fredag den 19. september 2014

Nekrologkritik

også af min egen Henrik Have-nekrolog i Weekendavisen i dag, som jo bare er alt, alt for kort, 300 ord, men det var alt, hvad der var plads til, og jeg ved, at Have et eller andet sted sprutter af både grin og raseri over, at at min smalle, stumpede en-spalter står ved siden af to ligegyldige krimi-anmeldelser, en Arne Dahl og en Kretz Krefeld, og ovenpå en annonce for gudhjælpeme Tag & Læs på Testrup til januar, incl. mit navn, uden hvilken nekrologen kunne have være ret præcist 120 ord længere (Montana-prisen, der som sædvanlig skal uddeles på Tag & Læs, er som bekendt en pris for mainstream-smalhed; seriøst kriminelle gnomer som HH - og hvem som helst udkommende på After Hand - bliver aldrig nomineret, ikke engang Rasmus Halling Nielsen, som dog udkommer på et Gyldendal-ejet forlag en gang imellem (en undtagelse, retfærdigvis: Aymo-Boot-bog nr. 2).

Der er heller ikke de store nekrologer, der burde have været, i Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten (der bruger meget plads på HH som kristen ...), og de er alle billedkunstnernekrologer, skrevet af kunstkritikere (i hvert fald de 2), og kun parentetisk digter- og forlæggernekrologer. Information har skammeligt nok slet ingenting skrevet, og i dag udkommer de med bogtillæg, men hvis Erik Skyum ikke kan finde ud af at burde, så må HH's soldaterkammerat Peter Laugesen træde til med mindst et haiku, tillader jeg mig at insistere på.

De 2 bedste nekrologer er Per Marquard Otzens Dagens Tegning i Politiken i dag, med en kirkegård af HH-citater (man må/kan ikke aftrykke tegningen pga. copyright, men her er link) og og Mathias Kokholms ord og billeder på After Hands egen blog/hjemmeside, der begynder sådan her: 

Min gamle ven, svoger og kollega 

Henrik Have

* 14. marts 1946
† 12. september 2014

Har fået fred

Henrik kunne i år fejre 40 års jubilæum som forlægger med Edition After Hand. Men det blev der ikke noget af, altså fejring. Nu er Henrik her ikke længere og After Hand en lukket bog. Men det stædige, uafhængige og radikale håndgemæng After Hand var, lever forhåbentlig videre. Hvis arkivet kunne aktiveres, og det så var Henriks bagkatalog, de håb og drømme, så ville fremtiden se anderledes ud.


Alt jeg ved om bøger, har jeg fra Henrik Have. 

Hånden husker alt

Mathias Kokholm

- Henrik have blev begravet i dag klokken 14 fra Ølstrup Kirike - jeg burde også have været der -  Mathias' FB-opdatering fra i formiddags:

Photo: Døde digteres park, No mark, med flaget hejst for Henrik Have, 19sep2014

Døde digteres park, No mark, med flaget hejst for Henrik Have, 19sep2014

Ingen kommentarer:

Send en kommentar