Forlagscollagernes æra (femkantet æg!)

Det synes nu at være en - mere eller mindre bevidst/nødretslig - fast dans, som dermed bliver sin egen paraboglige del af en forfatterskabsfigur, at digtere skifter forlag hele tiden, zig-zag frem og tilbage og hele vejen rundt og i ottetaller (ikke som en abc-sekvena med med flere bøger på det ene faste forlag efter det andet ala JC Grøndahl fx - og heller ikke den gl. Laugesen- og Turèll-figur: 1 bogforlag, flere hæfteforlag) og benyttende flere forlag i samme stund og selvsamme nu. Se nu fx Lene Asp, der udgav 2 bøger 16. februar, den ene, fabelsamlingen Lille håndbog for fortabte, på Antipyrine, og den anden, langdigtet Sort, på Rasmus Graffs nye, fræsende flittige OVO press. Kenneth Jensen har netop udført samme two-step, bare forskudt, kortdigtene Konventionel drift i december på OVO, kortromanen Tragedie plus tid nu her på Antipyrine. Rasmus Graff himself ditto: Livet efter Kina på Antipyrine, Failure Gazette (samlede mislykkede tekster spalteopsat!) hos sig selv på OVO. De to store pioner-forlagsomkringspringere, Glenn Christian og Rasmus Halling Nielsen, har selvfølgelig også nye bøger/hæfter ude på OVO, Glenn Gran Canaria (DEL 1), en slags suite, Rasmus Afbrudt, pludselig, en slags leksikalsk stammen (som er en af de bedste slags stammen), men ingen af de nævnte er jo derfor OVO-digtere eller Antipyrine-digtere eller nogetsomhelstandetforlag-digtere. de er forlagscollagemagere -

Her en OVO-collage:

ASP:
Sort klædedragt kan symbolisere fromhed, sædelighed, alvor. Siden Alexander den Stores død i 323 f.Kr. har vi haft sort uheld.

JENSEN:
lidt som et barn
hænger stjernerne ikke
som de skal

GRAFF:
situationen tager en korrektur på hjertet,
det slå som dirigeret

CHRISTIAN:
Bihulerne tømmes
                For sten
                    De er

                    I tvivl
                       igen

HALLING:
Mens personer kan forsøge at
lede eller styre et oprør , der et
oprør , der et oprør , der et oprør ,
der ud i en voldsom ud i en
voldsom forstyrrelse

Tidsskriftsglæde og -jalousi

Glædeligt i 1 sitting eller lig-ning at læse et tidsskrift fuld af gode tekster som jeg ikke selv i mit ansigts sved har redigeret og korrekturlæst som nu fx Victor B. Andersens Maskinfabrik nr. 47, selv om jeg principielt-helligt og jaloux-konkret synes det er lidt for nemt med deres luksus-enquete-redigeren (alle mulige udvalgte skønne folk og skønne folk udvælgende andre skønne folk, som det nye nr. hvor Lars Skinnebach er gæsteredaktør), så er der for at mime Mikkel Bruun Zangenbergs blanke opremse-anmeldelse i Politiken (hvor han eksplicit skammer sig over aldrig at have omtalt Glenn Christian uden at bare at ofre 1 adjektiv på GC's bidrag; jeg har spenderet en brændestabel adjektiver mindst på Glenn de seneste år, det manglede nemlig bare) gode tekster af bl.a. Glenn Christian, Lars Skinnebach, Henrik Have, Henrik Bjelke (et syret brev til Henning (Mortensen?)), Peter Clement Woetmann, Pernille Abd-el Dayem, Olivia Nordenhof, Zolan Ara, Christel Wiinblad og, vil jeg særligt fremhæve, som vitale litterariseringer af trivi-horror, Lenes Asps oprømte vampyr-monolog:

Jeg kunne ganske let blive optændt af blodets metalsmag. Det er ude af mine hænder. På de bedste dage ville smagen berede mig en liflig følelse af luft i kraniet og give mig små krampesensationer i baghovedet og på næsetippen. Men i løbet af de to år, der var gået, siden jeg ankom til dette landsted,  var mit hoved blevet alt for tung til den stilk, det sidder på.

og Olga Ravns råt henåndende spøgelsesdigte:

Celestine, i sin tørre niche,
de strømme der er i hende,
en rasende flod muret inde,
hun er hjemsøgeren,

spøgelser som skilsmissebørn,
det lemfældige forhold de har til andre mennesker,
at de ser dem som gennemrejsende,
skygger, dagens bismag,

det bliver aldrig helt mørkt i juni,
hyldeblomsterne gløder,
pigerne går i seng
tavse som dyner, som hver deres
skaldyrsforgiftning,
haven blinker
med sit store, sorte øje
tomt ud mod universet,
en våd broche fra Disney Sjov,
hvad er det man siger?
syrenen blomstrer
som en fader der slår sin datter,'
hendes område,
under enhver ting,
pumpet fuld.

(men hvorfor skal Hvedekorn, hvor Olga debuterede i nr. 1, 2008, det første nr. jeg redigerede, mens Lene, så vidt jeg husker, faktisk debuterede i Ildfisken, ikke have glæde så luksuriøse bøh (som bøh vel også må hedde i flertal?!), og hvorfor er det (så forudsigeligt at det er) Maskinfabrikken og Cool, der skal smykke en hel væg i Busck i Købmagergade!!?? klynker jeg ynkværdigt)