Det irriterende og besværlige ved fordomme er, at, hvor sikker man end er på dem, forbliver de fordomme, indtil andet er bevist, dvs. når det handler om litterære fordomme, LÆST, hvilket betyder at man skal læse alt muligt massivt hø og hakkelse, , fra JC Grøndahl over HV Holst til E Egholm, bare for at få bevist, hvad ene fordomme udmærket vidste i forvejen.
Nu fx i dagens påskeudgave af WA Bøger, hvor jeg er stensikker på, at der er langt større kvaliteter i de to bøger af Nicolaj Stochholm og Vagn Lundbye, jeg anmelder halvhjertet, halvt kritisk, halvt positivt, med vægten lagt på det (henholdsvis energisk og monstrøst) positive, på 2 x en halv side, end i den roman af Henrik Andersen, Beskyttelsezonen, som Klaus Rothstein på en helside anmelder entydigt begejstret, og jo bl.a fordi jeg ikke kan få at vide, hvad det er ved bogen, han RENT KUNSTNERISK synes er så fedt, ud over at den handler om Østtyskland og fodbold, hvilket jo er tematiske fedheder, ikke kunsneriske; det hjælper så heller ikke, at han sammenligner med romaner af Niels Rohleder og Benn Q. Holm, som jeg HAR læst. Men før jeg har læst den forbandede, små 360 sider lange roman, har jeg ingen ret til at mene, at jeg har ret, hvis jeg har ret, hvilket jeg vil vædde en dublet af Camilla - og resten af selskabet på, at jeg har.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar