fredag den 5. juni 2015

Kriminalistisk litteraturkritik 1989 (med tilbagevirkende kraft)

ved henholdsvis yngre og ældre politimand:

- fra Tal til mig, side 177-178:

Peter Laugesen: Frø og stængler, 1988


"Han gloede på alle magnetbogstaverne på køleskabslågen, invitationen til hans mors halvtredsårs fødselsdag på lørdag, indkøbsseddel: havregryn, mælk, en gul post-it med en eller anden piges nummer, han havde glemt navnet. Han faldt i staver over det digt, den forrige lejer havde sat på køleskabet, en tynd og og depri gut, han aldrig fandt ud af, hvad hed. Han havde også fundet en Kina-bog med små digte, som han smed ud, men han lod digtet stå i de små sorthvide magnetbrikker, fordi det lød så tåbeligt, så de desperat og intellektuelt, det flakkende skær fra satelitterne, come on ...
  Ingen kan gå alene
  altid i mørket her
  i det flakkende skær fra satelitterne
  nogen må være med
  Han læste det langsomt, lyttede til ordene, de sivede ind i hans trætte hjerne. Ingen kan gå alene ...
  Anita ...
  Han begyndte at tvære sætningerne rundt med en flad hånd, spredte dem ud over den hvide flade, men de var ikke sådan at få bugt med, ingen kan gå alene sjuttede bare rundt som en beskidt karklud. Han var kommet til at rive invitationen til mors fødselsdag ned, han stod med den, man kunne se, hans far havde fået computer, der var bladranker og små flag og skrå bogstaver og et lille vers, fotokopierede billede af Mor, Fra Rumænien til Svendborgsund.
  Så rejste han sig.
  Han kunne pludselig huske, hvor bagageremmene lå.
  De var under sengen.
  Så samlede han grejet, spændte vadsækken på ryggen og så sig i spejlet.
  En sort mand med en beslutning.
  Han låste sig ud af lejligheden.
  Ingen kan gå alene ..."

- side 231-233 (oplæst på opfordring i går)

Peter Høeg: Forestilling om det tyvende århundrede, 1988
 

"I et af de sammenklappelige bræddeskure på hjul, der var rejst omkring cirkusteltet, ventede Ramses på gøglerjomfruen blandt kunstige blomster og forrevne trikoter og i lugten af eau de cologne og blandt mange andre ting, som han ikke mærkede, fordi han hjerne var steget til vejrs med ballonen ...
  Ole Larsens ben summede igen. Han hjerne var også steget til vejrs lidt over midten på side 89 i en svag duft af parfume og eksotiske tillægsord, det føg rundt med sprælske navne, Cæsar Jensen, Christoffer Ludwig Teander Rabow. Hans slog den i og gloede på omslaget, en kukkasse af indfald med værelser, forskudte døre, kvindehoveder bag vinduesrammer og et blinkende øje på et bord, Forestilling om det tyvende århundrede, og et lille sving af en rød boks øverst på forsiden For folk som kan læse. Han kom aldrig igennem den bog. Der var to timer til foredraget med Peter Høeg på Farum Bibliotek og læsegruppen bagefter, og han havde jo sagt, at han glædede sig. Det gjorde han ikke, men han måtte gøre det for Inger, de havde siddet herinde i hendes kurvestole ud til den vinterlyse have og læst de sidste par dage. Han tanker svømmede uden at kunne fæstne sig. Hun kluklo og tog noter og vendte hele tiden sider, så han var blevet nødt til at bladre med regelmæssige mellemrum. Men nu var det nu. Han læste sætningen igen, der stod ikke hjerne, men hjerte. Nåh. Gjorde det en forskel? Han måtte sige et eller andet til læsegruppen, men pludselig kunne han intet huske af bogen, det hele var pist væk i et puf af ingenting. Han begyndte forfra, Dette er de danske drømmes histoire, det er et referat af hvad vi har frygtet og drømt og forventet i dette århundrede ... Han kunne godt bruge et referat, hvad fanden skete der? Han bladrede rundt i den, men gik død i den kælne tone og de lækre sløjfer af sætninger, der gik op med et lille kækt smæld hver gang, og så den fortæller, der hele tiden tittede frem som en gøglerjomfru og lavede numre med tid og sted og langt, langt senere. det var som en rebus, der bakkede snavvendt, det hele hvidtede for øjnene af Larsen, nu forstod han ingenting. Han måtte sig det, som det var, til Inger. Bogen var røvsyg, det synspunkt ville han fastholde til døden, Han ville sige det ligeud. Han var politimand, for helvede, ikke? Han gad ikke sidde og læse gavtyveprosa om de danske drømmes historie. Det var i hvert fald ikke hans drømme.
  Han tog bogen og kom op i en ruf, men det var for hurtigt, og han vaklede et par sekunder rundt i Ingers stue, og så var panikken fra infarkten for fem uger siden der igen.
  Han fik fat i bordkanten og væltede ned i sofaen, hans hjerte hamrede derudad
  - Ole, er der noget galt?
  Inger stod i døren til køkkenet. Hun kom hen til ham, hendes vibse skikkelse, hendes friske lugt, da hun gik ned i knæ og klappede ham på knæet.
  - Jeg skal bare lige have luften.
  - Man kan ikke lægge den fra sig, vel?
  - Hvilket? Nej ...
  Han holdt krampagtigt om Peter Høeg med begge hænder.
  - Rejste du dig for hurtigt op igen?
  - Jeg kan slet ikke få luft nu!
  - Ole, sagde hun. - Jeg bliver her bare, og hvis det bliver værre, ringer vi efter en ambulance.
  - Jamen, hvad så med Peter Høeg?
  - Jeg ringer til Bodil og siger, vi ikke kommer.
  - Nej, sagde han, - det skal du da ikke. Du har glædet dig så meget til det.
  - Skidtpyt, sagde hun.
  - Han skulle være en hel fantastisk foredragsholder, fremturede han. - der stod i Søndagsavisen, at han også underholder med afrikansk maskedans.
  Hvor fik han det fra? De løb som smurt, løgnene, som skidt fra en spædekalv, han improviserede som en hel afrikansk dansetrup.
  - Tag af sted, sagde han tappert. - Bare gå. Jeg skal bare lige sidde lidt. Og hils Bodil og Kjeld."

1 kommentar:

  1. det hele digt, som bekendt:

    Ingen kan gå alene
    altid I mørket her
    I det flakkende skær
    fra satellitterne
    Nogen skal være med
    Ingen kan gå alene
    uden at fare vild
    og ind igennem sigselv
    styrte ned i glemslens
    overbelastede kredsløb
    hvor alle billeder på en gang
    brænder i udspilede pupiller
    kransede huller
    der levende åbner og lukker
    Ingen kan gå alene
    altid i mørket her
    Ingen kan gå alene
    Ingen kan gå alene
    Altid i mørket her
    Altid i mørket her

    SvarSlet