bede. Hvor interessant det ene og det andet og det hele tilsammen egentlig er, ved jeg ikke, det er først og fremmest groft kuriøst. Men i henholdsvis de allermest broderede digte og de allermest letfærdige hænder det ikke sjældent, at Prinsen og Professoren med ryggen til hinanden går til makronerne på absolut underholdende facon. Lad mig f.eks. fremhæve det muntre stykke, »Abonnement,« som Prins Henrik slutter kvikt rimløbende og sprogspillende: »Pour qui bruissent ces parasites si fort?/ Pourquoi sous mes pas se dérobe le sol?/ Tu ne reponds pas, all^o,/ alors?/ On dort?/ Plus d'abonné au numéro .../ Mort?« Per Aage Brandt haster med sin regelrethed lige i hælene og vinder lige så stort med sidste strofes suverænt sandwichende rimpar: »Hvorfor suser det nu i min knogle?/ Jeg vakler - Ingen abonnent? ... / Linien død! Hvorfor? - Hallo! Vent!? Er du faldet i søvn? Hvad er hændt?/ Blev du træt af at høre mig kogle?« Det kan godt være man bliver en smule træt af at høre disse to mærkelige herrers koglen og kaglen i munden på hinanden, men man har i hvert aldrig hørt eller set noget lignende.