Pristale, level: fuld ekstase

- hen mod slutningen i Asger Schnacks tryk 16-hvirvlende pristale for Peter Laugesen, da han fik Dan Turèll-medaljen, tilføjet de YEAH'er, som denne tilhører ikke kunne lade være være at udstøde mere eller mindre under mit vejr:

"Peter Laugesen er en ven af universet, dvs. han er tilgængelig for universel sandhed.
YEAH!
Man hører den, hvis man lytter til hans digte. Han vågner og er en del af den universelle sandhed. Han træder ind i stilheden og er en del af den universelle stilhed. Du er velkommen til at lytte med. Børn er også velkomne. Dyr. Jeg tvivler ikke på, at også planter er velkomne.
YEAH! JA, DE ER!
Peter Laugesen har befundet sig mange steder på Jorden under indtryk af naturen. Stjernerne taler til ham, både nat og dag.
YEAH! JA, DE GØR!
Universel tankegang er uafhængig af mørke eller lys, forstået som dagslys. Tanken er videre. Lytter du med på digtene, er det en videre tanke. Vi inkluderer månen, rejsen imellem græsstrå.
 YEAH!
Vi blænder op for en større sammenhæng.
YESAH
Peter Laugesen forstås af alle.
YEAH!
Han er løftet op over forståelseskløfter.
YEAH !
Som digter er han digternes digter.
YEAH!
Stjernernes digter.
YEAH!
Alle og enhvers digter.
YEAH!
Hans digte læses sammen med regndråber, der falder, græsstrå, der vajer i vinden, de taler græsstråenes sprog.
YEAH!
Peter Laugesen ser, det er sansningens første opgave. Han indfanger øjeblikket.
YEAH!
Men det er næsten ingenting i forhold til næste trin: at forvandle det sete til rytme, det er udødeliggørelsens proces.
YEAH!
Her findes ingen regler, her findes ingen ’skik og brug’. Der er højst nogle stier, man har gået ad før. Ikke for nødvendigvis at gå den samme vej, men for at variere det sete, gentagelsens genialitet, som Jørgen Gustava Brandt talte om.
YEAH! GUSTAVA! 
Men med tryk på praksis, ideer og forestillinger gør det ikke. Og her kommer vejrtrækningen ind med sin betydning: for hvordan skabe forbindelsen, broen, mellem sansningen og den sproglige rytme (som er lig med livsrytmen)? Hvis ikke gennem vejrtrækningen, åndedraget, der giver og giver – liv til den krop, der sanser og rummer bevidstheden.
NEJ, HVORDAN DOG! YEAH!
Således bliver vejrtrækningen ørnen, der flyver,
YEAH!
sneen, der fyger,
YEAH!
minuttet, der bliver til og indånder liv i digtet.
YEAH!
Til stadighed praktiserer Peter Laugesen denne forvandling, denne livgivning på mere eller mindre et helt folks vegne eller i alle tilfælde på menneskehedens vegne.
YEAH!
En dag langs Søerne i København, frysende ude eller med varmen i behold.
YEAH
Ind strømmer verden i digtet.
YEAH! JA, DEN GØR!
Der er plads nu, ikke blot til grene og tage og solens sidste stråler. Der er plads til cirkler og en tilbagevenden til kendte områder med et nyt syn,
YEAH! JA, DER ER!
ind glider navne på musikere, malere, digtere, hver især taler de med illumineret røst, det er, som om hele historien fra en tidlig tysk romantik til en stadig fornyende revolution får liv."
YEAH! 

Den sang Peter Laugesen NÆSTEN dansede til

i går på Vangede Bibliotek var

"RIPPLE"

THI SKRIFT ER EN KRUSNING!

Fra Grateful Deads 1970-plade American Beauty

Pristaler Asger Schnack citerer i en FB-opdatering fra Dan Turélls anmeldelse af pladen, der er optrykt i Medie-Montage-bindet Rockens rødder (min fremhævelse):

"På en måde er ’American Beauty’ hvad den antyder. Et trip omkring på landet, alles land, hvor Candyman kommer til byen og hænger på gadehjørnet, hvor Hun har alt hvad du har brug for, alt hvad du kan ønske. Hvor floden flyder, hvor musikken blir en flod, en smuk glasklar flod. Hvor det er meget enkelt at hver krusning er en bevægelse i landskabet, hvor du er min kvinde og gør dig smuk for mig, hvor jeg ikke rigtig véd og ikke finder det nødvendigt at vide – stillet over for vandet eller vinden f.eks. Hvor du somme tider overvældes af Lyset og andre gange ikke kan forestille dig det findes mere.”

