Proust op og ned ad trappen, prust!

Jeg har dybt pinligt ikke fået læst Proust, men det er der andre her på adressen, der har, som denne blogpost er tilegnet med løfte om, at jeg nok skal få det gjort.

1- OP AD TRAPPEN

Max Beerbohms digt "On Proust" fra bogen Max in Verse. Rhymes and Parodies, 1963, købt for en slik ved hollandsk bogudsalg i Helligåndskirken for et halvt års tid siden (har i tyve harft på fornemmelse, at jeg burde få læst Beerbohm, især romanen Zuleika Dobson, han virker som en vild og stilig og meget engelsk humorist, men har ikke fået det gjort, mon nogen af mine bloglæsere har!?) - håndskrevet i en for sent afleveret førsteudgave (!):

(On Proust)

"Dear Esther S----, I'm in distress,
It's very sad! My taste is bad.
The men that boost the work of Proust
(Those scholars and those Gentlemen,
Those Erudite and splendid men,
Of whom the chief is Scott Montcrieff)
All leave me cold. Perhaps I'm old?
'The reason why, I cannot tell,
I do not like the, Doctor fell ...'
But why not like the late Marcel? ...
Perhaps he wrote not very well?
This, bien entendu, cannot be
He was a prince of Paragons
(As undergraduates all agree -
Or did in nineteen-tenty-three-
With full concurrence of the Dons).
I only know that all the Swanns
Are now, as ever, geese to me.
Pity the blindness of poor M.B.!
P.S. How sad that I'm alive!
October Nineteen-twenty-five.

2- NED AD TRAPPEN

Det netop opdukkede eneste ene filmklip med Marcel Proust, på vej ned ad trappen med overskøg ved et celebert bryllup i 1904:

Men for vildt fordansket næse, Niels!

Du læser Proust i toget til Jylland, Sodoma og Gomorra, bd. 2, oversat af Niels Lyngsø, og afbryder mig - som sædvanlig, når du læser Proust - igen og igen med særligt fantastiske passager, og i dag bl.a. denne, der også på dansk rækker næse suverænt intrikat og vittigt:

Men hans næse havde - i et forsøg på at placere sig på tværs af munden - blandt mange andre muligheder valgt den måske eneste skæve linje man aldrig ville have fundet på at tegne i dette ansigt, og som udtrykker en vulgær tåbelighed, der blev yderligere forværret af den omkringliggende hud, der var rød som æbler fra Normandiet. Det er muligt at monsieur de Cambremers øjne - eller det af dem man kunne se under øjenlågene - havde bevaret lidt af himlen over Cotentin, der er så smuk på solskinsdage, hvor dén er som ude at spadsere kan fornøje sig med at betragte poplerne i vejkanten og tælle de hundredvis af skygger de kaster, men disse tunge, væskende og næsten tillukkede øjenlåg måtte have forhindret enhver form for intelligens i at passere. Man blev forvirret over dette smalle blå blik og holdt sig derfor til den store skæve næse. Takket være en forskydning af sanserne betragtede monsieur de Cambremer sine omgivelser med næsen. Monsieur de Cambremers næse var ikke grim, den var snarere lidt for smuk, lidt for dominerende, lidt for stolt af sin egen betydning. Den var krum, blankpoleret og splinterny og fuldstændig indstillet på at opveje blikkets manglende åndrighed; men hvor øjnene af og til er det organ hvor intelligensen viser sig, er næsen (uanset ansigtstrækkenes tætte indbyrdes forbindelse og uventede gensidige påvirkning) beklageligvis normalt det organ hvor tåbeligheden bedst kommer til udtryk.

Meta-Paris

I supermarkedet Monop på Boulvard de Magenta:

Mig (der har stået og læst i Ida Jessens Potskort til Annie, mens du har fundet varer frem): Sjovt, jeg står her og læser en novelle, der foregår i Brugsen.

Dig: Sagde du Proust?

ALTING HANDLER IKKE OM PROUST!

Selvom den gode film, Noah Baumbachs og Greta Gerwigs Frances Ha, vi så i går på Boulevard Saint-Germain, også pludselig handlede om Proust og gik i totalt, for lige præcis OS, parallelt meta (det var meta-dag i går, først Lichtenstein jo): da new yorkeren Frances spontant tager to dage til Paris for ikke at foretage sig stort andet end at sidde på en café og læse Proust hvilket du har gjort både i dag og i går og også gør i morgen, og så prøver hun forgæves at komme i biografen og se Den bestøvlede kat, men det var desværre nok ikke den biograf, vi sad og så filmen om hende i, den var for Grand/Dagmar-agtigt, det havde også været livsfarligt möbius-båndlagt: ziiiing, og Frances sidder i biografsædet, og vi løber væk oppe på lærredet.

Jordbærsmag er Proust-elexir

I Super-Spar, eller hvad supermarkedet nu hedder i Ålbæk, havde de herligt nok Teisseire-saftevand, men ikke hindbærsmag, og så købte vi jordbærsmag, som de ikke har i Irma på Gl. Kongevej, og hey, det var for fanden den smag, vi købte i min barndom i Irma på Halmtorvet, nrå vi en sjælden gang var i København, og straks var jeg tilbage på barndommens byggelegeplads, og det er en fantastisk paradoksal smag, på en faktisk frisk måde både hemgemt fad og hvinende syntetisk, og nu burde jeg citere det Schade-digt om jordbær, jeg reciterede til allersidst på Grundtvigs Højskole i onsdags, men jeg har ikke taget bogen med, og hvad er oddsene for, at én af mine bloglæsere har Schades højsang stående på reolen? Forhåbentlig lige så tårnhøje som en fransk, industrialiseret jordbærbusk.