Tirsdag ER IKKE onsdag

Væltede klokken 17:30 lige ved og næsten et glas hyldeblomstsaft ned over computeren, da jeg skulle tjekke efter, hvornår jeg i morgen var designeret til at Dickens-forelæse for folkeuniversitetsstuderende, og der så i seneste mail sort på skærmhvidt stod at læse, at det var i dag, i selvsamme nu, klokken 17:30 jeg burde stå på Campusvej uden den pegepind, de venligt oplyser, at de ikke har, jeg slog chokeret, skamfuldt hånden ned i skrivebordet, så hyldeblomstsaften nær løb over sine bredder, for det er den slags, der aldrig må ske, og aldrig, aldrig sker for mig, men kun for fx Jens B med hans større hoved, og klikkede mig febrilsk gennem de øvrige mails med samt et link til lektionskataloget, og alle steder var datoen onsdag 10. oktober, hvilket den så for fanden måtte være, vitterligt og virkeligt, men for en sikkerheds skyld ringede jeg til det opgivne nummer på en studentermedhjælp, som jeg fik til at gentage 3 gange, at det var i morgen i morgen i morgen, for 2. gang kom han selvfølgelig til at sige, at det var i morgen tirsdag, og derfor tvang jeg ham til at sige det korrekt en 3. gang, så sådan er det og atter er det, men chokket over at tro, at det var i dag på selvsamme klokkeslæt, som jeg troede det, sidder stadig i maven som en fantom-mavepumper, ligesom når man lige præcis ikke, men særdeles tæt på, er blevet kørt over i trafikken, og det er jo ikke fordi, det var tæt på, at forelæsningen var i dag, men det føles som om, det var, at hvis jeg ikke af de andre mails var blevet reddet på målstregen, så havde forelæsningen været i dag, hvilket jo er noget forbandet vrøvl, men som jeg her skriver om det, kommer jeg i tvivl om, at det måske faktisk var i dag, men det er det IKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKKE!

Den funky fejl

Transkription af Jørgen Leths samtale-fragment "Fejl" på hans cd med Michael Simpson og Frithof Toksvig (tilsammen: Vi sidder bare her) Ikke euforisk tilegnet min ven Johnnie McCoy, der (også) havde fødselsdag i går, hvor jeg var hjemme hos ham og spise middag (nakkekoteletter), han fik en flot, flot skjorte:

det meste af den kunst jeg godt lide, den rummer masser af fejl, det syens jeg er et meget interessant emne, det må jeg sige, det synes jeg det er, man kan sige i nogle former eksisterer fejl som en del af vejen, af den vej man skal tilbagelægge for at nå frem, det er det samme med pauserne, en pause, er det en fejl eller ej, det er jo et spørgsmål man kan stille sig, ikke, det er bedre at tænke på en fejl som et åndedræt, som noget der er vigtigt for at trække vejret, for at bruge tiden, altså, tiden skal man jo ikke bare være besat af, at den skal udfyldes med tegn hele tiden, det er jo en åndssvag beskæftigelse, det skal vi jo ikke, man skal tænke på den som noget der ligger, og som man kan gå ind ad og ud ad, og man kan bruge nogle flager af den, man kan gå videre, og man kan lade det stå, lidt, det lyder måske lidt langt ude, men altså jeg er meget optaget af at indoptage fejlene i arbejdet, ikke slette dem, ikke gøre det bedre, ikke korrigere det til glemsel, men at beavre det som en energi der ligger i stoffet, si stedet for at være stresset af at nu skal det være skideperfekt, og nu skal vi videre til en ny variation, og den skal være endnu mere kompliceret, og så skal ned, og så skal vi opad igen, og sådan noget, ikke, det er meget bedre at ryge med fejlen, fejlen er mere interessant end den oprindelige, skønne idé, meget mere interessant,