mandag den 22. september 2014

Præcis hvor likeable er et Pia Tafdrup-digt klædt ud som et overdressed Lola Baidel-digt på stylter?

Jeg har forstået, at man som Facebook-ven godt kan like det faktum, at en Facebookvens bog udkommer, selvom man ikke har læst den bog og al sandsynlighed taler for, at man ikke kommer til at synes om den bog og derfor nok heller ikke nogensinde får læst den bog, fordi det, man liker bare er Facebookvennens naturlige glæde ved at udgive en bog; derfor vil jeg ikke sætte spørgsmålstegn ved de (likes fra de venner, jeg kender, blandt de) 370 likes, Pia Tafdrups opdatering af hendes nye digtsamlings faktum fik for en uge siden. Men i dag har Tafdrup publiceret et billede af bogens første digt, og så må det da for syv søren være det konkrete digt, man liker, og det kan jeg bare helt ærligt ikke forstå, at ud af foreløbig 177 likes fx Pia Juul, Naja Marie Aidt, Kristian Bang Foss, Kirsten Hammann, Martin Glaz Serup, Kenneth Jensen og Asger Schnack faktisk gør; hvis det, de kan lide, er IRONIEN i, at Pia Tafdrup efter 30 år omsider er nået frem at skrive et Lola Baidel-digt, kælent privatlivs-epigrammatisk - et håbløst oppyntet og -styltet Lola Baidel-digt (tjek bare det afsluttende metaforsammenbrd: knust sukkerskål + kaffeplet på bog = 2 sten i mosaik af ulykker, højlydt "forårsaget" ...), but still - ville jeg fatte det, men synes I VIRKELIG, HELT ÆRLIGT, RENT FAGLIGT, at det digt er til at LIDE på, digtere?:

Stadier på livets vej

Din elskerinde, der knuste
sukkerskålen,
er jeg efterhånden ret ligeglad med.
Hadet vibrerer ikke længere
over at have set dig

dødberuset af forelskelse, men
sukkerskålen,
som jeg havde arvet fra min mormor,
dén mangler stadig,
hver gang jeg rækker en hånd 

ind i skabet, og Søren Kierkegaards
Stadier paa Livets Vei, som jeg var ved
at læse, har hun spildt kaffe på,
bare to sten i den mosaik

af ulykker, hun højlydt
har forårsaget i det,
jeg stålsat troede var mit hjem.

15 kommentarer:

  1. Hej Lars

    Jeg forstår ærlig talt ikke hvad problemet er, jeg synes da det er et fint digt?

    Mvh
    Martin Glaz Serup

    SvarSlet
  2. som jeg forstår denne her blogpost martin så handler det vel også bare om like-problematikken. det irriterende ved at der helt ukritisk rygklap-likes til højre og venstre, og at det tror Lars så simpelthen ikke på - det hænger jo sammen med en tidligere undren som han selv nævner.
    det nye her er så at nu handler det rent faktisk om konkret tekst, og så er problemet vel at man som kritiker/læser/facebookperson/mig fx kan undres over at mange som man ellers synes har et veludviklet litterært kritisk apparat faktisk synes - hvis man skal tage liket for pålydende - at digtet er godt. når man nu, som fx mig, synes at det digt virker meget kedeligt fx - så tænker man jo ' nå ok, hvorfor synes de det er godt'

    og problemet med likes er her at det er en form for konkretkritik som ikke motiveres. eller at de så bare måske er en slags rygklapperi eller kan læses som sådan.

    jeg kan ikke se problemet i at påpege den udfordring, omend du vel synes det er problematisk at den går på personer. men det er jo et eksempel, og så handler det om smag. men jeg synes - hvis jeg læser din 'hvad er problemet sætning' nogenlunde ok - at du indskriver en vant kritik mod Lars' personhetz (dette ord har jeg lånt fra dig i et kommentarspor) for meget i blogposten, frem for at fokusere på en ok reel litterær facebookproblematik

    kh

    SvarSlet
  3. Jamen, Martin, så er der jo ikke noget problem, for mig i forhold til dig; jeg synes, det er er fælt og åbenlyst dårligt digt, og hvis du orker, må du gerne forklare, hvorfor du synes, det er er et fint digt - og er fint egentlig bedre eller lige så godt eller dårligere end godt, og hvis du i sin tid som redaktionssekretær og mundskænk på Hvedekorn havde siddet med det digt, ville du så have sendt det videre til redaktørerne Thøfner & Søndergaard??? Jeg har et problem med, at digtere, jeg respekterer, tilsyneladende pr. automatik "kan lide", dvs. anerkender/roser/anbefaler et digt (eller et hvilket som helst andet værk - det er bare så gnomisk konkret med et digt; det kan ingen af likerne undgå at have læst), som i mine øjne er eklatant under lavmålet.
    kh Lars (der sikkert diskuterer videre på Facebook, så går morgenen med det, inden jeg skal anmelde god bog & dårlig bog)

    SvarSlet
  4. og mens jeg skriblede, postede Caspar Eric en kommentar, som jeg hermed liker.