Her er teksten til sangen, skrevet af Robert Hunter (ifølge internettet skrev han den "in 1970 in London in the same afternoon he wrote “Brokedown Palace” and “To Lay Me Down” (reputedly also drinking half a bottle of retsina in the process)"):

If my words did glow with the gold of sunshine
And my tunes were played on the harp unstrung
Would you hear my voice come through the music?
Would you hold it near as it were your own?

It's a hand-me-down, the thoughts are broken
Perhaps they're better left unsung
I don't know, don't really care
Let there be songs to fill the air

Ripple in still water
When there is no pebble tossed
Nor wind to blow

Reach out your hand, if your cup be empty
If your cup is full, may it be again
Let it be known there is a fountain
That was not made by the hands of men

There is a road, no simple highway
Between the dawn and the dark of night
And if you go, no one may follow
That path is for your steps alone

Ripple in still water
When there is no pebble tossed
Nor wind to blow

 LAD DER VÆRE SANGE TIL AT FYLDE LUFTEN

Jeg har set Peter Laugesen danse

NÆSTEN! 

da han i dag på Vangede Bibliotek som verdens største selvfølgelighed havde modtaget Dan Turèll Medaljen og havde læst op fra Deadlines, den bog han skrev på, da han (i Irland) hørte, at hans ven Dan Turèll var død, hvilken han ikke havde anset for muligt, og fik tændt for et Grateful Dead-nummer (kan nogen lige fortælle mig hvad for et), og mens det det nummer lød, stod Laugesen på scenen og dansede NÆSTEN og bagefter læste han krystalklart endnu to digte fra Deadlines, nemlig disse (eller var det kun det sidste, og det første så før Grateful Dead, det kan nogen sikkert huske!):

SWEENEY HØRER AT KONG DAN ER DØD

Glem alt hvad u har lært
og husk ikke hvad du ved
for det er en anden verden under stenen
Hvis du har livet kært
og elsker kærlighed
så stil dig aller yderst ud på grenen
Fortryder du så husk
at i hver lille busk
der sidder fuglene og synger falbelader
Og sandt som det har klang
så er det livets sang
der sprudler ud af mejser og af skader

&

Vi skulle have siddet sammen
om 30 år
på TV
eller hvad det hedder til den tid
og set gennem blafrende døre af whisky og røg
60 år tilbage på alt det
ingen af os længere
ville kunne huske

- Peter L får sin medalje af selskabsformand Lars M (foto Steen Møller Rasmussen)

Let ludende digterspirer - Larsens tak

Lars Movin var hurtigere ved havelågen end mig og Blogdahl til at sikre sig Marianne Larsens takketale for Dan Turèll-prisen, som står at læse som en opdatering på hans FB-side, måske faktisk link her. Men så copypaster jeg da bare talens første del, inkl. purung Hvedekorns-erindring (medaljefoto: Lars M. medalje: Barry W)):

