Man kunne ikke bevæge sig for små og store og decideret betydelige (Marianne, Viggo, Eske!) digtere søndag aften til den spektakulære åbning af Poesiens Hus i Gothersgade, der viste sig at være et smukt og intrikat hus fra 1740 (hvor Ewald sagtens kunne have hængt ud), som vi straks må tage i brug, på alle tænkelige måder, fx nogle Hvedekorn-måder, tænker jeg.
På grund af digtermylderet fik jeg kun hørt min egen oplæsningsafdeling, og her var stjernen helt klart Klaus Lynggaard, der inderligt brølede digtet "100.000 kilometer lang ..." fra hans seneste digtsamling, notoriske Røv og nøgler, fra 1988 ... han opfordrede os til at brøle med på omkvædet, og det gjorde vi, uforbeholdent:
du er 100.000 kilometer lang, 100.000 kilometer lang.
rejsen begyndt og ingen vegne nu, trodsig og troløs verden,
grene mod ruden, vinduesvisker, mit hoved er en natklub,
gæster svinger drukne rundt, og musikken, musikken, ja.
er tørstig, så tørstig, lad mig drikke vandet på din pande, åh
vandet ja, hvis det med dig er meningen med livet, hvad er så
meningen med døden, står og ler over min skulder, vejer mig
ned ned, jeg stiger op op ...
du er 100.000 kilometer lang, 100.000 kilometer lang.
månens vandfarver ind over mine hænder, ind i mørket; skov
uden træer, by uden huse, et intet mellem sang og væg, mellem
dør og stol, et sprogløst landskab befolket af slunkne skygger -
søger menneske ...
står nøgen med hænderne over hovedet, sytten år i et snap,
mørk sløret sang, der hedder ikke-at-elske, noget uden form
begynder indeni, ved jeg ikke hvad jeg vil, ved jeg hvad jeg ikke
vil, synke sprogløs og fjertung mod dig og aldrig digte mere ...
[det var profetisk, kommenterede Klaus]
du er 100.000 kilometer lang, 100.000 kilometer lang.
støjen stilner i mit hoved, alle kører bort i taxi, sidder tilbage i
mig selv og blodets vandfaldsagtige sang, usynlig visket ud
mellem nattens stjerner, hvor de vinke, hvor de blinke, dirrer
dorsk mod den lille død, altid sange, jeg er bange, dybblåt fald
mod ukendt punkt ...
rejsen begyndt, vil ikke skræmmes af dødens sne, stråle i
morgenens barmhjertige salt, uden dig er alt så intet, stiger
som en ballon, falder som en sten, kærligheden gemmer sig i
sprækker, hvor de ensomme mennesker mødes, kærligheden
gemmer sig i sprækker, hvor ensomme mennesker mødes.
du er 100.000 kilometer lang, 100.000 kilometer lang.
- Vi er ikke kommet for at spille ludo! råbte Lars Frost i hyldest med et modificeret citat fra samlingens næstfølgende digt "jeg vil bore min pik ..." Hørt!
tirsdag den 31. august 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
min sorg er smuldret
SvarSletgemmer mig bag et
tiltrængt skjul
almindeligheden
smiler mig velkommen
en tiltrængt hverdag
hvor muligheden er til
(min sorg = over aldrig at komme videre i poesiens verden ) still unpublished...
godt der også findes en verden for almindelige kødelige, selvom det ikke smager mig...
pis smager bedre end virkeligheden...
SvarSletTil poesien:
SvarSletDu var som et eventyr
For fristende til ikke at
Bevæge mit hjerte og min sjæl
Selv jeg der ikke var drømmer
Af hverken krop eller sind
Blev lokket
Af din massive skønhed