    SvarSlet
  5. Men mangler der et ord mellem "en" og "ind i skabet", Lars? Ellers er det mest mystiske i det digt, hvad det egentlig er, der rækkes ind i skabet der. Er der en serie af sukkerskåle, men kun en, der mangler? Det er vel den grammatisk set mest oplagte løsning, men den giver digtet en virkelig fremmed, surreel understrøm. (Sukkerskålenes vagtparade.)

    SvarSlet
  6. Nej, ikke mystisk, desværre, der står: hånd - retter nu

    SvarSlet
  7. ... så blev digtet lige det mindre interessant.

    SvarSlet
  8. men er det ikke litteraturkritisk uredelighed at fejlcitere/sjuske sådan med et citat?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kunne jo ihvertfald tyde på at der ikke blev læst så grundigt (som Tue fx gjorde).

      Slet
    2. Men, altså, Martin, kan du ikke se hvor meget effektjageri der er i skiftet mellem de to strofer i overgangen "hånd// ind i skabet"? Det er rytme som ren emfase-staffage, helt uden forbindelse med sætningens udfoldelse af sin betydning. Bedre, men også meget traditionelt, nærmest en formel kliche, er bruddet "have set dig// dødberuset af forelskelse".

      Og så er den højlydte ødelæggelse jo virkelig i karambolage med den der "mosaik" af spor efter elskerinden. At lægge en mosaik er da det sirligste arbejde i verden; mosaikker selv er da den stilfærdigste form for udsmykning. Forestiller digtet sig, at elskerinden har sunget opera, mens hun har lagt sine metaforiske småsten til rette? Under alle omstændigheder roder betydningerne. Synes jeg.

      Slet
  9. Hvadtuesiger og en mosaik LÆGGER man, sirligt og omstændeligt nemlig, man afstedkommer den ikke, sådan nærmest henkastet, uafvidende; en mosaik har et motiv eller i det mindste et mønster, her er stenene vistnok hver deres ulykke som tilsammen en Pollocksk ulykkessværm - bortset fra at en sten kan være både en samling knuste skår og en kaffeplet, det lyder mere som en Schwittersk COLLAGE

    - og hov, dér, Martin, din sidste bemærkning er jo bare bitchet, en afskrivnings-fehler er aldrig symptomatisk for en skid, jeg lover dig, at jeg har læst det digt uhyggeligt grundigt - uredelighed, nej, gru-kedelighed, monsieur Begmand!

    SvarSlet
  10. Jeg vil imidlertid gerne skære digtet yderligere ned:

    Din elskerinde
    sukkerskålen,
    er glad
    vibrerer beruset

    sukkerskålen
    rækker en hånd
    ind i Søren Kierkegaards
    kaffe

    højlydt
    var mit hjem.

    SvarSlet
  11. Der er humor i Tafdrups digt, og det er da meget konkrete billeder uden pynt og højstemthed (som der ellers har været en del af i hendes digte). Jeg kan heller ikke se, at det er så rædsomt, at man ikke kan "like" det. Det digt, du skriver frem, Lars, er et fedt digt, men det er naturligvis et andet digt,

    SvarSlet
  12. Jeg bliver nødt til at fortsætte i min irritation: Er det ikke som om, elskerindens højlydte forstyrren til slut får digtets indledende præmis til at kollapse? Jeget er LIGEGLAD med elskerinden, men så er hun alligevel HØJLYDT til stede gennem de spor af hende, der er i lejligheden.

    Jeg mener, i første halvdel af digtet er det sukkerskålen som sådan, jeget savner. Men til slut er sukkerskålen + kaffeplet + de ubenævnte sten i mosaikken (hvis mønster jo ikke kan være andet end elskerinden selv, elskerinden som aftryk i tingene) der forstyrrer, for så vidt som de er tegn på hende. Er udtryk for hendes fortsatte tilstedeværelse i jegets hjem.

    Det skifter selvfølgelig fra en forstyrrelse af manden til en forstyrrelse af hjemmet, men altså, det holder ikke.

    SvarSlet
  13. http://www.sleeptalkinman.com/audio/longNoseBigAss.mp3

    SvarSlet