Retarderet romankunst

Evnesvage, udviklingshæmmede, åndssvage etc. er farlige fiktionspersoner, i et væk skal de fortælle os de sentimentale sandheder, Forrest Gump-syndromet, I ved - i Dorph og Pasternaks nye krimi Jeg er ikke her, der for fanden stadigvæk ikke er udkommet, selvom jeg har læst den for 14 dage siden, er idioten snarere en art autist med dertil hørende dæmoniske særkundskaber - mens han i Lasse Ernsts lidet ophidsende debutroman Man dør kun en gang, også læst her i ferien med henblik på Vejles debutantpris, er halvt kær og halvt farlig (pædofil selvfølgelig) og dermed et fedt moralsk dilemma - men så er der Erling Jepsens roman Biroller, læst for skams skyld bare, hvor den kvindelige hovedperson er åbenlyst debil, konsekvent tænker og handler hun kritisk idiotisk, men hun skal vistnok ikke forestille at være underbegavet - vi får at vide (men får det ikke demonstreret, andet end i glimt), at hun er belæst og excellerer akademisk på sit dramastudie - debiliteten skal vistnok forestille at være charmerende og comic relief (hun lider rent faktisk af spisevægring, afsløres det ret sent, det er også sjovt!) indtil hun pludselig afsløres som en art søvngænger-morder, af en hund og en ung skuespillerinde, begge rivaler (jeg er sgu ligeglad med spoilers her), hvilket kun skaber en endnu større, men aldeles uproduktiv distance til læseren, der, hvis han er mig, og det er han, med tilbagevirkende kraft føler sin skepsis overfor den kælne naivitet i Jepsens forrige romaner retfærdiggjort, det var og er kunstnerisk forskruet idiot-kitsch ...