Kuldkastet kommentar

TUNGEMÅL & MED Hvorfor anmelder I ikke bare, hvad bøgerne handler om af enormt relevant og interessant og elefant, skriger avantgardister og bestsellerister i munden på hinanden

Forsvar for smagsløgene

Af Lars Bukdahl

Det var flere timer siden, Janus Kodal iklædt bowler, paraply og hvide handsker havde tømt en vandkande over mig, fordi jeg havde anmeldt hans nye bog dårligt i WA Bøger; mine cowboybukser var så småt ved at være tørre, og nu stod jeg ved baren i LiteraturHaus og skændtes anderledes konstruktivt med digteren Niels Frank, som var enormt træt af, at anmeldere som fx mig bare skrev om, hvor kvikke og sjove, spøjse og intrikate hans bøger er, i stedet for at formidle til masserne, hvordan de polemiserer imod Dansk Folkepart og undergraver rigid identitetsdannelse.
I sin (anti)litteraturpolitiske pamflet Over for en ny virkelighed vil Mikkel Thykier også hinsides smagsdommen: ”Den bedste kritik formår at afstå fra en vurdering af værket og alligevel bringe det bedste frem i det. Men dagbladskritikken har generelt gjort sig helt fremmed for den erkendelse af og på værkets præmisser, der er en forudsætning for anerkendelse.”
Mit store problem med positionerne hos Frank og Thykier, to digtere, jeg på en åbenbart vildt irriterende måde beundrer aktivt, er den foragt for smagsdommeri, som de deler med Anders Foghs 10 år gamle nytårstale: De tager dommene for givet og regner ikke smagningen.

I afsnittet efter citatet roser Thykier en mig nærtstående kritiker for at have ”sans for en levende brug af sproget” (inden han summarisk pilles ned, kritikeren). Men hey, Mr. Mikkel, det er da en totalt gammeldags, positivt vitalistisk smagsdom over kritikerens egenskrift og/eller kritiske smagsevner, der jo så nemlig står i modsætning til manglende sans og dødt sprogbrug.
Digterne er altid selv så fandens sikre på, hvad der er godt, og på at det allerbedste alt andet lige er at finde i egen litterære, konkrete og principielle omgangskreds (lige bortset fra de enkelte, skandaløst overvurderede, som de under tolv til fire øjne helst og gerne bagtaler). Og når det gælder Franks og Thykiers omgangskreds er jeg endda ikke uenig: Dér findes ret meget af det allerbedste, men sgu da heldigvis og desværre ikke det hele.
Hvorfor, vil jeg gerne vide, er det et problem, at en anmeldelse bruger kræfter og spalteplads på at eksplicitere og markere og frem for alt kvalificere kvalitetsforskelle? Frank mener anmeldelsen i stedet skal belære læserne om værkets immanente ideologikritik, hvilket lugter lige surt af 60’er-kulturradikalisme og 70’er-marxisme. Thykier mener, at kritikeren i hemmelige celler skal belære digteren og de fælles venner om det samme, selvom de til forskelsløs bevidstgørelse ved det i forvejen.

Her spejler avantgardisters og genreforfatteres smagsdommer-aversioner hinanden: Avantgardeværker er altid allerede finlitteratur og skal derfor ikke vurderes – genreværker er altid allerede IKKE finlitteratur og skal derfor ikke vurderes som sådan.

Men hvad nu med fx bare Janus Kodal, ven med Frank, uven med Thykier, og den digtbog, jeg skæbnesvangert anmeldte, Sabotage V-VIII, som digteren i pressemeddelelsen dikterer følgende læsning af: ”Sabotagen finder sted på det syntaktiske plan og ved at vride linearitet og reference ændrer digtene de måder, hvorpå sproget fremstiller mening.”

Virkelig!? Sprogets måder at fremstille mening på er hermed ændret!? Sådant højtravende ævl lyder mistænkeligt som de katalogtekster, der i 25 år har redet kunstscenen som en trist, trist mare. Anmelderen kan så vælge at parafrasere og brodere videre på bogens selvforståelse, eller han kan smage på bogen med sin egne blå og belagte tunge, hvilket i mit tilfælde resulterede i smagsdommen: Det smager som muggent hø!

Det er måske ikke mærkeligt, at forfattere, smalle som brede, altid taler om meningen, t-t-t-temaerne, i deres bøger og ikke om kunsten og kunstfærdigheden, skønheden og originaliteten. Men så meget desto mere MENING er der i, at anmelderne gør det! En æstetisk dom er nødvendig, men sandt nok ikke så interessant i sig selv. Kunsten i en anmeldelse ligger i karakteristikken af den særlige måde, bogen er sprogkunst på (i dårlige anmeldelser den usærlige måde, bogen ikke er sprogkunst på); notationen af den (mangel på) smag, der er (af)smagt. Hvilket er en mindst lige så meningsløs og nødvendig beskæftigelse som at skrive skønlitteratur..

Jeg vil pinedød slå fast, at dette digt, signeret Eske K. Mathiesen, er et fantastisk digt, og forklare - først og fremmest mig selv! - præcist hvorfor og hvordan, det er det: ”Måtte hoppe på ét ben/ helt oppe fra den røde lade/ og hjem i haven. Havde fået/ en citronsommerfugl/ i skoen.”