Den Signede dag
Der er et digt
hen mod slutningen af Signe Gjessings uendeligt talentfulde debutsamling, Ud i det –u-løse, som jeg NÆSTEN kan følge med i, ikke næsten forstå – hendes poesi
er altid mindst ét, og som regel flere, lysår ældre end min forstand – men
næsten følge med i.
Digtenes spring mellem deres billeder går med
ret præcist lynets hast, og som regel har læsningen derfor to faser: Først
lader jeg mig frydefuldt og svimmelt rive med, som på en interstellar
rutsjebane (jeg hader rutsjebaner alle andre steder end i poesien), og derpå
forsøger jeg møjsommeligt, som var jeg en industrispion udstyret med en
højavanceret stjernekikkert, at gennemskue, hvordan egentlig de halsbrækkende loops
ind og ud af mælkevejen var nittet sammen denne gang rundt.
Her er digtet:
”Det private rum falder som sne// Fuglespor
om tankens hals,// fuglene går hen over den som/ halskæde;// verdenshjørnerne/ krøllet
samme med et pres// som fra kul/ til diamant// omkring halsene, og mundene/
vender rummet på en pande af tåre:// farvel”
Okay, jeg skruer stjernekikkerten i fokus:
Den første linje om det private rum, der falder som sne, er en polemik mod den
glubsk nyfigne læsning af prosa og nu også poesi, jfr. dagens anden
prismodtager, som restløse privatlivsrapporter, men jo samtidig en pædagogisk
forklaring om, hvordan det private forvandles og forefindes i poesien, som et
snevejr, et mylder af hvide krystaller.
Så er der et lynende syvmilespring væk fra
sneen til ”Fuglespor om tankens hals”. Det er vildt og smukt nok at forestille
sig fuglespor rundt om en hals; straks tænker jeg også på udtrykket: kragetæer.
Det er til gengæld hartad umuligt at vride sit hoved rundt om, hvad tankens
hals er, men hvis vi nu har en fraktal idé om hver tanke som en hel
menneskefigur inde i hjernen, så sammenføjer halsen tankens krop og hoved. Og
den hals er der fuglespor rundt om, det kan jeg næsten se for mig, men langt
fra forstå.
De to næste linjer lader nådigt være med at
springe videre, men nøjes med at animere og pynte op på fuglespor-billedet:
”Fuglene går hen over den som/ halskæde”. Fuglene er altså ikke fløjet, de g
år som i en kædedans af en halskæde rundt
om halsen (hvilket må gøre sporene svære at se, men mærkes kan de selvfølgelig,
af tanken).
Så er der et semikolon, et dramatisk,
fuglespor-lignende tegn, og endnu et spring til selveste ”verdenshjørnerne”,
der er ”krøllet sammen med et pres//som fra kul/ til diamant” (overleveligt
uklart, om det er hver hjørne for sig selv eller alle på én gang med hinanden,
der krølles sammen). Typisk for Gjessing med disse voldsomme spring i både
skala og abstraktion, fra fuglespor til verdenshjørner, og lige så typisk med
disse næsten brutale transformationer, der som oftest er koncentrationer: verdenshjørne-kul
presset sammen til verdenshjørne-diamant.
Jeg gentager. Jeg forstår gladelig ikke en
disse, jeg forsøger bare at følge med!
Og jeg kan lige netop godt få øje på den
association, der er afsættet for springet her: fra halskæde er tanken, på sine
balletsko, gået fra halskæde til diamant nemlig; ”diamant” følges direkte, uden
semikolon eller komma, af ordene ”omkring halsene”, dvs. det er hele
billedkomplekset ovenover, der befinder sig ”omkring halsene”. Hvilket yderligere
vil sige, at verdenshjørner krøllet sammen med diamantpres er et billede på fuglene,
der vandrer på halsen! Det er komplet uforståeligt, men slående rigtig; jeg har
i hvert fald ikke hørt en mere rimelig opskrift på det urimelige fænomen, der er
fugle.
Nå, spring igen, men ikke så langt, fra hals
op til mund: ”og mundene/ vender rummet på en pande af tåre”. Det er et
pandekagebillede! Kun Rasmus Klump elsker pandekagebilleder mere end mig.
Gjessing er altid mindst lige så plat konkret som hun er kosmisk flyvsk. Pandekagen
er det private rum, der jo er et snevejr, der vendes på tårens stegepande af
mundene, der jo er tankens munde (igen skala-spring: rum – pande - tåre). Men
tåren er så løbet ned i munden eller hvad? Tvunget frem af de sammenkrøllede
fugle-verdenshjørners pres mod halsen eller hvad? Og hvorfor er munde og også
halse nu flertal? Mange gode forvirringer, som alle blegner overfor selve
pandekagebilledets dumdristige og fyndige skønhed: hvem, der er åben overfor
poesi, kan forsvare sig mod et rum vendt på en pande af tåre?
Efter tåren er der et kolon og under kolonet
bare ordet: ”farvel”. Hvad sker der her? Jo, med ét er digtet blevet et digt om
afsked og sorg; er det en nærtstående, som er død, eller en elsket, der har
forladt det digterjeg, der som jeg er helt usynlig i digtet? Vi ved det ikke.
Men det hele hænger pludselig enormt stærkt sammen, synes jeg – det private, der
sner, fuglene henover tankens hals, fuglene som sammenpressede verdenshjørner,
munde der vender et rum på en pande af tåre, til et fladt farvel er færdigbagt.
Det var cirka 600 ord om præcis 39 ord. Og
hvad jeg dermed vil sige, er såmænd bare, at sådan er det hele vejen i Ud i det u-løse, sådan er det at blive kidnappet
ud i det u-løse af Signe Gjessing. Bortset fra, at det som regel er endnu
sværere at følge med og endnu umuligere at forstå. Og bortset fra at dette er
et rimeligt strengt formuleret digt, i forhold til de charmante og kokette
forpludringer, hun i andre digte heldigvis ikke holder sig for god til.
Bogen linker selv til de internationale
digterstjerner Arthur Rimbaud og Novalis; jeg selv sammenlignede i min forpustede
anmeldelse med Marianne Larsen og Simon Grotrian. Jeg vil her nævne et femte
himmelfænomen, syredigteren Johannes L. Madsen, især i hans sidste, forklaret
mystiske fase, og citere, som et iltelegram fra hans forfatterskabs sorte hul,
til din nyfødte galakse, Signe, hans ”poetiske manifest” fra 1975-hæftet Min fuldautomatiske pen (som du
garanteret kender):
”en rose er en gadelygte er en/
kunstskøjtedanserinde er en blokfløjte/ er en tommelfinger er en
konstruktionstegning/ som er formlen for et kredsløb er en/ genstand for en
tankerække er en hårtørrehjelm/ er en kokosnød er et stearinlys/ er et kuglelyn
er en rose/ er den hvide blomst i gløden/ den der drypper fra den når den dør”.
En fugledans er en halskæde, en tåre er en
stegepande og Signe Gjessing er allerede en stor digter. Astronomisk tillykke
med Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat.
- og så glemte jeg at sige: You say goodbye, I say hallo!
kh Lars
Ingen kommentarer:
Send en kommentar