- eller Ursula som lyrisk stuntwoman -
Jeg er yderst taknemlig for, at billedkunsteren og DIGTEREN Sophia Kalkau sender sine kataloger til mig, senest "Efter ægget" til en udstilling på Horsens Kunstmuseum, 19. marts - 29. maj, og går stærkt ind for hendes poetisk pure og hemmelighedsfulde billedkunst, men, men, MEN, nu må det altså snart være på tide med en efterfølger til hendes seneste skønlitterære værk, skarpt finurlige Kettys Have fra 2003 (læs om den i fx Generationsmaskinen); det nytter ikke noget - det forskønner kun! fantastisk - at kataloget inkluderer en splinterny, crazy visionær & filosofisk tekst af Ursula Andkjær Olsen, som jeg har afskrevet her (i første omgang til Ugens digt i WA, men den viste sig for lang i det gnistrende spyt):
RED
Det er glat.
Det er glat, det giver et fingerpeg om, hvordan det skal blive.
Diademet af æg med skallernes
åbne ansigter, mange drømme, med længsler malet i panden.
Skallen gør dem mere åbne, den giver et fingerpeg.
Skallen gør dem mere, alle drømmene
åbner sig i det glatte.
*
Drømmen om at blive tyk og RED. Og næringsrig. Om at
lægge sig ned og gøre depoter.
*
Som den organisme jeg er blevet (den fortolkning af min oprindelige hypotese som jeg er) udgør jeg netop selv mit eget meningsindhold.
*
At et tab er et nederlag, det
faktum at ethvert tab er forbundet med RED og smurt
ind i RED, lige meget hvor smukt det bæres.
*
Det er glat, her kan en hånd stryge.
*
I ægget var ophænget.
I ophænget sad kromosonerne.
I kromosonerne lå hypotesen. Og drømte.
*
I den forstand er livet selv et negativ, et mellemrum mellem maske og legeme, bærende aftrykket fra begge sider. Det giver symmetrien forstået som harmoni endnu et kort på hånden: Symmetrisk er kun den organisme som vover at se sin egen drøm i øjnene og lade de to aftryk tage form efter hinanden.
*
Det er glat, her kan der males
en længsel med
RED
*
Målet er at være immun, sådan at når en blød, varm hånd stryger ned ad min nakke for at få mennesket til at strømme, så vil ingenting ske.
Målet må være at være vild, sådan at når hånden stryger, kradser ned ad nakken for at få mennesket, hvem, livet til at skrige, så vil alting ske.
Alting vil blive tyk og RED
*
RED kan lugtes af alle dyrene i skoven
*
I haven stod busken.
I busken var reden.
I reden lå ægget.
I ægget var skoven. Og døden.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
FUCK for et fantastisk digt.... Tak!
SvarSletJa, det er skide godt. Bryder mig normalt ikke om hendes stemme, men det her er fedt at læse op.
SvarSlet