Yndlings-Benny-erindring

Til efterårsreception på Borgen Forlag august 1987, jeg var debutant og havde tvunget mine venner Jens og Johnnie med til at henholdsvis tromme og lave naturlyde (?) under min allerførste officielle oplæsning, og det var helt sikkert en kaotisk ynk at opleve, men Benny, der som sit suveræne selv også havde læst op, lagde sin hånd på min skulder straks efter, og jeg kan ikke huske præcist, hvad han sagde, eller om han faktisk lagde sin hånd på min skulder, men det, han sagde, var sødt og positivt og opmuntrende, "godt gået" eller noget i den stil, og sådan en betimelig, venlig handling holder man aldrig op med at glad og taknemlig for.

Definition af surrealisme 8/8 18

I dag fylder mine 2 bedste venner, forfatter og entertainer Jens Blendstrup og trommeslager og forlagsdirektør Johnnie McCoy begge 50 -

og på tirsdag gør jeg det samme -

det er i sandhed overvirkelighedsafbildende

Jazzy stolthed

Jeg er stolt over, at min ven, redaktøren og oversætteren og TROMMESLAGEREN Johnnie McCoy får ros og 5 stjerner i Berlingske for den skarpt liflige plade, han har lavet med og for og til guitaristen (og saxofonisten, men her guitaristen) Morten Elbek, nu skal vi meget snart have en plade i hans eget navn og med hans egne KOMPOSITIONER - lad Star Eyes forsøde en blå time nær dig, Her anmeldelsescitat:

"(...) den 58-årige århusianske guitarist Morten Elbek, som i årtier har været en allestedsnærværende musiker på scenen i den jyske hovedstad, både som saxofonist og guitarist. Her har han valgt udelukkende at spille på spansk guitar. Og det gør han uden de mislyde, der ofte kan forekomme, når der spilles akustisk. Det må tillægges både den fine analoge optagelse og Morten Elbeks instrumentale færdigheder. Kort sagt – guitarlyden er både klar og organisk, og man oplever en uanstrengt strengeleg og et musikalsk overblik, der udmønter sig i de fineste melodiske fortællinger.
Morten Elbek har allieret sig med den glimrende trommeslager Johnnie McCoy, der i en årrække har været væk fra musik-scenen, og den unge og bemærkelsesværdige bassist Jonathan Bremer, og parret sikrer en perfekt og velgyngende bund."

Det er ikke helt Jørgen der fylder år i dag

Det er mine 2 bedste venner, Johnnie McCoy og Jens Blendstrup, der bliver 48, seks dage og en hel evighed før jeg selv bliver det. TILLYKKE KNARKER! Her er i dagens anledning endnu 2 outtakes fra Jens' kommende galmandsværk Bagerkoner og slagterenker (når vi kommer nærmere udgivelsesdagen har vi planlagt en decideret outtake-FØLJETON her på Blogdahl) - enhver lighed i tekst nr. 2 med en kendt, nordsjællandsk proletarforfatter er NØDVENDIG:

"Opgaver til Jørgen i morgen:

1.         fjerne de ting der afsondres hele tiden i den nye sofa (pik sofa)

2.         lære at bage brød

3.         rydde op i kælder det sviner forfærdeligt med det løbebånd

4.         evt øl, men kun 2…3

5.         chekke op på pissepisse Hanne Hansen akasse fisselort

6.         klargøre hygge dæmpe lys til Anita kommer hjem (obs husk pænt sprog/rar sætning

7. kontakte genbo sige som en udtjent huskwarna riffel, lade ham vide jeg afskyr ham med mit rekyl. Se ham miste tilliden til vejens mildhed. Hvad sagde min genbo lige, den skikkelige mand? Lære ham ondskaben mellem pressede parcellister. Dyremose din Futonfedling.

8. slå på postbuddet. Skide på hans breve. Vælte cyklen. Påstå jeg Jørgen er en vind.

9. le. Le i flere timer. Så Anita intet mærker når hun kommer hjem. Jeg Jørgen den lattermilde havearkitekt.  Dog indeni hele tiden sige til dig selv: Du er fra Varde.  Forhenværende ishocky spiller. Fra Varde. Tom for tanker. Forslået af kampen mod sovjet. Lattermild. Rundkørsler er toppen af poppen.

