Den funky fejl

Transkription af Jørgen Leths samtale-fragment "Fejl" på hans cd med Michael Simpson og Frithof Toksvig (tilsammen: Vi sidder bare her) Ikke euforisk tilegnet min ven Johnnie McCoy, der (også) havde fødselsdag i går, hvor jeg var hjemme hos ham og spise middag (nakkekoteletter), han fik en flot, flot skjorte:

det meste af den kunst jeg godt lide, den rummer masser af fejl, det syens jeg er et meget interessant emne, det må jeg sige, det synes jeg det er, man kan sige i nogle former eksisterer fejl som en del af vejen, af den vej man skal tilbagelægge for at nå frem, det er det samme med pauserne, en pause, er det en fejl eller ej, det er jo et spørgsmål man kan stille sig, ikke, det er bedre at tænke på en fejl som et åndedræt, som noget der er vigtigt for at trække vejret, for at bruge tiden, altså, tiden skal man jo ikke bare være besat af, at den skal udfyldes med tegn hele tiden, det er jo en åndssvag beskæftigelse, det skal vi jo ikke, man skal tænke på den som noget der ligger, og som man kan gå ind ad og ud ad, og man kan bruge nogle flager af den, man kan gå videre, og man kan lade det stå, lidt, det lyder måske lidt langt ude, men altså jeg er meget optaget af at indoptage fejlene i arbejdet, ikke slette dem, ikke gøre det bedre, ikke korrigere det til glemsel, men at beavre det som en energi der ligger i stoffet, si stedet for at være stresset af at nu skal det være skideperfekt, og nu skal vi videre til en ny variation, og den skal være endnu mere kompliceret, og så skal ned, og så skal vi opad igen, og sådan noget, ikke, det er meget bedre at ryge med fejlen, fejlen er mere interessant end den oprindelige, skønne idé, meget mere interessant,