Lone tør hvor Linea alligevel tøver

Nikolajsen nemlig, i hendes boganmeldelse nr. 2 i Information, der beundringsværdigt (især for en ondskabs-.debutant) koldt og klart og effektivt - og derfor desto hårdere (og sjovere) i sin sardonik - siger, hvad der skal siges om Jan Sonnergaards Frysende våde vejbaner (som jeg indrømmet er lettere obsessed med, fordi som sagt det er den første Sonnergaard-bog, jeg ikke anmelder, men som jeg så alligevel meget uklogt læste mig levende død på); her indgang og udgang:

"Bag så sjusket en bog som Frysende våde vejbaner står et forlag, der ikke har levet op til sit ansvar. Udover at landets største forlag burde gøre lidt mere ud af korrekturen, kunne Frysende våde vejbaner snildt have været 200 sider kortere end de nuværende 384 sider. Det virker decideret overflødigt, at de samme pointer fremføres (ny regel: max en begrædelse af metrobyggeriet på Enghave Plads pr. samtidsroman), antydes og understreges igen og igen, som når fulde mennesker ikke ved, at de gentager sig selv. Plottet er hængt op på et tragisk dødsfald og en hovedkulds forelskelse, men så meget sker der faktisk ikke i romanen. Og det, der sker, sker som regel flere gange.

Frysende våde vejbaner har en del til fælles med Sonnergaards debutnovellesamling Radiator fra 1997. Igen et portræt af en underklasse med humanistiske universitetsuddannelser, der ikke kan bruges til andet end at underbygge de mere eller mindre fordrukne refleksioner over livets meningsløshed. Dynamikken mellem korte, kontante og ildevarslende sætninger og længere rablende og fablende passager er også typisk for forfatterskabet.
Men hvor (især) debutnovellerne var skåret til, så virkemidlerne virkede, fortaber alle optakterne til spænding i den her roman sig i beskrivelser af hvad som helst, der måtte befinde sig i hovedpersonens synsfelt. Om romanen havde været overbevisende i en kortere, gennemarbejdet version, ved jeg ikke."

Vs. endnu en endnu en slap litteraturredaktøranmeldelse i Berlingske, til dog kun (selvom det også er alt, alt for meget) 4 stjerner i Berlingske - afslutning:

"Så læs den endelig, den nye fra Sonnergaard, hvis ellers emnet ikke skræmmer. Det er præcis, ukunstlet prosa. Meget sort, meget underholdende. Som det virkelig sorte godt kan være det og ofte er det. Selv når det gør virkelig ondt."

Ukunsletheden (+ uendeligheden, jf. Lone N) er hele problemet; engang var Jan den mest speedet kunstfærdige prosaist af dem alle. Så læs den endelig IKKE, den nye fra Sonnergaard.