10. formidle mulighed for øl under halvtag.  Dog ej. Voldsomt.  Nænsom kluk kluk.

11. besidde Anita. fremstå organisk. Men indeni e r du en kamsjatka-krabbe.  OBS pas på med følehornsdikkedik og deslige.  Og obs obs obs ved angst. Blive liggende på din kone. Kravl ikke ned i enden af dynen.

I dag vil Jørgen kun se rigdom, og ingen nød eller ghetto. Han er kørt til Hellerup. Osian er også med. Her er huse til mange millioner alle sammen ejet af gode solide folk, hvis baggrund med sikkerhed har været solid, og dannet. Måske det vil sætte sig i Jørgens karosseri. At vandre blandt tilværelsens lykkelige pamfiliuser. Hvad andet kan man ønske sig.

Jørgen tænker, han består af atomer. Anita består af atomer. Hendes frygt for vores økonomi er ikke Anitas enkeltdele men summen af Anita. Det er rart at tænke det sådan. At hvis man splitter hende ad ville alle enkeltdelene slet ikke være bange, for de er jo atomer. Jørgen bøjer sig ned og løsner Osians ben fri af snoren. Den lille hund kvitterer med et raspet slik på Jørgens isse.

- Også du består af atomer lille ven. Men du kan sagtens elske mig for du er en hund, og hunde elsker ubetinget hvad enten de er hele eller delt.

Osian lægger sit store hoved på skrå som om den lytter. Den er så klog synes Jørgen. Den bekymrer sig ikke om forbigående økonomiske problemer. Der tikker en besked ind fra Jimmi. Skulle du komme i problemos, så dyt. Jo, tak. Hvad ved den unge fyr om det. Han virker da snarere som en der har problemer. Tusind tak fordi du tænker på mig, Jimmi, skriver Jørgen tilbage. Men her er ingen problemos. En rig dame går forbi i sin pels. Det har altid undret Jørgen at rige damer dufter i længere tid og over større afstande end fattige. Også Osian mærker hendes duft. Den letter ben op af en romersk statue der er skåret over på midten og sat op foran et hus med en lang indkørsel. Den rige dame vender sig om og smiler. Der er ægte sympati, synes Jørgen. Hun ligner hende sangeren Gry der vandt melodi grandprix med rejehoppet. Men det kan vel ikke være hende der er blevet så gammel. Da Jørgen er kommet lidt væk går han ind i en busk for at tisse. Pludselig farer en lille vred mand frem. Han har siddet inde i busken og holdt øje med de rige svin siger han.

Han har en sort rullekravesweater på under et jakkesæt. Det ser ud som om nogen har skruet hovedet på ham med voldsom kraft og drejet det rundt til det sidder voldsomt godt fast. Der er noget korkprop i en flaske over ham. Som om hovedet hele tiden må kæmpe for at holde sig oppe af kroppen. Det må være voldsomt ubekvemt tænker Jørgen. Han får helt lyst til at hjælpe ham med at trække det fri.

- Det må du sørme undskylde, jeg vidste ikke der var nogen.

Den lille mand får øje på Jørgens jakke fra Elforbundet og ser han er en ganske almindelig arbejder.

- Så er det heller ikke værre, siger den vrede mand, men du skal ikke pisse på den busk en anden gang, er du med!

Det er Jørgen. Han er ikke bange for den lille mand som, han mærker, har en stor indre vrede, ja en ild der brænder, og det har Jørgen altid har haft meget respekt for. Jørgen spørger hvem han er, men den lille vrede mand siger det er selvindlysende.

- Det ved du da godt,  Du ved da godt, hvem jeg er!

Og så fortæller fyren fnysende at han er ham der har skrevet bogen: Vandvarmer, som var en barsk opsang til det danske samfund i 1990erne. 

- Indignation er mit mellemnavn, siger den lille vrede mand.

- Hvad laver du herude?

Den lille mand undertrykker et vredes udbrud. Og siger så så dæmpet han kan, at han iagttager borgerskabet.

- Nå for søren, siger Jørgen, men bliver det ikke koldt om natten?

- Om natten er jeg i Basel og Strasbourg.

- I Basel?

- På luksushoteller

- Hold da op, siger Jørgen oprigtigt imponeret. Han har aldrig mødt en levende forfatter før, og slet ikke under så dramatiske omstændigheder. 

