Beskeden udødelighed (DONG!)

Kvinderne i min 90'er-generation kommer - allerede, om jeg så må sige - til at overleve med INDTIL FLERE værker, Merete Pryds Helle, Naja Marie Aidt, Lene Henningsen, Christina Hesselholdt, Line Knutzon, Kirsten Hammann, Lone Munksgaard Nielsen, Helle Helle, Katrine Marie Guldager, mere sølle og tilfældigt, hvad mændene eventuelt efterlader, Niels Lyngsø (født 68 ligesom mig) velsagtens hans Proustoversættelser, jeg helt sikkert ikke andet end mit råbalfabet, som hele tiden optræder i nye, mærkelige skolebøger og - smukt ord, hvem vi ikke gerne være del af sådan noget - stavematerialer:

Kære Lars Bukdahl/ Vi har tidligere fået din tilladelse til at gengive teksten Råbealfabetet i stavematerialet Stjerneskud 2. Udgivelsen vil snart udkomme i 4. oplag (4000 eksemplarer). I den forbindelse afregner vi derfor teksthonorar på i alt 486,40 (hvad er det pr. bogstav? LB)  Med venlig hilsen Dansklærerforeningen.

Jeg tænker, det sgu også er en meget passende og præcis (og livsglad) gravskrift:

AV!
BANG!
CRASH!

Hurramaskine

FØDSELSDAGSTALE FOR STORM P. 19. SEPTEMBER 2013

Tillykke, Storm! 131 er ingen alder, når du er udødelig. Det er til gengæld gammel nok til at fastslå, at du faktisk, vitterligt er udødelig, Der er så mindst 2 slags udødeligheder: 1. Den kanoniske udødelighed, som du opnår, når velmenende pædagoger dekreterer din udødelighed og skriver den på kanon-lister, der i heldigste/uheldigste fald bliver lovpligtige. Og 2. Den uimodståelige udødelighed, der effektueres helt af sig selv, fordi folk og røvere ikke kan lade være med at beskæftige sig med dig og dit værk. Storm P. er i skandaløs grad ikke udødeliggjort på den første måde. Fordi han er sjov, selv når han ikke vil være det, og pædagoger mener ikke, at sjove kunstnere fortjener udødelighed, når de nu så inderligt hader, at deres elever laver sjov. Og fordi han er multikunstner, og som den ikke u-Stormske digter-musiker T.S. Høeg har udtalt: 1, 2, helt uoverskueligt! Derfor optræder Storm hverken på kulturministeriets litterære eller billedkunstneriske eller scenekunstneriske eller filmkunstneriske kanon. Storm ville have været meget, meget svær at holde ude fra en tegnseriekanon, men sådan en findes selvfølgelig ikke. Nutidens tegneserienørder og tegnseriekunstnere har opkaldt deres Pingpris efter Peters Ping, hvilket godt kunne ligne en kanonisering af Storm som dansk tegneserietegner nr. 1. Desværre er det kun pædagoger, der har ret til at kanonisere, og der er ingen officielle tegneserie-pædagoger med kanoniske magtbeføjelser. Jeg vil imidlertid ikke tøve med at kalde det komplet uforsvarligt, hvis et ungt, dansk menneske gennem 12 års skolegang ikke er blevet konfronteret med mindst 1 stribe med De 3 små mænd og nummermanden. Hvis jeg skulle bestemme, ville den samlede, obligatoriske Storm-præsentation desuden inkludere et par fortællinger og opfindelser, en håndfuld fluer, fire-fem Peter og Ping’er og én vild Kulørt Side, en af dem, hvor alle vitserne er indrammede malerier på et museum (og så skal de selvfølgelig også læse Kamma Laurents’ Spørge-Jørgen, med Storm P.’s illustrationer). Ikke fordi Storm P. er sund og opbyggelig og almendannende børnelekture, og heller ikke fordi Storm er usund og subversiv og – hvad er det modsatte af almendannelse? - idiosynkrasi-fremmende. Selvom han klart er det sidste mere end det første, jævnfør ikke mindst tegningerne til Spørge-Jørgen, der klart er på Jørgens og hans fantastiske spørgsmåls side: verdens bedste filosof-portræt: Jørgen, der grubler over, hvorfor kommoden ikke siger noget vs. smæde-karikaturen af Jørgens voldelige far. Men fordi Storm er lige ligeglad med at være opbyggelig og være subversiv, han er lige ud glad for at være sjov uden videre. Nogle gange, kan man mærke og se, er han træt af at være sjov, nogle gange er det bare slet ikke sjovt at være sjov, men fordi der altid er en deadline, fordi der altid er daglige multi-deadlines, må han han tvinge sig til at være sjov, og hvad der er endnu hårdere, men ingen vej udenom, hvis tvangssjovet skal fungere som sjov, tvinge sig til at have det sjovt med at tvinge sig til at være sjov – det er derfor, vitserne på den Kulørte Side er indrammede malerier og tapetet bag de to vitsende herrer på den flue er totalt jugend-amok. Det er ikke det, børnene skal lære: at de skal tvinge sig til have det sjovt med at tvinge sig til at være sjove. Tværtimod skal de opleve, at sjov ikke vil andet med dem end at være sjov, melankolsk, poetisk, anarkistisk, plat og frem for alt upædagogisk sjov. Det er derfor, kanon-pædagogerne ikke vil røre Storm P. med en lunken ildtang, fordi han er upædagogisk sjov, det modsatte af PH’s ulidelige alvorlige sjov, der insisterer på at kilde lattermusklerne med en løftet pegefinger, en særdeles uskøn massage. Og fordi han er og bliver uimodståelig sjov og dermed altid allerede udødelig på den anden af de to udød-måder. Det er måske faktisk bare en regel, som vel egentlig er ok: Er du udødelig af dig selv, nægter vi at tvinge din udødelighed ned i halsen på mindreårige. Problemet er så bare, at selv uimodståelighed har brug for synlighed, hvis uimodståeligheden skal nå frem til at triumfere over andre end de allerede nedlagte, især når den uimodståeligt udødelige ikke længere er biologisk levende og ikke længere dagligt multi-publicerer på førende medieplatforme. Det er det problem, Storm P-museet står overfor: Kom ind i vores center for ypperlig, signeret uimodståelighed og gak ud og inficer jeres omgivelser med den vidunderlige virus! Og som de løser glimrende ved at lade fans og kolleger byde den udødelige op til dans og helt bogstaveligt at sætte strøm til ham, agere elektriker i stedet for kustode. Så bør der også udkomme en gudsvelsignelse af bøger, og det er der allerede begyndt at gøre. Og igen: ikke fordi vi har brug for Storm P, eller fordi han har betydet noget vigtigt i Danmarkshistorien eller opfundet noget uundværligt. Han har lige præcis opfundet Storm P.-opfindelser, der er verdens mest ubrugelige og omstændelige og pragtfulde og morsomme maskiner. Det er det, der ikke er til at stå for: En magtfuld, umiskendelig overflod af overflødighed. Et verdenshav bestående af lutter vandede blækpytter, der for altid, dalmatineragtigt, vil kontaminere vores tårekanaler, når vi én gang har tabt vores øjne til Stormkolonnerne. Og så er der vist brug for en flue: ”Det gælder om at skrive tydeligt – en Kanon kan godt være en Kanin som er stavet forkert.” Tillykke, din evigt grasserende panserkrydser-punktering!