Det er på forsiden af Politiken i dag, at Søren Ulrik Thomsen skrev et digt i går, så det må være en vigtig nyhed:
På side 2 i 2. sektion er 1:1 aftrykt en faksimile-gengivelse af SUT's maskinskrevne a4-original; digtet hedder "Ode til regnen"og er på 10 tolinjere og 1 enlinjer og er signeret "Søren Ulrik Thomsen d.17.august 2010".
Der er 1 mere eller mindre besværet metafor på regnen i hver tolinjer, undtagen 1 måske: "dens nervøse skråskrift/ iler [hen over lyntogets ruder]", "dens halvgennemsigtige slør/svajer", "den græder", "den prikker sit efterårshaiku [på forruden selvom det straks viskes ud]", "dens silende sang", " den tordner", "den forbinder himlen og jorden/ i et hemmelighedsfuldt sakramente", "den driver" (ret død metafor, indrømmet), "dens store musik", "dens flydende lys på den sorte asfalt/ er negativet til dette digt". Ingen af dem synderligt originale eller meteorologisk øjeåbnende, ingen af dem (undtagen den med haikuen måske, haiku er sen kitsch i DK) kunne ikke have stået i et 120 år gammelt digt af Johannes Jørgensen.
Jeg vil som kontrast(væske) fremhæve det 44 år gamle digtfragment af Per Højholt, som ØK-ceremonimester Niels Ivar Larsen er så venlig at citere på bagsiden af Information i dag: "himmelens kolosalfysik/ vandafstande i mindsken/ et dråbefor dråbelofter blafrende i gennemtræk/ skraverede vandfolie".
Lad os se om vi ikke kan forbedre digtet med en helt simpel s + 7 via Gyldendals Ordbog for Skole og Hjem, 1982-udgaven:
Offerlam til regnestokken
Fordi dens nervøse skudlinie
iler henover lysbehandlingens ruderdamer
og fordi dens halvgennemsigtige slåenbusk
svajer foran højskolens lodrette lysreklame
fordi den græder på mine vejbygninger
over dét jeg alligevel ikke kan glemme
og fordi den prikker sin egennytte
på forsalget selvom den straks slettes ud
fordi det er en velvilje
at falde i sålelæder til dens silende sangpædagog
og eventyrligt at vågne i mådeudsagnsord
når den tordner mod billedbøgernes tagrender
fordi den forbinder hinduen og jordefærden
i en hemmelighedsfuld salamander
og fordi selv det smukkeste kvirrevit blir smukkere
når den driver gennem den lange hårrørsvirkning
fordi man har lov til at være i fred
indtil dens store muskat stilner af
og fordi dens flydende lysf'ølsomhed på den sorte askeonsdag
er neglebørsten til dette diktatur:
derfor elsker jeg regnestokken.
- det digt vil jeg gerne overveje til Hvedekorn 1, 2011.
onsdag den 18. august 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Smukt! siger den onde anonyme fra i går.
SvarSletRode? Han hedder nu Rohde, Jokum, byvandrer med S.U.T.
SvarSletHvem er Egnen?