- Gå siger den lille mand.

- Nu?

- Nu!, siger den lille mand og kravler ind i hækken.

Osian vil med men den lille mand snerrer: Tag din lakaj med dig.

- Det er ikke en lakaj, siger Jørgen, det er Osian.

Ved en grønlandsk fanger af granit gør Jørgen og Osian holdt. Den grønlandske fanger peger ud over Øresund og Jørgen fortæller Osian at Grønland er en del af det danske rige. Den lille hund lægger hovedet på skrå og lytter. Jørgen vil gerne nå ud til Peter Liepps Skyttehus, hvor der er en dejlig restauration."

Hvad har sex og fyrretræer med hinanden at gøre?

Og hvad nøler ærværdgheden for? 

spørger jeg bekymret drengene, der begge har fødselsdag i dag en uge før mig



 

- og tilføjer mit dobbelttillykke!

HFJSUSLTASOHJMSPTNHNAESVJGSMDUSO

Her er et billede af min ven Johnnie McCoy, også 44 højsomre i dag, TILLYKKE, der spiller på trommer, hvilket han er statsuddannet i at gøre, men selv hvis han ikke var, ville han spille fantastisk, men hvorfor får jeg så utroligt sjældent lov til at se og høre ham gøre det, når han nu aldrig er smukkere, vil jeg gerne spørge månen, den ultimative stortromme, om, ergo opretter jeg foreningen HFJSUSLTASOHJMSPTNHNAESVJGSMDUSO (Hvorfor Får Jeg Så Utroligt Sjældent Lov Til At Se Og Høre Johnnie MCoy Spille På Trommer, Når Han Nu Aldrig Er Smukkere, Vil Jeg Gerne Spørge Månen, Den Ultimative Stortromme, Om), som hver nat vil fucking krydsforhøre månen:

Brothers in LARM

25 år siden vi stod dér i aulaen på Aarhus Katredralskole og skabte os skæbnesvangert, om ikke forbandelsesfrugtsommeligt!

Tillykke drengene! Med de 2 x 430 år!

Og nej, Jens, sweateren, jeg glemte i din taske i forgårs efter havbadsoplæsning, er IKKE din fødselsdagsgave, den er jo for helvede aldeles monokrom, hvilket ikke betyder, at du, Johnnie, skal føle dig sikker på IKKE at modtage et fastelavnskostume!

Den funky fejl

Transkription af Jørgen Leths samtale-fragment "Fejl" på hans cd med Michael Simpson og Frithof Toksvig (tilsammen: Vi sidder bare her) Ikke euforisk tilegnet min ven Johnnie McCoy, der (også) havde fødselsdag i går, hvor jeg var hjemme hos ham og spise middag (nakkekoteletter), han fik en flot, flot skjorte:

det meste af den kunst jeg godt lide, den rummer masser af fejl, det syens jeg er et meget interessant emne, det må jeg sige, det synes jeg det er, man kan sige i nogle former eksisterer fejl som en del af vejen, af den vej man skal tilbagelægge for at nå frem, det er det samme med pauserne, en pause, er det en fejl eller ej, det er jo et spørgsmål man kan stille sig, ikke, det er bedre at tænke på en fejl som et åndedræt, som noget der er vigtigt for at trække vejret, for at bruge tiden, altså, tiden skal man jo ikke bare være besat af, at den skal udfyldes med tegn hele tiden, det er jo en åndssvag beskæftigelse, det skal vi jo ikke, man skal tænke på den som noget der ligger, og som man kan gå ind ad og ud ad, og man kan bruge nogle flager af den, man kan gå videre, og man kan lade det stå, lidt, det lyder måske lidt langt ude, men altså jeg er meget optaget af at indoptage fejlene i arbejdet, ikke slette dem, ikke gøre det bedre, ikke korrigere det til glemsel, men at beavre det som en energi der ligger i stoffet, si stedet for at være stresset af at nu skal det være skideperfekt, og nu skal vi videre til en ny variation, og den skal være endnu mere kompliceret, og så skal ned, og så skal vi opad igen, og sådan noget, ikke, det er meget bedre at ryge med fejlen, fejlen er mere interessant end den oprindelige, skønne idé, meget mere interessant,