"Den første gang jeg så Dan Turèll var i 1969. Engang i november, tror jeg nok, med korte dage, tidligt mørke. Jeg havde fået en adresse at rejse til, en adresse i Farvergade i København. Jeg var inviteret til et oplæsnings- og digterarrangement. Poul Borum havde som Hvedekornsredaktør inviteret tidsskriftets seneste bidragsydere med flere til at mødes og læse op og lære hinanden at kende.
Jeg fandt frem til adressen, efter at være ankommet med toget fra Kalundborg sidst på eftermiddagen og vandret nogle ture op og ned ad Strøget og i dets sidegader. Bag adressen gemte der sig et stort lokale med spredt opstillede færdige eller ufærdige gipsfigurer på gulvet, og malerier og tegninger på væggene. Der var også en trappestige mellem gipsfigurerne og forskellige slags stole rundt omkring. Belysningen var ujævnt fordelt fra lamper tilfældigt placeret i loftet. Det var her mit livs første digtertræf kom til at foregå.
Dan Turèll var der også. Han dukkede en del forsinket op sammen med Asger Schnack. De stod der pludselig i baggrunden, i nærheden af udgangen. “Der kommer Dan Turèll og Asger Schnack,” lød Poul Borums velkomsthilsen. Dan havde halvlangt hår dengang. Asgers hår var meget langt og tykt og krøllet. Der stod de. Let ludende frem og tilbage på stedet. Lidt efter var de der ikke mere. Vi nåede ikke at hilse på hinanden.
Senere mødte jeg Dan ved forskellige lejligheder i oplæsnings- og udgivelsessammenhænge. Og fulgte i halvfjerdserne med i hans skriftudbrud, der som en kraft, ingen kan holde tilbage, kom ud på forskellige forlag, etablerede såvel som alternative forlag deriblandt hans eget Soft Machine. Skriften var rusen, meditationen, arbejdet, politikken, kritikken, redskabet. Skriften var udforskningen, improvisationen, opdagelsesrejsen som væren og virken uden tøjler. Det var skriften, når den blev sat fri og på den måde udtrykte, hvordan dét var. Det. Inger Christensens Det, den indiske filosofis Det, den kinesiske filosofis Dao, I Ching og jazzens Det, musikkens Det, ordenes strømmende Det, kroppens og bevidsthedens strømmende Det, i en strømmende verden.
(...)"

3 x Marianne

1. Marianne Larsen, da hun i dag yderliggående velfortjent har modtaget Dan Turèll-medaljen og holdt en smukt takketale om Dan og hans værk og læst 3 nye digte op, der fik hver deres klapsalver (foto: Lars Movin)

2. Marianne spionerer skælmsk på sin trofaste forlægger gennem mange, mange år, Jarl Borgen, blive fotograferet selv (foto: Steen Møller Rasmussen - udateret, men velsagtens tidlige 80'ere?)

 3. Et digt fra antologien Min generation, redigeret af Asger Schnack og Dan Turéll, 1975, og udgivet af dagens autentisk henrevne pristaleholder Asger Schnacks forlag Swing:

"3 Cry man

nej
jeg vil ikke hente mit hoved
i de døde bevidstheders departementer
nej
nej jeg vil ikke nøjes med en promille af alt
det jeg har på fornemmelsen hører med til et
tidsrum på halvfems år
nej
nej jeg vil ikke nogens eller min egen
simple vane
nej
nej jeg vil ikke overholde radioens programmer
for hvad jeg må fortælle den jeg elsker og hvad
jeg skal tie med
nej
nejjeg vil ikke blive ved med at stirre mig til
genstand på enhver jeg møder
fordi alt andet hedder genstand
nej
nej jeg vil ikke stange mig gennem jaede nejer
for altid at være på den sikre side
nej
nej jeg vil ikke
være den der ligger stille
stille hen i månedsvis
når fuglene er forgiftede"

Dan elsker Marianne! Med godt skal godt hædres!

ENDNU EN SKØN OG RIGTIG PRISMODTAGER:

Turèll-samlingen

1 hr ·

Dan Turèll Medaljen 2017 går til et af de helt store navne i dansk poesi gennem snart et halvt århundrede:
Digteren Marianne Larsen modtager årets Dan Turèll Medalje.
Overrækkelsen af Dan Turèll Medaljen til Marianne Larsen vil finde sted på Dan Turèlls fødselsdag søndag den 19. marts kl. 15.
Sted: Dan Turèll Samlingen, Vangede Bibliotek, Vangede Bygade 45.
Du kan læse motiveringen her:
I 1975 redigerede Dan Turèll sammen med digteren og forlæggeren Asger Schnack antologien Min Generation (udsendt på forlaget Swing). Udvalget var ganske stramt. De to redaktører havde, foruden sig selv, kun inkluderet fem andre forfattere i denne eksklusive markering. Og én af disse var Marianne Larsen (f. 1951).
I dag er det generationsmæssige erfaringsslægtskab mellem Dan Turèll og Marianne Larsen til at få øje på, også selv om deres forfatterskaber på flere måder er meget forskellige. I 1969, samme år hvor Dan Turèll debuterede officielt i bogform med 40 ark, debuterede Marianne Larsen i tidsskriftet Hvedekorn med en række digte, alle betitlet “Til A”. Og allerede i disse tidlige digte fornemmes hendes helt særlige sproglige sensibilitet, en sarthed, der har bund i en dyb ensomhedsfølelse, som er af eksistentiel art. Det ene digt begynder: “i min føjelige ensomhed har jeg bygget undere op / går ind i dem og laver dem om”. Her kommer en personlig poetik til syne: At bygge disse undere op – og gå ind i dem og lave dem om – det er den digteriske skaben og fortsatte proces!
Marianne Larsens første bog, Koncentrationer, med såvel prosa som digte, udkom i 1971. Og i midten af årtiet – mere eller mindre parallelt med at Dan Turèll udsendte den såkaldte Storby-Trilogi bestående af titlerne Drive-in Digte (1976), 3-D Digte (1977) og Storby-Blues (1977) – berigede Marianne Larsen verden med sin trilogi: Cinderella (1974), Fællessprog (1975) og Det må siges enkelt (1976) (udgivet samlet som Fællessprogstrilogien på Asger Schnacks Forlag i 2016). Hvor Dan Turèlls trilogi med storbyen som kulisse behandler livet, hverdagen og kærligheden i et sprog, der er jazz, kan Marianne Larsens trilogi opfattes som udtryk for en højst original ensomhedskritik. Over for ensomheden sættes fællessproget – af Marianne Larsen brugt poetisk-politisk.
I forbindelse med udgivelsen af det første bind i Fællessprogstrilogien var det Dan Turèll, der stod for anmeldelsen i Danmarks Radio. Han sagde blandt andet:
“Marianne Larsens nye digtsamling, Cinderella, er en af det nye forlag Swing’s første udgivelser, og det er fandeme en flot start. Jeg tror ikke, Marianne Larsen før har netop swinget så meget som i dette 40 siders hæfte, hvis digte næsten uden undtagelse er rettet ind imod kønsproblematikken. ‘Rødstrømpedigte’ er en utilstrækkelig etiket, men antyder alligevel ét og andet om den bevidsthed, vi her sér sprogligt konkretiseret, formuleret på en klar og ligefrem sanselig måde, ofte summarisk, men aldrig uden præcision, hvad enten der er tale om de kortere eller de længere forløb.”
Siden har Marianne Larsen udsendt op imod et halvt hundrede bøger af samme høje kvalitet: digte, prosastykker, romaner. Men først og fremmest digte, i en stadig udvikling fra det politiske til det fantasifulde, fra det sprogreflekterende til det nyformulerende.
Marianne Larsens seneste digtsamling bærer titlen og tiden i vild tilstand mod min hud og udkom på Gyldendal i 2016. Den er – ligesom hele forfatterskabet – kendetegnet ved en originalitet i det sproglige kombineret med en afgørende verdensbevidsthed. Der er ingen som hende.
Dan Turèll Medaljen er tiltænkt en person, der i sit kunstneriske virke korresponderer med Dan Turèlls værk og ånd. Selve medaljen er udført af medaljøren og maleren Barry Lereng Wilmont, der udgav en række kunstbøger sammen med Turèll.
Dan Turèll Medaljen blev første gang overrakt i 2012 til dramatikeren Astrid Saalbach. I 2013 gik den til rap-lyrikeren Per Vers, i 2014 til digteren Rasmus Halling Nielsen, i 2015 til krimiforfatteren Jesper Stein og i 2016 til forfatteren og oversætteren Thomas E. Kennedy. Selve prisen blev indstiftet i 1994 og bestod i de første år af et brugt slips fra Dan Turèlls klædeskab.
Medaljen uddeles af Dan Turèll Selskabet, der består af redaktør Jacob Ludvigsen, forfatter Lars Movin samt bibliotekar og initiativtager til Dan Turèll Samlingen på Vangede Bibliotek Peter Strøm."

TILLYKKE!

- Marianne har stadig fået alt for få priser - ingen Kritikerpris, ingen stor Akademipris!

