"Brekke-ke-kex!
din hengivne
Jesper.
(Ping-fan.)"
Jensen bidrager med "Ungdom og pop - en samtale" - deltagere: Viggo 8. klasse, 15 år, Kim 8. klasse, 14 år, Allan 8. klasse, 15 år, Leise 8. klasse, 14 år, Marianne 9. klasse, 16 år (der alle lige har været til Rolling Stones-koncert) - et klip:
"- Hvorfor skriger man egentlig?
Marianne: Man kan ikke lade være. Jeg ved ikke hvorfor, men når de andre skriger - å skriger man også selv.
Kim: Dengang jeg var der derinde, så blev der skreget - og så kunne jeg altså heller ikke lade være med det. Og dem, der sad foran, de rejste sig op, og så stillede jeg mig selvfølgelig også helt op på de der ryglæn, ikke? For at kunne se.
- Hvorfor skriger man, Leise?
Leise: Jo, altså, jeg var helt vild med ham trommeslageren. Så kom han frem på scenen - der var helt stille, men jeg skreg bare videre. Marianne fortalte bagefter, at de allesammen stod og kikkede, men jeg lagde ikke mærke til noget. Jeg var helt væk. Lige pludselig bliver man sådan. Og da jeg stod oppe på ryglænet - så sad jeg lige pludselig nede på gulvet. Jeg vidste ikke, hvordan jeg var kommet derned.
- Hvad er det der sker?
Leise: Man går fuldkommen i ekstase. Man bliver sådan, så man ikke véd, hvad man gør.
Marianne: Bare én af dem bevæger sig, så er det nok. Så skriger man op.
Leise: Da Mick Jagger tog sin jakke af! Han gjorde sådan, at først tog han det ene ærme ud, og så det andet ærme, og så svingede han den ud over scenen! Bare han begynder at knappe blusen op, eller skjorten eller hvad han nu har på - så skriger man op. Bare han gør en lille bevægelse,
- Man skriger ikke til alle?
Marianne: Det er til de gode og berømte, man skriger,
Allan: Det er mest berømtheden. der er mange danske orkestre, der spiller ligeså godt som de engelske. Men man skriger ikke. Det er bare, fordi de ikke er berømte.
Leise: Inde til rolling Stones-koncerten kom der først en gruppe, der var blevet kåret til Danmarks Rolling Stones. Da de kom ind, var der ingen, der skreg. De blev nærmest øvvet ud. Men så kom the Lions - og så blev der skreget en lille bitte smule. Så kom Defenders - og så s k r e g de op! Så til sidst, da Rolling Stones kom, var man helt vild. De dér orkestre, det er jo bare for at varme op, så man skal skrige mere. Og dér i fjernsynet med the Rolling Stones, da kom én af dem frem, og så siger han: I må ikke skrige! Og så skreg de jo selvfølgelig - når han siger sådan. Ellers var der helt stille.
Viggo: Jeg syens det er irriterende, at de skriger. Så kan man ikke høre, hvad de spiller.
Marianne: Jeg skal love for, at vi skreg ude i lufthavnen! Der kørte de lige forbi én."
(Rolling Stone, koncert i Norge, 1965)