I det seneste nummer af Texas Longhorn har hun 2 fantastiske tekster med, dette er den første:

"mundheld:
med ondt
skal ondt fordrives
med godt
skal godt fordrives
jeg synes ikke
det giver nogen mening
med mennesker
skal mennesker fordrives
med umennesker
skal umennesker fordrives
jeg synes ikke
det giver nogen mening
med mørke
skal mørke fordrives
med lys
skal lys fordrives
med uheld
skal uheld fordrives
med held
skal held fordrives
bevar mig vel
med død
skal død fordrives
med liv
skal liv fordrives
jeg synes ikke
det giver nogen mening
jeg synes ikke
det giver nogen mening
jeg synes ikke
det mundheld giver nogen mening"

Priskriminalisering

De Gyldne Laurbær gik i år til Sara Blædel, der skriver kriminalromaner, og dem har jeg engang læst en af, som var noget værre hø, litterært set, men hallo, det er De Gyldne Laurbær, de går alt andet lige til forfattere af bestsellere, og vi skal bare være glade, når forfatteren en gang i mellem, som senest Helle Helle, også er en god forfatter, og ligeglade, når hun og han ikke er. 

Dan Turèll-Medaljen blev i dag på Vangede Bibliotek, der huser, Turèll-samlingen, tildelt Jesper Stein, der også skriver kriminalromaner (og litteraturstof i JP (og er søn af den legendariske nyrkritiker Finn Stein Larsen og bror til den dialogiske litteraturprofessor og KD-lyrikanmelder Peter Stein Larsen), og det gjorde Dan Turèll jo mildest talt også, så det er i princippet helt i orden og i bedste stil, og jeg kan rigtig godt lide det vilde, akkurat Turèllske stræk fra sidste års medaljemodtager, ærkeavantgardisten Rasmus Halling Nielsen, til den bestsellerforfatteren Jesper Stein, som jeg altså bare ikke har læst nogen bøger af, og det burde jeg måske se at få gjort, nu han tillige er nomineret til Berlingskes og bibliotekernes Læsernes Bogpris, ellers vil jeg heller ikke kunne hævde, at Dorph & Pasternak, hvis Tal til mig jeg med en lang, tilfreds udånding netop har afsluttet, ville have været det rigtigere valg; det er klart nok ikke totalt usandsynligt, at andre end D & P og Susanne Staun (HOV! det sejeste valg under alle omstændigheder! DT var også retskrivningsfreak)) kan skrive litterær værdifuld romanspænding - hans seneste roman, Akrash, koster 99 kr. som e-bog, ser jeg, det er halvt så meget ca., som jeg betalte for den seneste Jussi; den eneste danske skønlitteratur, jeg betaler penge for, er kriminallitteratur i i e-bogform, rimeligt nok!

Medalje til Onkel Ralle!

Rasmus Halling Nielsen, der hermed danner et perfekt par med sidste års modtager Per Vers som The DT-Twins, modtager af Dan Turèll-Medaljen 2014. Perfekt valg! Lige så perfekt som på den anden led Per. Ingen digter er vel post-1975 kommet tættere på at matche Turèlls fullt time-skriftraptus 1969-1974 (bortset måske fra Mikkel Thykier, hvis flid til gengæld er u-Turèllsk tyst og sky - ikke fordi Rasmus ikke også er eller kan være blufærdig, men han er der inden i eller bag den til alle sider ekstrovert eksploderende skrift, ligesom Turèll).



(foto (fra Asger Schnacks Forlag) ved Lars Gundersen)

Jeg prøver en søgning på Rasmus Halling skrift - og her så var der pludselig link igennem til det store, uendelige Halling-arkiv, Mutilation Avenue, som jeg for længst var holdt med at kigge efter, og dér det bare, og nu må jeg lige afsætte en uges tid til at grave mig igennem, men den første tekst, jeg klikkede mig frem til, blev meget passende denne (Mutilation Avenue vol. 14):

Evigheders uro, ikke en lyst, det handler om
nødvendighed, ingen fornøjelse i det, i hvert fald ikke
længere, nu er det kun evigheden og den uro der konstant
er på, uden pause, et liv lastet ind i tekst et nødvendigt liv
evigt, at det bliver dårligere og dårligere,
skyldes også
svigtende affektion over for alt
jeg sætter sammen: men af
andres stemmer og struktur og derfor tilsidesættelse af alt
jeg engang kunne læse, derved skrive
––
fordi andres
stemmer ikke er min og derfor alles

- og her en tekst fra Dan Turèlls Manuskrifter om hvad som helst, 1971:

Det er sol udenfor
Jeg ryger en cigaret
Ud af vinduet er der et lykkeligt stort tomt rum
Noget med at være ved at gå ud af en fase
Kan ikke vides kun fornemmes
Lyd hvirvlet op fra en snart forsvundet gade
To års uafbrudt skrift
 dækkende alle falder i dette enorme hus
Sol slår papiret gennem ruder
Jeg er Hér ikke mere Jeg sidder hér stadig
Et  øjeblik forlænger sig selv
Det er det samme Det er
                           noget andet Det er
                           hele tiden anderledes
Det er hvad det er Det er
                           ingenting Det
                           kan ikke siges
D.T., Forhåbningsholms Allé 18, 1904 Kbhvn. V. 22/4/71
me fecit ridsede disse
furer det er
hvad det altid har været det
blir det mere og mere
uendeligt nyt

og jeg sidder hér
og jeg ryger en camel
og jeg cirkler på papiret
og tre ark ligger færdige af en uendelig ny rejse
og der er ikke meget mere farve i speedmarkeren
og jeg har talt med Steffen
og jeg har læst Poe og Bradbury
og når jeg siger Allen Ginsberg hentyder jeg til et kosmisk princip
og jeg er ved at falde ud af noget og ind i noget andet
og det er alt sammen det samme
og jeg kan hverken skrive eller lade være
og der er heller ingen af delene der specielt er meningen
og jeg går ind på papiret bukker og går ud igen
og det er selvfølgelig helt iorden når det nu er sådan
og hver væsen har sin specielle biologi
og denne verden er kun denne verden og alle andre verdener samtidig
og verdener er tomrum der ustandseligt brydes
og katten spinde
og jeg har skrevet breve til Tim på Bornholm
og til Peter på Samsø og til per i Jylland
og det er alt sammen navne og alt andet end navne samtidig
og jeg er en afrikansk heksedoktor der foretar magiske besværgelser i sit sprog
og det endeløse digt ruller videre
og landskaberne ændrer sig bag det
og Peter Laugesen har for længst forklaret det mest af det
og dette er Frederiksberg en sen sol-eftermiddag
og røgen hvirvler og lydene kastes opad
og forgreninger udstrækker sig til alle sider
og solidaritet er svimlende og endeløs
og det er alt sammen en flagrende skygge der snart er forbi
og så kommer der flere og så
og jeg er i rødgul bluse i dette rum
og kærligheden er en varm saft der kryber frem i huden
og du er dens navn
og i nat væltede den mig i en strø,
og det er den strøm der transponerer sig nu
og det er dig der gør mig til mig
og således ikke på noget
og således på hvad som helst
og det er uendeligt
og det er det hele
og der er ikke andet


og jeg tror på det alt sammen som ingen ting

En værdig slipsedreng og ægte Danætling: PER V!

I dag klokken 15 i Dan Turèll-samlingen på Vangede Bibiliotek modtager Per Vers FORPULET FORTJENT Dan Turèll Medaljen (efter 2 tvivlsomme prismodtagere, 1 epigon og 1 misforståelse, er prisen tilbage på sporet - efter Onklen). Per V er en fremragende rapper og en overmenneskelig, nærmest UHYGGELIG freestyler - jeg har optrådt med ham 3-4 gange, senest på Statens Museum for Kunst gudhjælpeme, og hver gang forlangt at komme på først, for bagefter dén sproglige krudtrøg kan ingen få et ben til jorden, og DT er jo lige præcist én af yderst få danske digtere, der med held har dyrket den mundtlige improvisation, i hans heyday med Sølvstjernerne, hvor et nummer som "For meget mand" kunne blive ved og ved og ved, så det er svært at forestille sig et mere SELVFØLGELIGT valg, tillykke med det til både Per og komiteen og salig Danny - her lammetæver medaljemodtageren (der var nu mere sand stil over sagerne, da medaljen var en pris med medfølgende originalslips) blidt modstanderen Strøm til MC's Fight Night 2001, hans sidste, inden han ubesejret trak sig tilbage:

Prispis - i røven på alle musketererne samtidig

Jeg synes, de bliver ved at nosse i det med Dan Turèll-prisen, der uddeles i dag på den udødelige onkels 66 års dag (før jeg opdagede, det var hans fødselsdag, havde jeg nævnt ham i 1 anmeldelse og citeret ham i 1 Hvede-blogpost, strange!): sidste år gik prisen til en kedelig epigon, Claus Høxbroe, og i år går den til en forfatter, der sgu da ikke, om man så bryder sig om hendes værk eller ej, kan være længere væk fra nogen Dan Turèll-hed, dramatikeren og prosaisten Astrid Saalbach, sirligt iagttagende kølighed rimer ualmindeligt dårligt på signeret performativ coolness, og hvis det absolut skulle være en dramatiker, hvad så med offensivt vittige Line K eller kulørt mytologiserende Jokum R?

Men skide nu være med det, lad os hylde den suveræne, stygt savnede digter DT; i første bind af de udvalgte digte har jeg bladret mig frem og tilbage til denne gode remse fra Manuskrifter om hvad som helst, 1971:

Du igennem rækker af billeder

i markedet
i boghandelen
i cafeteriaet
i biografen
i rejsebureauet
i avisen
i fjernsynet
i øjet
i røven
i røven på Karl den Tolvte
i røven på Ludvig den Fjortende
i røven på Alexandre Dumas
i røven på alle musketererne
i røven på alle musketererne samtidig
i dette år
i et væsen
i et glas
i et rum
i et andet rum
i en ny tilstand
i to nye tilstande
i uendelig mange gamle tilstande
i paris
i Gladsaxe
i billeder
i fotos
i arkiver
i blinde pletter
i alternative områder
i anderledes udkanter
i drømme
i boxe
i film
i tekst
i bånd
i røven på Lee van Cleef
i violette klipper
i skyer
i nedfald
i andre rejser
i gader
i scenerier
i byer
i toiletter
i skuffer
i maskiner
i lyd
i København
i dig
i nat
i denne strøm
i dette liv

"Dan Turèll"-prisen

Efter at være blevet tildelt (fra DT og hinanden) væsensforskellige, men (i deres spektakulære unikhed) parallelle unikummer som Jens Blendstrup, Ursula Andkjær, Mikael Bertelsen og Morten Søkilde, går Dan Turèll-prisen i år til en ren (og svag) epigon, Claus Høxbroe, af en slags, der ikke er mangel på i det ørkesløse slammer-miljø. Det er et kedeligt valg, synes jeg (alternative kandidater? Mette Moestrup, Blæs Buggi, TS Høeg, Line Knutzon, bare fx); hvordan er det den gamle DT-titel lyder: Forklædt til genkendelighed, her kunne man sige: Genkendelig til uklædelighed.

Morton Sokoldo, tolloko!

Og så er det da bare et fuldstændigt urimeligt vildt langt ude RIGTIGT valg at Morten Søkilde skal have Dan Turèll-prisen 2010!

I mit Søkilde-dossier (der blandt flere highlights bl.a. indeholder en maskin- og håndskrevet invitation til bogreception med vedhæftet visitkort: MS/ A Light-Heart Boy) fandt jeg den her lille tekst, der visnok har være publiceret i tidsskriftet Grafen i 2006:

På scenen er jeg alene om natten. Og bevægelserne lever med kroppen, så blikket antager også det åndedrag, som mit hjerte projicerer ned i enden af salen. Og salen optages i nat af mennesker som ser. Jeg står med min butterfly i suppen, søvndrukken, lang og slem i min hylet [måske tatsfejl for 'hylen'? LB]. Jeg er på efterslæb og dødsdømt, hvis jeg griner netop nu - men rigtig prins om jeg vimser.

Eller som Dan formulerer det i Gud & Gokke, 1992:

Det kræver enorm stædighed
at være sig selv. Alle andre synes at mene
at det er dog
for arrogant! Man må løbe hurtigt
for at kunne blive stående
på egne fødder.

- Tillikki, Mirtin!